Hjernen kører i 2. gear på motorvejen, når du taler i mobil
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Hjernen kører i 2. gear på motorvejen, når du taler i mobil

Forskere på Aarhus Universitets Hospital har nu fundet bevis for, at mobiltelefoner afsætter energi i hjernevævet, som dermed opvarmes med risiko for at blive skadet, skriver Dagens Medicin.

Mobilstrålingen påvirker hjernecellernes stofskifte og kan derfor mistænkes for på længere sigt at ødelægge hjernevæv, viser resultaterne fra forskningsprojektet på PET Centret på Århus Sygehus.

Forskerne har målt energiomsætningen i hjernecellerne på ti forsøgspersoner, som er blevet hjernescannet, mens de havde en tændt mobiltelefon ved øret.

Ifølge professor og overlæge ved PET Center, Albert Gjedde, viser resultaterne, at omsætningen af energi og ilt i hjernecellerne øges med omkring ti procent, når mobiltelefonen er tændt.

»Spørgsmålet er, om vi her ser begyndelsen til neurodegenerative sygdomme, fordi vi kan se, at der er nogle mitokondrier, der ikke får nok ilt. De får tilført nok ilt til, at de kan udføre arbejdet, men det sker under vilkår, som ifølge de tal, vi har, ikke er helt optimale. Det svarer til, at du igennem mange år ikke spiser dine vitaminpiller,« siger Albert Gjedde.

80 km/timen i 2. gear

Læge og leder af mobiltelefon-forsøget, Arne Møller, sammenligner belastning af hjernecellerne med at køre en bil i andet gear ud ad motorvejen med 80 km/t.

»Det giver en voldsom larm. Vi har ikke dokumentation for, om det er skadeligt, men vi kan se, at hjernecellerne belastes, som når man kører en bil i høj fart i et lavt gear. Det kan hjernen godt tåle, men det er ikke meningen, at den skal blive ved med det,« siger han.

»Vi ved fra andre sygdomme, at hvis man overstimulerer mitokondrierne, så går de til grunde. Og en overstimulering - hvad man ikke kan kalde mobiltelefonpåvirkning i forsøgene endnu - fører til celledød,« tilføjer Arne Møller.

»Vi kan se, at der sker noget i den del af tindingelappen, der ligger tæt på centret for indlæring. Energiomsætningen her er større end andre steder i hjernen,« fortæller han.

Ifølge Albert Gjedde vil det kræve nye studier at dokumentere langtidskonsekvenserne af brug af mobiltelefon. Specielt når det drejer sig om de børn, der har et intensivt mobiltelefonforbrug fra 10-års-alderen.

Albert Gjedde fremhæver, at det endnu ikke er påvist, at mitokondrierne bliver ødelagt af den øgede energiomsætning, men at en lignende, øget energiomsætning er årsagen til neurodegenerative sygdomme som Parkinsons og Alzheimer.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten