I Høje Taastrup printer de elektronik med nanoblæk af kobber
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

I Høje Taastrup printer de elektronik med nanoblæk af kobber

Illustration: Teknologisk Institut

Hvad har en kontaktløs Dankort-terminal, et EKG-plaster og en temperatursensor fra industrien til fælles? I dem alle sidder et lille stykke elektronik, som gør det muligt at foretage trådløse målinger eller aktiviteter – henholdsvis betaling, måling af hjerterytme og måling af temperatur.

De elektrisk ledende komponenter i den type sensorer bliver i stigende grad printet på specielle industri-printere, der via inkjet- og aerosol-teknologi kan printe meget fine lag på bøjelige materialer som folie, papir og tekstiler. Teknologien kaldes printet elektronik.

At printe elektronik på inkjet-printere har været undervejs i en del år, men især i lande uden for Europa. Det vil EU gerne ændre på, og derfor skal Teknologisk Institut stå i spidsen for en ny europæisk hub for printet elektronik med 80 millioner i ryggen fra EU's støtteprogram for forskning og innovation, Horizon2020.

Projektleder Zachary James Davis(tv.) fra Teknologisk Institut skal stå i spidsen for en ny europæisk innovationshub for printet elektronik. Illustration: Teknologisk Institut

Printer direkte fra CAD-fil

En af fordelene ved printet elektronik er lavere priser til selv små produktionsserier.

De elektrisk ledende baner fremstilles typisk via print- eller trykmetoder som litografi, rotationsdybtryk eller flexografi, men fordelen ved at printe på en inkjetprinter er ifølge projektleder Zachary James Davis fra Teknologisk Institut, at man kan printe direkte ud fra en CAD-fil i stedet for at skulle lave en skabelon først.

»Printet elektronik åbner op for helt nye muligheder, da man i stil med 3D-print kan printe komplekse konstruktioner til priser, der kan konkurrere med masseproducerede produkter. Ganske enkelt fordi printet elektronik kan fremstilles ud fra CAD-tegninger, som vi kender fra bl.a. arkitektverdenen og 3D-print,« fortæller projektleder Zachary James Davis fra Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.

Læs også: Stærkt nanokobber til fremtidens elektronik

Erstatter sølv med kobber

Teknologisk Institut har arbejdet med printet elektronik i snart tre år, hvor man især har fokuseret på at udvikle elektriske ledende inkjet-printerblæk fremstillet af kobbernanopartikler: En blæk, der kan bruges til at injketprinte elektrisk ledende baner på materialer som tekstiler eller solceller.

Traditionelt har man anvendt sølv til den type inkjet-printerblæk, men Zachary James Davis og hans hold på Teknologisk Institut har de seneste år arbejdet med kobber, som har en langt lavere materialepris.

Udfordringen er at opnå lige så gode ledende egenskaber med kobber, men de foreløbige tests af den sintrede nanokobberblæk viser en ledeevne, der er næsten lige så god som den, man opnår med en inkjet-printerblæk baseret på mikrosølvpartikler.

Læs også: Kemikere koger nanopartikler til printet elektronik i Ikea-gryde

Teknologisk Institut håber at kunne udbrede printet elektronik ved at erstatte sølv med kobber, der har en lavere materiale-pris. Illustration: Teknologisk Institut

80 millioner afsat til printet elektronik

Det er Teknologisk Institut der skal stå i spidsen for det nye samarbejde med 16 forskningsinstitutter og virksomheder på tværs af Europa i projektet LEE-BED.

Europæerne har nemlig ikke været lige så hurtige som resten af verden til at tage den nye teknologi til sig. LEE-BED skal understøtte implementeringen af printet elektronik i Europa, og det sker igennem en ny type innovationshub.

»I LEE BED stiller alle 17 partnere deres forskellige kompetencer og faciliteter inden for printet elektronik til rådighed for virksomheder, der ønsker at integrere printet elektronik i deres produkter,« siger Zachary James Davis.

Virksomhederne kan ansøge om optagelse i LEE BED, hvorefter deres business case bliver vurderet. Er virksomheden egnet til at deltage i LEE BED, får de tildelt de forskningsinstitutter, der bedst matcher deres behov. Herefter får virksomheden adgang til udstyr og ekspertise fra de pågældende institutter, der følger virksomheden fra prototype over pilotproduktion til produktion i fuld skala.

»Virksomhederne kan afprøve nye teknologier uden at foretage store investeringer og løbe en økonomisk risiko i startfasen. Vi har bl.a. allerede igangsat et samarbejde med smykkegiganten Swarowski, der leger med tanken om intelligent lys i deres krystaller, som kan integreres i tøj og interiør,« slutter Zachary James Davis.

Læs også: Verdens tyndeste ledning er tre atomer tyk

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først