Hunhjorte tænder på dybe hanbrøl

Hunhjorte tænder på dybe hanbrøl

Hannerne snyder med bassen, men fysik og anatomi sætter grænser

I disse uger runger kronhjortenes brøl, der mest af alt minder om langtrukne, dybe ræb, i den danske natur. De største hanner med de kraftigste stemmer lokker flest hunner i fælden. Det er i hvert fald den udlægning, man kan finde i talrige naturfilm og bøger. Nu har man endelig bevist, at der er noget om snakken.

En gruppe biologer ved Sussex University rejste til en hjortefarm i Frankrig for at afspille både ægte og manipulerede hjortebrøl. Hinder blev lukket ind i en fold med to højttalere. Fra den ene gjaldede optagelser af en stor han med et dybt brøl. Fra den anden lød de lysere brøl fra en mindre han.

Antallet af brøl og lydtryk var ens, og fra tid til anden skiftede brølene højttaler. Hunnerne foretrak tydeligvis lyden af den store han, de bevægede sig fortrinsvis hen mod højttaleren med de dybe brøl.

Hjortebrølet dannes i mundhulen og svælget, og dybden bestemmes især af svælgets længde. Den tiltrækkende hjort havde et ca. 86 cm lange resonansrum, mens konkurrenten blot havde 77,5 cm at gøre med.

Forskerne undersøgte, om endnu mere af det gode er endnu bedre. De manipulerede lyden fra en brølende hjort, så det lød, som om den havde et næsten 102 cm langt resonansrum, en kæmpehjort, hvis den ellers fandtes i virkeligheden. De modellerede også lyden af en dværg med kun 68 cm. Hunnerne foretrak klart kæmpens højttaler, hvor de blev hængende i meget længere tid end omkring dværgens.

Ved at parre sig med de største hanner sikrer hjorte-hunnerne deres afkom et skud gener fra individer, som må antages at have klaret sig godt. De har måske et velfungerende immunforsvar, der beskytter dem mod sygdomme, eller er så aggressive og fysisk veludviklede, at de kan tilkæmpe sig sparsomme føderessourcer. Fornuftige karaktertræk for en kronhjort.

Hunnerne går efter lyden

Hinderne bliver hvert år bedækket og føder året efter en, sjældent to kalve. Hun må satse på kvalitet. For hannerne er der mere på spil. En han kan parre sig flere gange dagligt og på kort tid blive far til en mængde unger. Men der er mange om buddet, mange tabere og få vindere.

Studier i bl.a. den skotske natur har vist, at de største hanner får flest parringer og dermed - må man antage - flest efterkommere. Hunnerne opsøger selv hannerne, og hvis de virkelig går efter de dybeste brøl, vil slutresultatet netop blive, at de største hanner får adgang til flest hunner.

Så hvorfor ikke snyde og fremelske en dyb bas? Det gør de faktisk også - alle sammen endda. Uden for parringstiden ligger hannens strubehoved så højt oppe, at mundehulen kun måler omkring 30 cm fra strube til mundåbning.

Struben bevæger sig nedad på halsen i forbindelse med parringslegen og efterlader et 60-85 cm langt resonansrum. I stedet for at bræge med omkring 600 Hz får hjorten et langt mere imponerende brøl på 200-300 Hz.

Man kan se det ske for øjnene af en - og ikke mindst høre det. Når hjorten holder pause, glider struben (adamsæblet) langsomt opad. Når han begynder at brøle igen, går der omkring et sekund, før den atter er i bund. Samtidig falder frekvensen af brølet fra måske 400 Hz til det minimum, som hans kropsstørrelse tillader.

Grænsen sættes af brystbenet, som struben ikke kan passere. Det betyder, at resonansrummet højst kan blive omkring 85 cm langt hos de største hanner. Selv om alle snyder, er der grænser for, hvor meget de kan lyve om deres størrelse. Hunnerne kan roligt gå efter lyden.

Kommentarer (0)