En hund er en ulv er en hund
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

En hund er en ulv er en hund

Ulven og hundens slægthistorie er en kompliceret fortælling, for selvom ulve og hunde nok er nogle af de mest gennemanalyserede dyr efter mennesket, ved forskerne ikke helt, hvor de kommer fra, eller hvornår de kom, siger Mikkel Sinding. Illustration: Creative Commons Attribution 3.0 Unported

Debatten for og imod ulve raser mange steder i Europa i disse år. Spørgsmålet om, hvor ulven egentlig kommer fra, kan hurtigt blive en meget lang eller hel kort snak, hvis man spørger geogenetiker Mikkel Sinding, der hos Grønlands Naturinstitut forsker i slægtshistorien for ulve og hunde.

For der er ikke noget klart svar. Man ved ikke, hvor de ulve, der lever i dag, oprindeligt stammer fra.

En ting er dog sikkert, nemlig at vores elskede hund er en tam ulv.

»Der er måske kun 20-30.000 år siden, at nutidens ulve og hunde havde en fælles stamfader. Så ulven og hunden er ikke meget forskellige,« siger Mikkel Sinding.

Større diversitet blandt fortidens ulve

I årevis har forskere verden over studeret sammenhængen mellem ulve og hunde.

Læs også: Guldsjakal bringer ny, farlig flåt til landet

Det er lidt mærkeligt, at vi enormt godt kan lide hunde, men generelt er bange for ulven, til trods for at ulven er hundens nærmeste slægtning, selvom den oprindelige kobling endnu ikke er fundet, mener Mikkel Sinding:

»Hunden kommer fra en ulv, som vi ikke kan finde, for den type ulv er uddød. Jeg og en masse andre forskere i verden leder desperat i gamle bunker af knogler for at finde stamfaderen til hunden, eller stamfædrene, for måske har hunden flere stamfædre. For på et eller andet tidspunkt under istiden er ulve blevet tæmmet, måske flere forskellige steder, så den hund, vi har i dag, kan være forskellige variationer af blandingsprodukter.«

Hvis ulven og hunden møder hinanden i naturen, er der enorm stor sandsynlighed for, at ulven slår hunden ihjel.

»Det samme gør sig gældende med ulven. For ulve-grupper, der uddøde da Mammutsteppen og alt det der brød sammen under istiden, har helt sikkert haft en meget større diversitet, end vi ser i dag. Så de ulve, vi har i f.eks. Danmark, er sandsynligvis ikke de samme ulve, som der var for måske 20.000 år siden. Det gør debatten lidt sjov, når man diskuterer, hvorvidt en ulv hører til nogen steder,« siger Mikkel Sinding.

Ulven dominerer og forsvinder

Lige nu er mindst ti af verdens store universiteter i gang med at studere ulven og hunden.

Læs også: Sådan blev 40 ulve til 23 for at ende med 4

»Jo mere, der bliver publiceret, desto mere ser det ud til, at ulven er en super kolonisator, der sommetider kollapser. Andre gange eksploderer den og overtager hele verden igen. Så det er ikke en stabil art – i hvert fald ikke de seneste 100.000 år, hvor forskellige ulvetyper har bølget frem og tilbage,« siger Mikkel Sinding.

Genskventering af knogler fra Mammutsteppen

Mikkel Sinding arbejder især med at gensekventere fossile og subfossile knogler fra ulve og hunde.

De ældste knogler er cirka 1,8 millioner år gamle fra huler, mens andre ulveknogler er gravet ud af den sibiriske permafrost. Knoglerne er så gamle, at man ikke kan kulstofdatere dem; det vil sige over 45.000 år gamle. Men man kan nogen gange godt få genomerne ud af dem.

Læs også: Spørg Scientariet: Kan jeg undgå løse hunde ved at tisse i min have?

Det sker ved at nedbryde knoglerne i en buffer, der kan opløse alt – undtagen dna. Dna kan binde sig til filtre, så man kan fiske dna’et ud og sekventere på det.

»Ulven er blevet tæmmet i hvert fald én gang. Og det er interessant at finde ud af, hvor det var henne, og hvilke mennesker det var. Og om det er sket flere gange af flere grupper af mennesker. Og så har ulven og hunden selv krydset sig. Spørgsmålet er, om der findes ulve et eller andet sted i verden, der ikke har lidt hund i sig, og hunde, der ikke har lidt ulv i sig?« funderer Mikkel Sinding.

Hunden har overført sort gen til ulven

Man kan se, at der hele tiden har været en løbende blanding af blod mellem ulve- og hundegrupper i verden.

Læs også: Tag på tidsrejse gennem Danmarks natur: Naturlig natur er evig forandring

Selv om hunden genetisk er en tam ulv, kan man se, at hunden også har givet gener videre til ulven.

Det bedste eksempel er sorte ulve i Nordamerika og Italien. Genet, der gør dem sorte, har de fået fra hunde; mens resten af hundens gener er vasket ud.

»Det har været en fordel at være sort, for man kan se, at sorte ulve i skoven klarer sig godt. Så det sorte gen har bredt sig til hele Nordamerika til de ulve, der lever i skoven. Det har været en super tilpasning, som bare tilfældigvis er dukket op i hunden, men rent evolutionært har været rigtig godt at få for ulven,« siger Mikkel Sinding.

Ussel ulv med hang til stivelse

Han peger også på, at hunde er gode til at klare stivelse, måske fordi de har levet sammen med mennesket, der gennem tusinder af år har levet af korn, mens ulve ikke fordøjer stivelse.

