Høreapparater: Magnetisk induktion eller radiobølger?

Trådløs teknologi er blevet den nye kampplads for høreapparatproducenterne. Her står to teknologier over for hinanden.

Nærfeltsmagnetisk induk­tionsteknologi (NFMI), der er en slags videreudvikling af klassisk teleslyngeteknologi, blev lanceret af bl.a. Oticon i 2007.

Her opfanger en modtager trådløse signaler fra Blue­tooth-enheder som telefoner eller tv-apparater, der sender ved en frekvens på 2,4 GHz.

Modtageren omdanner dette til et signal med en frekvens i området mellem 3 og 15 MHz, som efter teleslyngeprincippet danner et magnetfelt. I høreapparatet omsættes dette magnetiske felt via induktion til elektrisk strøm, der efter forstærkning kan drive en højttaler.

Det er et krav, at høreapparaterne befinder sig i nærfeltzonen for det magnetiske felt fra senderen. I praksis er rækkevidden af signalet derfor kun omkring en halv meter. Det betyder, at brugeren skal bære sin NFMI-enhed i en kæde om halsen.

Det er også et problem, at Blue­tooth-enheden giver en forsinkelse af lydsignalet, så brugere af høreapparatet ikke vil opleve, at lyd og billede på en tv-skærm er synkroniseret.

Til gengæld kan disse NFMI- signaler meget let udbrede sig gennem hovedet og kroppen, og det gør det let at sende signaler mellem de to høreapparater, så de kan fungere optimalt som ét system.

En fordel er desuden, at denne teknologi forbruger meget lidt strøm, så man ikke løber ind i et problem med batterilevetiden.

Alternativet – som GN ReSound har valgt – er at modtage 2,4 GHz-signalerne direkte i høreapparatet. Hermed slipper brugeren for at bære en speciel enhed om halsen. Det er dog ikke muligt at benytte en standard-Blue­tooth-modtager, da den bruger for meget strøm, og den stadig har problemet med forsinkelse af lyden.

Læs også: Dristig teknologisk satsning vendte udviklingen for GN Store Nord

Et andet problem er, at vandet i den menneskelige krop absorberer signaler ved denne frekvens – det gør det svært for de to høreapparater at koordinere deres signalbehandling, og derfor får brugeren ikke den optimale oplevelse.

I stedet for at benytte konventionel Bluetooth-teknologi udviklede ingeniørerne hos GN ReSound et proprietært 2,4 GHz-system, som minimerer strømforbruget og giver så lille tidsforsinkelse på lydsignalet, at det er uproblematisk for brugeroplevelsen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg har prøvet begge hørersystemer og Oticon giver mig den bedste høreoplevelse. Lydgengivelsen, støjeliminering og i det hele taget, den støtte man har brug for med nedsat hørelse er klart bedre. Kernefunktionaliteten er ganske enkelt den bedste.

Oticon*s system har en sender, der muliggør forbindelsen til mobiltelefoner og andre enheder, den er så lille og let at det er uproblematisk.

ReSound burde interessere sig for andre aspekter. For mig som bruger er det ikke forbindelsen til en mobiltelefon, der er afgørende, hvis de grundlæggende ting ikke fungere.

  • 0
  • 0

ReSound burde interessere sig for andre aspekter. For mig som bruger er det ikke forbindelsen til en mobiltelefon, der er afgørende, hvis de grundlæggende ting ikke fungere.

Systemet er måske mere interessant som headset end høreapparat. At mindske forbruget på headsets, og gøre dem mindre, tror jeg der er marked for. Problemet er, at det er et low-cost marked, og næppe for Oticon.

Desuden tror jeg at GHz radiostrålingen kan være skadeligt, når den er tæt på hovedet. Oticon anvender lav frekvens, der ikke afsættes i hovedet. Og bluetooth senderen, hænger om halsen i større afstand fra hovedet med en antenne, som ikke er designet til, at sende denne stråling op mod hovedet.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten