Højhus-rapporter: Spinkelt grundlag og for små prøver
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Højhus-rapporter: Spinkelt grundlag og for små prøver

Rambølls rapport om højhusene i Rødovre kommer frem til den stik modsatte konklusion af den rådgivende ingeniør Klaus Nielsen.

I januar 2001 konkluderede Klaus Nielsen som rådgiver for boligselskabet AAB, at "husets sikkerhed er kritisk". I dag siger Rambølls projektchef, Michael Vedel:

»Jeg kan ikke svare på nøjagtigt, hvor meget højhusene kan klare, men de er styrkemæssigt lige så sikre som huse bygget i dag«.

»I øvrigt er der masser af reserver tilbage i huset, forstået på den måde, at huset kan klare mere, end hvad normerne foreskriver,« tilføjer han.

Tidligere undersøgelser byggede på spinkelt grundlag

Både rådgivende ingeniør Klaus Nielsen og Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) har undersøgt højhusene i Rødovre på baggrund af seks betonprøver fra husene. Men prøverne var ikke tilstrækkelige, mener Michael Vedel.

»De oprindelige seks prøver dannede et alt for spinkelt statistisk grundlag til at sige, om højhusene var stabile«, siger Michael Vedel.

Han påpeger, at diameteren på de prøver af betonkernerne, som Klaus Nielsen og SBI benyttede, var for små til at give et retvisende billede af husenes reelle styrke.

Rambøll brugte konsekvent 2006-normer

I stedet foretog Rambøll 25 nye betonprøver og 94 såkaldte capo-test, hvor betonen blev undersøgt, uden at den blev fjernet fra bygningen. I modsætning til både ingeniør Klaus Nielsen og SBI valgte Rambøll konsekvent at bruge normer for betonkonstruktioner fra 2006.

»I stedet for at bruge alle mulige normsæt, så har vi holdt os til ét og kun ét. På den måde har vi undgået skulle tage stilling til diverse omregninger. Det gør undersøgelsen mere konsistent«, siger Michael Vedel.

Klaus Nielsen: 2006-normer giver større bæreevne

Klaus Nielsen finder det mest korrekt at tage udgangspunkt i ældre normer, fordi det efter hans vurdering giver »en mere præcis bedømmelse i forhold til husets oprindelige konstruktion«.

Klaus Nielsen roser dog for et grundigt arbejde og er helt enig i, at »det eneste rigtige er at følge et normsæt konsekvent gennem hele rapporten.«

Derimod er han betænkelig ved brugen af 2006-normer, fordi det automatisk giver højhusene en større bæreevne, siger han.

Den påstand afviser Michael Vedel fra Rambøll.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten