Højteknologi opklarer mysterium om falmede blomstermalerier
Da konservatorerne på Statens Museum for Kunst (SMK) for nylig hentede malerier frem til en udstilling om blomstermalerier gennem 200 år, fik de en overraskelse. Flere malerier fra 1600-tallet havde nogle fremtrædende brune blomster, som var så triste at se på, at det virkede underligt.
Museets naturvidenskabsfolk, såkaldte Conservation Scientists, valgte sammen med konservatorerne at undersøge blomsterne nærmere, og med en række nye højteknologiske instrumenter kunne de hurtigt afsløre, hvad der lå bag fænomenet.
Malerne havde ikke kunnet stå for fristelsen til at bruge en særlig gul farve, auripigment eller gul arsenik, der blandt andet består af arsen og svovl. Pigmentet er meget giftigt, men malere har brugt farvestoffet helt frem til 1800-tallet, fordi det gav den mest fantastiske gule farve. Datidens malere kaldte auripigment for ‘farven, der dræber alle andre farver’. Men farven havde en ulempe, og malerne vidste det: Med tiden ville farven blive transparent og efterlade falmede blomster – præcis som på malerierne hos SMK.
Brugen af auripigment på flere malerier på den nuværende blomsterudstilling på museet blev afsløret af blandt andre forskerne Anna Vila og Anne Haack Christensen på Center for Kunstteknologiske Studier og Bevaring (CATS), der blev etableret i juli 2011 takket være 20 millioner kroner fra Villum Fonden og Velux Fonden.
I dag har centeret fået samlet en lang række højteknologisk instrumenter, der løfter det helt op i superligaen, når det gælder undersøgelser af gamle malerier.
Molekyler og partikler
Forskerne har f.eks. et XRF-instrument, der blandt andet blev brugt til at opdage arsen i blomstermalerierne. Instrumentet kan analysere maleriets elementer ved at bombardere det med røntgenstråler. For at analysere de lettere elementer puster konservatorerne helium over billedet.
Andre instrumenter, som eksempelvis et FTIR-instrument bruger infrarødt lys til at undersøge molekyler i små prøver fra maleriet og f.eks. afgøre, om maleren har brugt proteiner fra æg eller olie i en binder. Reflekteret infrarødt lys kan via et kamera også bruges til at kigge gennem farvelagene og se den skitse, som maleren lavede, før farven blev lagt på. Vil konservatorerne gå yderligere i detaljer med enkelte partikler, samarbejder de med blandt andre forskningsafdelingen for nanoteknologi på Københavns Universitet.
En stor del af forskernes arbejde foregår dog stadig ved mikroskoperne, hvor farvesnit – mindre end et menneskehår – udtaget fra malerierne bliver studeret. Tidligere anbragte forskerne prøverne i en epoxybaseret lim, men nu bruger de en ny slags støbemateriale, der kun størkner under blåt lys i et varmeskab.
Farvesnittene i mikroskopet viser typisk lagdelingerne i maleriet, og de mange nye billeder af prøver på mikroskopets skærm får ofte konservatorernes tanker til at vandre.
»Det er altid nogle meget smukke stykker, og vi synes, de ligner kager i alle mulige afskygninger med fint glasur på toppen,« siger konservator og ph.d.-studerende Anne Haack Christensen.
Bag maleriets historie
Afsløringen af brugen af auripigment i blomstermalerierne fik dog ingen betydning for udstillingen. Malerierne blev udstillet, selvom blomsterne var falmede – men for forskerne er sådanne opdagelser vigtige.
»Vores undersøgelser kan f.eks. placere malerier i helt andre tidsperioder, end vi regnede med, eller fortælle noget om malerens indkomst, hvis han f.eks. brugte billige farver,« fortæller Anne Haack Christensen.
Analyser af malerierne er også med til at afgøre, hvor meget lys, man tør udsætte dem for, og om de kan tåle at blive udlånt til andre museer. I nogle tilfælde må malerierne anbringes i mørke rum for at undgå, at de falmer helt væk.
De seneste år har konservatorernes arbejde ændret sig fra at fokusere på at restaurere billederne til at bevare maleriets originalitet.
»Et maleri er jo en levende ting, der hele tiden ændrer sig. Før i tiden brugte man hidsige kemikalier og malede løs på gamle malerier for at få dem til at se pæne ud. I dag er man meget, meget forsigtig,« siger Conservation Scientist Anna Vila.
I dag genskaber konservatorer som udgangspunkt ikke farver, der har ændret sig. Derfor må publikum, når de f.eks. står foran billedet ‘Stenkartouche med blomsterguirlande’ af den flamske maler Daniël Seghers (1590-1661), nøjes med at undre sig over tre fremtrædende, men meget triste blomster. For selvom udstillingen faktisk indeholder en hel masse om konservatorers arbejde, så får man ikke nogen forklaring på netop de falmede blomster.
Den slags vil udstillingsgæster dog i stadigt højere grad få forklaringer på i fremtiden, mener Anna Vila:
»Når jeg går på museer i dag, ser jeg jo på malerier på en helt særlig måde. Man kan sige, jeg er lidt arbejdsskadet. Jeg ser f.eks. de misfarvede blomster og forestiller mig, hvordan der har været smukke gule blomster, da det blev til. Vores viden giver jo en helt anden oplevelse af malerierne, og den vil vi gerne formidle videre til gæsterne,« siger Anna Vila.
‘Blomster og Verdenssyn’, Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, København, frem til 20. oktober 2013.
