Hospitalsrobot vækker begejstring

Den fem fod høje "Dr. Robot" på Johns Hopkins-hospitalet i Baltimore tøffer rundt med moderat hastighed og kan ved at opsøge de indlagte patienter tjene som et avanceret videokonference-apparat, som tillader læger i den hjemlige lænestol at være i dialog med patienterne på hospitalet.

Ifølge avisen Baltimore Sun har patienterne generelt modtaget robotten med begejstring. 20 adspurgte patienter var mere tilfredse med den omsorg, de modtog, når robotten blev anvendt end ved almindelig kontakt med læger.

Hospitalsledelsen kan ikke pege på den konkrete årsag, men mener, at de varme følelser for robotten skal findes i en blanding af nyhedens interesse og følelsen af at blive vist særlig opmærksom i form af robotkontakt.

Robotten triller rundt på hospitalet via fjernstyring og er i stand til at tage digitalfotos og optage lyd, som kan anvendes i samtalen med den vagthavende læge.

Robotten er udviklet af robotfirmaet In-Touch Health fra Californien. Hospitalet betaler i øjeblikket knap 18.000 kroner i månedlig leje for robotten. Den markedsføres i øjeblikket til plejehjem, og Johns Hopkins-hospitalet er det første til at afprøve den.