Læs også: Ulven i Nordjylland stammede fra Tyskland

Men forskerne kan se, at grupper af ulve, der har hundekrydsning i sig, lader til at have taget stivelsesgenet til sig.

»Det er selvfølgelig ikke den romantiske ulv i naturen, men den lidt usle ulv, der lever nær en losseplads i Syd- eller Østeuropa. Og der er det måske meget godt at kunne spise stivelse, hvis ulven skal stjæle lidt,« mener Mikkel Sinding og hans forskerkolleger.

Lys labrador har givet hvide prærieulve

Et tredje eksempel er prærieulven, der er ulvens fætter og hverken ulv eller hund.

De seneste hundrede år har prærieulve bredt sig mere nordpå til Canada. Og det forlyder nu, at der bliver stadig flere hvide prærieulve. Det er måske meget smart, fordi der er meget sne deroppe. Det gen, der koder for hvid, stammer fra en lys labrador.

»Det er fuldstændig samme princip, som de to foregående, hvor prærieulven for måske kun ti år siden er strejfet rundt nær en landsby og har parret sig med en labrador og lånt gener fra hunden,« siger Mikkel Sinding.

Ulvens gen hindrer højdesyge hunde

Der er også eksempler den anden vej rundt, hvor ulve i nyere tid har givet noget til hunde.

I Himalaya, hvor luften er tynd, og man får højdesyge, findes nogle ret specielle ulve, der genetisk er tilpasset til at tåle højden. De tilpasninger er blevet krydset ind i hyrdehunde, som man har i Tibet og andre steder i bjergregionen.

Selv om de hunde måske kun er 1/10.000 ulv, er ulvens nøgletilpasning til livet på bjerget som det eneste blevet hængende.

»Der er ingen kilder, der viser, at mennesker har sørget for det. Men man kan sagtens se, hvordan sådan noget er opstået i Himalaya. Hvis du har en hund, der er slatten, men hvalpene lavet ved sådan en ulve-hundekrydsning er meget mere friske og raske, så avler man på dem. De er måske lidt bidske, men så krydser man dem noget mere med hund, og vælger hele tiden de friske hvalpe, og så lige pludselig får du en hund, der kan tåle højden,« siger Mikkel Sinding.

Vil du lege? Vil du have tæsk?

Der lever også forvildede tamhunde eksempelvis i Østeuropa, Mellemøsten og Indien, der parrer sig med ulve. Når det sker, er der tale om ulve, der strejfer rundt uden sin egen flok, for ellers vil kontakten være fatal.

Læs også: Terapihunde afstresser universitetsstuderende

I dag er det nemlig især adfærden, der afskiller ulven og hunden. Med forbehold for bidske hunde så vil en hund, der møder en anden hund, normalt lege.

Men en ulv og en hund ser hinanden som 100 procent samme dyreart. De taler dog ikke helt sammen sprog i forhold til, hvem der bestemmer. Så når en hund glad løber en ulv i møde, er det i ulvens øjne dødsstraf.

»Hvis ulven og hunden møder hinanden i naturen, er der enorm stor sandsynlighed for, at ulven slår hunden ihjel. Fordi ulve er sindssygt territorielle og lever i flok, og hvis man er fra en anden flok og trænger sig på, bliver man ædt. Den adfærd har mennesket avlet ud af hunden,« siger Mikkel Sinding.

Døm aldrig hunden på indpakningen

Forskerne mener som tidligere nævnt, at ulven og hunden for 20-30.000 år siden havde en fælles stamfader

Hvis man kigger på forskellige hunderacer i verden, er der nogle, der har lidt mere ulv i sig end andre.

F.eks. undersøger Mikkel Sinding koblingen mellem slædehunde i Grønland og ulve, og der vil man umiddelbart sagtens kunne forestille sig en oplagt sammenhæng. Og når ens hund sætter sig ud og hyler som en ulv op mod Månen, tænker man også ’ulv’.

Andre gange giver det måske mere anledning til måben. F.eks. er mange af de små, nuttede (og ofte meget gøende) skødehunde, der er blevet meget populære de seneste år, nogle af de racer, der har mest ulv i sig.

»De er måske kun avlet frem til at se sådan ud inden for de seneste få hundrede år. Men hvis deres stamfader blev parret med en ulv for 1.000 år siden, så kan der stadig være en procent ulv, der skvulper rundt i dem. Ikke at det har nogen betydning. Men man skal aldrig nogensinde dømme noget på indpakningen; selv en lille nuttet skødehund kommer fra en stor og farlig ulv,« siger Mikkel Sinding.

’Never Cry Wolf’

Mikkel Sinding afsluttede sin ph.d. ’Never Cry Wolf’ i december 2017 fra Københavns og Oslos Universiteter.

Læs også: Ny festival vil dyrke forundringen, fordybelsen og fællesskabet

Titlen refererer netop til, at man aldrig skal råbe ’ulv’, før man har undersøgt sagen grundigt, og det er altså ikke helt enkelt.

Mikkel Sinding fortæller mere om ulve og hundes genomiske slægtshistorie på natur- og videnskabsfestivalen Bloom lørdag den 26. maj i Søndermarken i København.

fået en miljøminister, der baserer sin vurdering af situationen på fakta og ikke (som hos den forrige) på barndommens højtlæsning af Den lille Rødhætte og Ulven, så jeg er nu noget mere fortrøstningsfuld mht om "ulvefaren" bliver håndteret professionelt.

mvh Flemming

  • 35
  • 9