Kære @Mette Haugsted Johansen (jeg ved ikke, om denne tagging mekanisme virker - jeg får aldrig mail, når nogen har svaret på mine indlæg. Ingeniørens support siger, at det er en kendt fejl).

Der er så meget at sige om det at være ledig og nederst i hakkeordenen, som dem i arbejde slet ikke kan forstå i al deres selvfedme. Man tror, at hvis man straffer de ledige hårdt nok, så tager de sig nok sammen. Men problemet ligger et helt andet sted: hos arbejdsgiverne og hos fagforeningerne. De ledige har blot ingen talerør, og derfor bliver de ikke hørt. Det er farligt for den enkelte ledige at tage til orde i den offentlige debat, for så vil han/hun blive udråbt som klynker og blacklistet af arbejdsgiverne. Det kommer så oven i den stigmatisering og den utryghed, som man i forvejen er udsat for. Nogen har udtænkt en smart mekanisme, hvor de ledige individualiseres og stigmatiseres. Jeg ved ikke, hvem der har fundet på det, men mekanismen er djævelsk effektiv til at lukke munden på dem af os, der prøver at fortælle sandheden om arbejdsmarkedet. I modsætning hertil har både de ansatte og arbejdsgiverne jo organisationer til at tale for sig, hvilket beskytter det enkelte medlem og sikrer en større gennemslagskraft i medierne. Jeg troede i min naivitet, at IDA var min interesseorganisation, og derfor har jeg betalt troligt til den i 35 år, men det er gået op for mig, at den kun er en interesseorganisation for dem i job. Der er en interessekonflikt i forhold til ledige medlemmer. Derfor skal de helst ikke nævnes for højt. IDA udbasunerer de ansattes synspunkter i medierne. De ledige bliver indkaldt til individuelle samtaler, men nævnes aldrig i offentligheden. Jeg har tænkt på i det mindste at skrive en kronik til Politiken om det at være ledig og om den skjulte ledighed i Danmark, men jeg har også tænkt på at tage skridtet videre og starte en forening for de ledige. Det skal ikke være en interesseorganisation, der udbreder løgne ligesom de andre. Den skal simpelthen udbrede sandheden om arbejdsmarkedet, men jeg overvejer fremgangsmåden. Det skal være en forening med en demokratisk valgt ledelse, men deri ligger også risikoen for at blive overtrumfet af personer, der ikke vil sandheden, men kun pleje individuelle interesser. Jeg tror på, at det at få udbredt sandheden om arbejdsmarkedet er til gavn for hele Danmark, også arbejdsgiverne og samfundet som sådan og statskassen.

NB: Jeg var topscorer på min årgang på DTU og har arbejdet frivilligt i foreninger i hele mit liv, så jeg er både fagligt kompetent og kan finde ud af at samarbejde og indgå i teams. Men jeg modtog kun svar på 30% af mine ansøgninger, før jeg efter 4 år besluttede at give dagpengesystemet F-fingeren, hæve min pensionsopsparing og starte som selvstændig. Pt. tjener jeg ca. 150.000 kr om året som selvstændig, men jeg overlever takket været pensionsopsparingen.

Da arnepensionen var under udarbejdelse, påpegede jeg på bla facebookdebatten, at IDA burde øve pres på de højtuddannedes vegne. Ikke al nedslidning har med gigt og ondt i ryggen at gøre, og blandt IDA's medlemmer må der være et vist antal der er gået ned med stress eller lignende, for hvem en fuld tilbagevenden til job nok ikke kommer til at ske.

Dengang, som nu, prioriterede IDA klimakamp, og fyrede medlemmernes penge af på projekter som en video med Johan Olsen, "Magtens korridorer, om at fakta skulle tale.

Først bagefter, da loven var støbt og sagen lukket, kom IDA ud med nogle få pip. Til grin for medlemmerne, hvoraf nok et uendeligt lille antal kan kvalificere til arnepension.

For mig er IDA en rabatforening, hvorigennem man måske kan spare på forsikringer.

Med i købet må man så være til grin for egne penge, eller decideret se sine synspunkter modarbejdet af professionelle lobbyister, der aflønnes for at arbejde for centralisering, roadpricing, og Gud ved hvilke emner man kan spænde en såkaldt fagforening med skattebegunstigelse for.

Har man så tænkt sig at kæmpe imode fremdriftsreformen som forsinker og fjerner STEM studerende? Eller har man tænkt sig at holde op med den politik der er blevet kørt de sidste 20 år der hedder "Studerende har det for nemt og skal sparkes mere til"?

Eller har man bare tænkt sig at klynke over en situation man selv har skabt, stemt på og støttet?

Claus, du har så ret, IDA (og andre fagforeninger) bærer et stort ansvar her. Tilfældigvis var jeg for ca. 15 år siden ansat i Movia hvor IDA’s formand Thomas Damkjær Petersen var tillidsrepræsentant. Her var jeg øjenvidne til hans aktive modarbejdelse (i en magtposition) af en mere fleksibel arbejdstidsordning, noget i stil med Plustid.

Dengang som nu syntes jeg, at det var en fantastisk ide at være mere fleksibel i det ugentlige timeantal og argumenterede kraftigt for sagen. Jeg var et sted i mit liv og karriere hvor jeg gerne lagde flere timer, hvis det samtidigt gav mulighed for at andre (og evt. mig selv senere) med børn eller andre behov kunne arbejde færre timer. Men Thomas Damkjær Petersen var urokkelig og mente at arbejdsgiverne ville bruge ordningen til at presse folk op eller ned i tid mod deres vilje. Jeg husker ikke om det nogen sinde kom til afstemning eller blot pure afvist, men der var godt nok ikke meget rummelighed at spore dengang heller.

