Hør solvindens susen: Amerikaner sætter lyd på videnskabelige data
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Hør solvindens susen: Amerikaner sætter lyd på videnskabelige data

En amerikansk musikteknolog har fortolket, hvordan data fra en roterende neutronstjerne lyder. Illustration: Credit: Casey Reed

Vindens hylen i utætte ruder, raslen i skovens træer og susen for ørerne giver nemt et sanseligt indtryk, der understøtter en vindmålers grafiske afbildning af blæsevejret. Tilsammen giver de en mere komplet forståelse af lyden og dens styrke.

Men hvordan kan man få samme auditive forståelse af solens konstante, men lydløse udstråling af elektriske ladede partikler, der rammer Jorden som solvinde og blandt andet giver sig til kende som nordlys? Ved at sætte lyd på solvindenes data, selvfølgelig.

Læs også: Spørg Scientariet: Kan man bruge energien i kosmisk stråling til noget?

Ud fra ideen om, at en musisk tolkning af et visuelt datasæt kan give en ny videnskabelig indsigt, har den amerikanske musikteknolog Mark Ballora gennem tyve år sat lyd til alverdens videnskabelige data. Det fortæller han om i et interview med videnskabsmediet Science:

»Vi mennesker responderer på musik: Hvis vi kan udnytte det i forhold til videnskab, er der en god chance for at give studerende en meget mere intuitiv forståelse af stoffet, end de ville få ud fra en visuel præsentation alene,« siger Mark Ballora til Science.

Auditiv tolkning åbner op for ny viden

Ifølge Mark Ballora kan de auditive repræsentationer af data bruges af forskere både internt og eksternt. Musikken kan gøre det muligt for videnskabsfolk at præsentere ellers svært forståelige data for kolleger, studerende og offentligheden. Men det kan også bruges som forskernes eget redskab til at tolke data.

Læs også: Universets kraftigste nordlys observeret på mislykket dværgstjerne

Mark Ballora fortæller, at det blandt andet har ført til, at den ellers blinde sydafrikanske astrofysiker Wanda Diaz Merced opdagede, hvordan der under stjerneeksplosioner bliver udviklet elektromagnetiske bølger som følge af energiudvekslinger mellem partikler.

Noget, ingen af hendes kolleger havde opdaget gennem visuelle analyser af data:

»Det viser sig, at mange af hendes kolleger med synet intakt nu bruger [sonifering] software, fordi der ofte er mønstre, som de bedre kan høre en se,« forklarer Mark Ballora.

Læs også: Manden, der hører farver: At blive cyborg er et etisk valg

Lyden af havets dyb

Det at sætte lyd på data kaldes for sonificering (sonification) og startede for Mark Ballora med, at han skulle forsøge at sætte lyd på data fra henholdsvis et normalt fungerende hjerte og ét, der pumper for lidt blod rundt.

Det har blandt andet ført lydkunstneren ud i rummet med projektet ‘Rythms of the Universe’, hvor Mark Ballora blandt andet tolkede data solvinde, bevægelsen af solsystemets planeter og en roterende neutronstjerne. Èt projekt, som Mark Ballora selv beskriver som et af sine sjoveste sonificeringsprojekter.

Læs også: VIDEO: Solstorme skræller atmosfæren af Mars

Snart skal han dog bevæge sig i den stik modsatte retning, ned i havets dyb. Musikteknologen er nemlig blevet tildelt 50.000 dollars (omkring 319.000 kroner), som skal bruges til at komponere lydbidder på baggrund af både visuelle og akustiske data over dybhavenes dynamikker. Undervejs i dette projekt skal læringspotentialet ved brugen af sonificering testes.

Læs også: Masseeksperiment skal vise, om musik gør danske elever bedre i skolen

Derfor samarbejder Mark Ballora med en marinbiolog, som skal præsentere den ene halvdel af et studenterhold for de rå visuelle havdata, mens den anden halvdel af holdet får de synlige data akkompagneret med Mark Balloras auditive tolkninger. Herefter skal det vise sig, hvem der har fået den bedste forståelse af havets dyb.

Hør her Mark Balloras tolkning af lyden af solvind.