Hollandsk firma skal genopbygge kollapset bro

Hovedentreprenøren på udvidelsen af Helsingørmotorvejen vælger at starte forfra med helt nye folk fra det hollandske entreprenørfirma TBI Infra, når den kollapsede bro over Helsingørmotorvejen skal genrejses.

Hvordan den kollapsede bro på Helsingørmotorvejen skal genopbygges er endnu uvist, men det ligger fast, at opgaven kommer til at gå til den hollandske entreprenørkoncern TBI Infra, der har 7.700 ansatte og arbejder flere steder i Danmark. Det fortæller Thomas Barslund, administrerende direktør for firmaet Barslund A/S, som i konsortium med CG Jensen udfører de to hovedentrepriser på udvidelsen af Helsingørmotorvejen.

»Vi har hyret en af vores samarbejdspartnere, TBI Infra, som blandt andet laver broerne på Køge Bugt Motorvejen, til at bygge de sidste tre broer på Helsingør­motorvejen.«

Læs også: Se, hvor kollapset bro gav efter

Konsortiet Barslund – CG Jensen forventer, at de resterende tre broer dermed kan bygges uden de hidtidige problemer.

»Vi håber, at der med et helt nyt hold kan komme ro på byggeriet,« siger Thomas Barslund.

Krav om udskiftning

Allerede før støbeformen til broen ved Egebækvej kollapsede, var samarbejdet mellem CG Jensen og Vejdirektoratet nemlig brudt sammen.

‘Undervejs har Vejdirektoratet stillet krav om udskiftning af den oprindelige stilladskoordi­nator og i en senere fase også CG Jensen A/S’ projektledelse og ledende medarbejdere i virksomheden. Disse tiltag må betegnes som usædvanlige tiltag i forhold til normale kontraktforhold,’ står der således i et notat fra Vejdirektoratet til Transportministeriet, som Ingeniøren har fået aktindsigt i.

Læs også: Ledende folk blev smidt ud af broprojekt før kollaps

Ifølge CG Jensen skiftede Vej­direktoratet også nogle af sine egne folk ud. Samarbejdet på byggeriet af den tredje bro gik imidlertid meget lettere, og derfor var kollapset desto mere uforståeligt for de implicerede.

I disse dage efterforsker en uafhængig ekspertgruppe kollapset, så for at undgå, at efterforskning og genopbygning kommer til at påvirke hinanden, er konsortiet og direktoratet blevet enige om at hyre en ny under­entreprenør.

Læs også: Rapport: Støbeformens 'vinger' fik bro til at kollapse

Hvordan broen skal genopbygges, ligger endnu ikke fast, fortæller Thomas Barslund.

»Vi tager udgangspunkt i kontrakten, der fastslår, at den skal udføres som in situ-støbt, men vi har også andre scenarier, hvis Vejdirektoratet er interesseret i det.«

Og det kunne direktoratet godt være, siger anlægschef Erik Stok­lund Larsen:

»Broen er aftalt som in situ- støbt, men vi afventer entreprenørens udspil,« siger han.

Kommentarer (4)

Folketinget ønsker at begrænse befolkningens mulighed for aktindsigt.
Samtlige selskabsgørelser fra offentlige til offentligt ejede selskaber og store byggeprojekter
har altid været uden muligheder for offentlighedens aktindsigt. Og dette i fuld forståelse med politikere dels i blå dels i rød stue.
De øverste med magten i Danmark, dem der træffer store beslutninger af økonomisk art, ønsker sig ikke udstillede for dårlig ledelseshåndværk, dårlig teknisk formåen, dårlig logistik, dårlig emperi, dårlig byggestyring, dårlig øknomihåndtering, dårlig miljø- og arbejdsmiljøpolitik og dårlig personalepolitik.
Hvorfor var det forresten nødvendigt at fyre Vejdirektoratets egne medarbejdere? og Hvilke aftrædelsesvilkår fik de? Kan Ida bidrage her? Næppe!!!
Jeg tror ikke en døjt på at den lille håndfuld topledere af Vejdirektoratet kan magte alle de ambitioner,de har gang i. Den ene af de 5 har fundet et andet og for ham mere meningsfyldt arbejde, forståeligt nok.
Transportministerjobbet har altid været øretævernes holdeplads. Brostillads kollaps eller ej.
Egebækvejbroen er såmænd ikke det eneste projekt, der kunne være løst bedre.
Nej, hollænderne eller tyskerne kan noget, vi ikke kan i Danmark - eller kan de nu også det?

  • 3
  • 0

Hvorfor var det forresten nødvendigt at fyre Vejdirektoratets egne medarbejdere?


Att. Ulrik Andersen

Vi er sikkert enige om, at der skal store anstrengelser til for at fremprovokere så meget uduelighed i forbindelse med et banalt brobyggeri. Et brobyggeri som der ikke er noget nyt i. Pressen svigter her sin opgave. Det er uden betydning, hvad Vejdirektoratet, COWI, entreprenøren tror, håber, mener osv.

Vigtigt er, at fakts kommer på bordet. Sålænge det ikke sker, burde ing.dk være for fin til kun at levere "klappe, klappe kage"- historier.

Min livserfaring fortæller mig, at den slags svigt kun er muligt, hvis en normal mellemeuropæiske projektorganisation er korrumperet. Hvor er stadsadvokaten henne i denne sag? Hvor bliver ministerens ansvar synlig med hensyn til sober Information overfor skatteborgerne?

  • 3
  • 0

ing.dk være for fin til kun at levere "klappe, klappe kage"- historier.


Mener du at ing.dk skal lave "graver journalistik" ( som feks. JP-graver) Hvis ing.dk gør det, forsvinder job annoncerne nok fra hjemmesiden, for det er jo topcheferne i firmaerne der bestemmer hvor der skal annonceres. Mon ikke, at 10 - 15 "graver artikler" om Vejdirektoratet betyder at, "DSB´s og trm.dk´s job annonce strategi" vælges af Vejdirektoratet ??

  • 0
  • 0