Mere generelt, så er det at være ledig i dagens Danmark et hårdt arbejde, der ofte udløser sygemeldinger. Jobopslag efter jobopslag med ufattelige forventninger til ens kompetencer og person. Krav om at søge to stillinger om ugen, uanset relevant udbud. Hver afvist ansøgning er et hak i selvtilliden og man nedbrydes langsomt, men sikkert som menneske. Det er som at være i et psykisk voldeligt forhold med total økonomisk afhængighed, uge efter uge, måned efter måned.

Slipper man endelig igennem det første nåleøje til en samtale, bliver man gerne udsat for et par timers test først. Efter at være blevet yderligere målt og vejet til den mundtlig eksamen, begynder den søde ventetid. Her bliver man desværre behandlet med ligegyldighed af mange og holdt hen i dagevis, selvom de er gået videre med en anden. Jeg har flere gange selv ringet efter en uge! Der ansættes typisk en der er yngre og allerede i job - således flytter arbejdsgiverne bare rundt på medarbejderne uden at øge arbejdsstyrken.

Parallelt suges en hvis procentdel af medarbejderne tomme for blod og smides ud i ledighed og fattigdom. Resultatet er en nettonedgang i de hårdest ramte erhverv, som ikke længere kan tiltrække friskt blod - sjældent hjulpet af mediernes beskrivelse af de dårlige arbejdsforhold (ex. fængselsbetjente og jordemødre). Hvem vinder på dette?

det der grå guld er nok desværre det grå gule ....

mvh en af dem

Jeg må give @Mette Haugsted Johansen ret. Der er så mange kandidater derude, som ingen ser. Det er helt grotesk, som IDA, der burde være en interesseorganisation for ingeniører, igen og igen taler mod bedre vidende. Jeg har sagt det her mange gange før, og jeg har sågar skrevet til den tidligere IDA formand om det to gange uden nogensinde at få svar: Alene i mit nærmeste netværk kan jeg tælle 6 højt kvalificerede ingeniører og STEM-uddannedede, som aldrig nogensinde får svar på deres jobansøgninger. De har mistet deres job i 50'erne og er nu tæt på 60. De er sunde og raske og har fulgt med udviklingen. Hvis de er noget, er de overkompetente. Du kan ikke se dem i ledighedsstatistikkerne, for de har alle mistet deres dagpengeret og humper sig nu igennem, enten via konens indtægt, via lån i huset, som selvstændige (af nød ikke af lyst) eller er gået på alt for tidlig pension. Nogen (som mig selv) er både på pension og arbejder som selvstændige. Det er IDA's egne medlemmer, og IDA kender deres historie. Alligevel gentager IDA igen og igen arbejdsgivernes løgne om mangel på arbejdskraft. Hvis der virkelig var mangel på arbejdskraft, hvorfor gider man så ikke besvare de her menneskers ansøgninger? Og hvorfor fortæller recruiters os, at hvis vi vil have vores ansøgning set, så skal den skrives på en måde, så den kan læses på max. 30 sekunder. Så må der godt nok være mange ansøgninger i bunken....

Jeg er ærlig talt lidt træt af at høre arbejdsgiverne pive, når de ikke rykker sig én tomme for at møde den arbejdsstyrke man kunne kalde det glemte guld!

Arbejdsgiverne må udvise lidt større fleksibilitet og rummelighed over for de mange kvalificerede der rent faktisk ER til rådighed, men som måske ikke kan klare 37 timer og/eller ”en travl hverdag med mange bolde i luften og stort ansvar”!

Her tænker jeg på at inkludere personer der har og/eller møder begrænsninger pga.:

1. Egne udfordringer der giver nedsat energi/evne af diverse årsager, f.eks. (ikke officielt anerkendte) senfølger af stress, gigt mv.

2. Deres børns udfordringer, f.eks. skolevægring og mistrivsel, fysiske eller psykiske handicaps, år med skåneskema, udredning, undersøgelser og venten på egnet skoletilbud.

3. Den paria-status mange opnår og oplever efter at have været væk fra deres branche i en periode, specielt efter stress. Brug og smid væk!

Der er en pulje af højtuddannede der er ledige eller arbejder i jobs langt under deres kvalifikationer grundet ovenstående. Jeg har ingen tal på hvor mange der er, men i mine egne ufaglærte vikarjobs har jeg mødt overraskende mange akademikere, f.eks. ingeniører, økonomer og lederuddannede. Jobs hvor jeg selv af nød har spildt min uddannelse, erfaring og kvalifikationer til en løn tæt på dagpengesatsen. Alles historier læner sig op ad et eller flere af de ovenstående punkter, langt de fleste ønsker at arbejde i deres fag igen. Mange af disse vil kunne træde til under let tilpassede vilkår eller med lidt opdatering, meget snart.

Så arbejdsgiver: tænk lidt ud af boksen og søg denne arbejdskraft aktivt! Kommunens jobkonsulent er et godt sted at starte.

Man kunne også gå tilbage til at folk fik et overarbejdstillæg. Det kunne måske stoppe nogle af de mest kyniske afdelingsledere pga af økonomien. Fuld flex har da bare været den største joke.