Højteknologiske kontaktlinser skal holde øje med dit helbred
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Højteknologiske kontaktlinser skal holde øje med dit helbred

Jagten på et analyseredskab, der ikke kræver, at vi åbner kroppen og indopererer sensorer eller tager blodprøver, har drevet forskere fra Aarhus Universitet ud i målinger af biomarkører i tårerne.

Lektor ved Aarhus Universitet Farshad Moradi og ph.d.-studerende Katrine Lundager vil nemlig lave en kontaktlinse, der skal fungere som operativ base for en række sensorer.

Målet er en batteriløs kontaktlinse, der i adskilte lag indeholder et elektronisk kredsløb, en energiforsyning, en processor og sensorer. På den måde kan linsen fungere som selvkørende platform for netop den sensor, man ønsker at måle på tårerne med.

Artiklen fortsætter efter grafikken

Illustration: MI Grafik

Mulighederne er mange, for vores tårer indeholder 1.500 biomarkører, der hver især fortæller noget om vores krops tilstand. Ifølge Farshad Moradi kan det handle om alt fra blodsukkerniveauet, indikatorer på kræft, eller om trykket i øjet er så højt, at synsnerven tager skade.

»Til at starte med fokuserer vi på at integrere en trykmåler, så man kan måle trykket i øjet hos patienter med øjensygdommen grøn stær. På den måde vil patienterne kunne måle trykket løbende og om natten, hvor de kraftigste udfald i trykket ofte sker,« siger Farshad Moradi.

Han forklarer, at som det ser ud lige nu, må patienter med grøn stær nøjes med de øjebliksmålinger, der foretages, når de 3-4 gange om dagen er til kontrol på hospitalet. Øjensygdommen skyldes et forhøjet tryk i det indre øje, der skader synsnerven og i sidste instans kan føre til blindhed.

Ifølge læge og lektor ved Københavns Universitet Miriam Kolko har kontaktlinsen derfor et stort potentiale:

»Hvis kontaktlinsen viser sig at kunne måle øjentryk hen over døgnet, vil den være meget nyttig for de patienter, som trods umiddelbart pæne tryk i øjet oplever en forværring af sygdommen,« siger hun.

Tid, penge og patent

De to forskere fra Aarhus har brugt de seneste mange måneder på at køre computersimuleringer og indsamle evidens fra eksisterende forskning. Både om sygdomme, der vil kunne afhjælpes med linser, og om den tekniske konstruktion.

»Vi har sådan set alle de forskellige elementer, vi skal bruge, og vi ved, at de kan ridses ind i en kontaktlinse,« siger Farshad Moradi, der er optimistisk, til trods for at han ikke regner med at kunne præsentere en prototype før om cirka fire år.

Det forudsætter endda, at projektet tildeles nogle af de midler, forskerteamet har søgt hos Innovationsfonden, og at deres nylige patentansøgning går igennem.

Ideen med analyserende kontaktlinser er de to forskere dog ikke alene med. Datagiganten Google havde allerede tilbage i 2015 succes med at få patent på en kontaktlinse, der kan måle diabetikeres blodsukker. Men en batteriløs sensorbase i form af en kontaktlinse, der er lige i øjet, har verden endnu til gode.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

I artiklen står: "Øjensygdommen skyldes et forhøjet tryk i det indre øje, der skader synsnerven og i sidste instans kan føre til blindhed.". Årsagen til grøn stær er - så vidt jeg ved - til dato ukendt. Højt tryk er en stor risikofaktor, men ikke "GRUNDEN" til grøn stær. Mange har højt tryk uden at have grøn stær. Desværre fokuserer man ofte på trykket (formentlig fordi det er let at måle og behandle med øjendråber). Bedre var det om man mere generelt forskede i årsagen/årsagerne til lidelsen, måske i samarbejde med neurologer. Mvh.

  • 1
  • 0