Høj mobilstråling får LG til at tilbagekalde kvart million telefoner

28. januar 2009 kl. 11:59
For høj stråling fra mobiltelefoner fra den koreanske elektronikgigant LG får nu selskabet til at tage 250.000 mobiler retur. Firmaets ansvarshavende i Norden kan ikke forklare, hvordan mobilerne slap gennem kontrollen.
Artiklen er ældre end 30 dage

LG-kunder i Canada opfordres nu til at få byttet deres nyindkøbte LG-mobil efter målinger har vist, at strålingen fra en bestemt model af en af LG's mobiltelefoner er højere end de tilladte værdier.

Angiveligt er det første gang, at en mobiltelefon er trukket tilbage fra markedet på grund af strålefare.

Den konkrete telefon er en LG 150 såkaldt flip-mobil, og ifølge LG's canadiske kontor er det den prøveanstalt, der løbende afprøver LG's mobiltelefoner, der har gjort LG opmærksom på, at den pågældende model udsendte for høj stråling.

Det var dog ikke alle de prøvede mobiltelefoner, der udsendte for høj stråling, hvilket har fået LG til at vurdere, at der er tale om en bestemt sending, der ikke lever op til strålingskravet. Alligevel har LG besluttet at tilbagekalde alle de solgte mobiler, hvilket vurderes til at være omkring 250.000 styk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

LG oplyser, at den pågældende model ikke findes på det nordiske marked og formentlig heller ikke på det europæiske.

»Vi tester løbende både i forbindelse med udviklingen men også i forbindelse med produktionen, at vores mobiltelefoner holder sig inden for grænseværdierne, og som oftest er vores mobiltelefoner langt under de grænseværdier, der er gældende i EU,« siger LG's nordiske mobilansvarlige Erik Andersson til Ing.dk/elektronik.

Han har ingen umiddelbar forklaring på, at det alligevel er lykkedes for en sending at slippe gennem kontrollen.

Dokumentation

LG Electronics Canada announces voluntary recall of the LG 150 mobile phone

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger