Hjælp ministeren: Stands lastbilchaufførernes snyd med NOx-filtrering
Der bliver snydt med NOx-filtrerende teknologier på særligt østeuropæiske lastbiler, så de ikke registrerer, at bilerne mangler det NOx-omdannende AdBlue. Det har blandt andet den tyske TV-station ZDF dokumenteret.
Transportminister Ole Birk Olesen indrømmer, at han ikke ved, hvordan vi kan forhindre, at lastbilerne passerer gennem Danmark. Det skete, da han besvarede et spørgsmål i Folketinget 1. februar.
Ingeniøren har før skrevet om problemet med snyd med AdBlue-udstyr. Læs artiklerne her og her.
Der findes udstyr, der kan måle på lastbilerne, om de er udstyret med den såkaldte AdBlue-killer. Men det er ifølge ministeren både vanskeligt, dyrt og tidskrævende.
Læs også: Østeuropæiske vognmænd i NOx-svindel: Sætter AdBlue-killer i lastbilerne
»Denne form for måling er derfor ikke egnet til syn og vejkontrol, hvor kontrollen helst ikke skal lægge beslag på køretøjet i længere tid,« sagde ministeren i går i folketingssalen.
Han beder derfor nu Færdselsstyrelsen om at tage kontakt til Miljøstyrelsen, så styrelserne sammen kan undersøge, hvad der kan gøres fremadrettet.
Ingeniørens læsere kommer med forslag
Vi vil hellere spørge Ingeniørens kompetente læsere, hvordan man afslører, at der er fusket med lastbilernes miljøfremmende teknologier. Læserne er før kommet med ideer til løsninger på problematikken, for eksempel foreslår Benny Amorsen en amerikansk løsning:
Læs også: Østeuropæiske lastbiler slår NOx-filtrering fra for at spare penge
‘I USA har man stillet forureningsmålere op ved en del motorvejstilkørsler. Så tager de et billede af nummerpladen, når der er opdaget forurening, og bilen bliver kaldt ind til syn,’ skriver han.
En anden læser er lidt mere konkret i sit forslag:
‘Man kunne vel placere et photo- eller ramanspektrometer i forbindelse med den masseovervågning af nummerplader, man alligevel er i gang med? Så får man en real-time analyse af udstødningen, så man ved, hvem der skal vinkes ind henne på kontrolstationen længere henne. Forurening slår helt sikkert flere ihjel end terrorister,’ skriver Frithiof Jensen.
Christian Hansen mener, at de danske myndigheder bør anskaffe sig mobile NOx-målere og medbringe dem for eksempel ved større kontroller som dem på den fynske motorvej.
Har du et bedre forslag, som vi kan give til ministeren, hører vi meget gerne fra dig i kommentarfeltet nedenfor.
