Hjælp miljøet, køb en bio-tankstation til baghaven

Sukker, vand og en særlig gærekstrakt samt en stikkontakt og et afløb. Det er alt, hvad der behøves, for at hjemmebrygge biobrændstof til bilen, hvis man altså investerer i en såkaldt E-Fuel 100 Micro Fueler.

Det amerikanske firma E-Fuel har netop lanceret hjemmebrændingsanlægget, der er på størrelse med en vaskemaskine og kan producere bioethanol i overflod i forhold til en gennemsnitlig amerikansk families forbrug.

Helt præcis kan en Micro Fueler ifølge producenten spytte 19 liter ethanol ud om dagen. Prisen ligger ifølge firmaet omkring halvanden krone per liter, hvis man regner med de amerikanske priser på sukker, vand og elektricitet i april i år.

Micro Fueleren betjenes ved hjælp af en LCD-skærm, ligesom man kender det fra tankstation. (Foto: E-Fuel) Illustration: E-Fuel

Micro Fueleren, der er et ethanol-destilleri og tankstation i et, skal fodres med cirka to kilo sukker per liter ethanol, der ønskes fremstillet. Herefter tilsættes vand og en særlig gærmikstur, som E-Fuel i øjeblikket søger patent på.

Ejeren behøver derefter ikke røre en finger, før gæringsprocessen er overstået, og bilen kan tankes op direkte fra Micro Fueleren, hvis den vel at mærke kan køre på bioethanol. Spildvandet kan ledes lige ud i afløbet.

Pris: 47.000 kroner

Udstyret kan erhverves for 47.000 kroner, men på grund af et særligt miljø-tilskud fra den amerikanske stat ser prisen ud til at komme ned på knap 33.000 kroner. E-Fuel forventer, at Micro Fueleren vil have tjent sig selv hjem efter cirka halvandet år.

E-Fuel er grundlagt af ethanol-eksperten Floyd Butterfield og entreprenøren Tom Quinn, der har en fortid i Silicon Valley. Tanken bag virksomheden er, at almindelige mennesker kan spare penge, hjælpe miljøet og bremse afhængigheden af de olieproducerende lande på én gang.

Men Micro Fueleren er allerede under beskydning fra mange sider i den amerikanske forskningsverden. Kritikken lyder, at ethanolen vil være af for ringe kvalitet, for dyr i produktion og uden betydning for miljøet.

Dansk professor overvejer selv at købe

Claus Felby, der er professor i træ- og biomasseteknologi ved Københavns Universitet, er kun enig i dele af kritikken.

»Jeg tror ikke, der bliver et problem med kvaliteten. De keramiske filtre, de bruger til at separere vandet fra ethanolen, er så effektive, at man ikke behøver være nervøs for det. Jeg tænker mere på den strøm, der skal til. Hvis den kommer fra et atomkraftværk, en vindmølle eller solceller, så kan det gøre en forskel for miljøet, men det ville blive ret dyrt. Og hvis det kommer fra kulkraftværker er det jo ikke super godt. Men lidt har selvfølgelig også ret,« siger han.

Efter en hurtig omgang hovedregning kommer Claus Felby frem til, at det vil tage mindst seks år, før Micro Fueleren har tjent sig selv hjem selv med Danmarks høje benzinpriser.

»Jeg tror mest af alt, det ender som en sjov gimmick. Jeg overvejer selv at købe en til forskningsformål, og andre vil sikkert også hoppe på den. Men i det lange løb tror jeg, at det mest interessante bliver, hvad andre forskere finder på at bruge den til,« siger Claus Felby.

Dertil kommer en række lovmæssige problemstillinger. I USA kan man få tilladelse til at lave ethanol i baghaven, men almindelige biler må ikke køre på ren ethanol. Micro Fueleren kan derfor foreløbig blande benzin i biobrændslet, og grundlæggerne håber, at lovgivningen efterhånden vil tilpasse sig den nye virkelighed, hvis deres udstyr bliver en succes.

Micro Fueleren kan forudbestilles online, med forventet levering sidst på året.

Dokumentation

E-Fuels hjemmeside

Emner : Bioethanol
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvis der skal bruges 2kg sukker pr. liter produceret ethanol, så koster det jo min. 20kr pr. liter plus gæren, strøm og vand. Enter så er sukker mega billigt i USA, eller også er der noget galt med tallene i artiklen.

  • 0
  • 0

Fra firmaet hjemmeside: "The MicroFueler has a distillation-only mode, which allows the consumer to convert discarded beer, wine or distilled drinks into ethanol--any combination of discarded alcohol can be poured directly into the MicroFueler fermentation tank to be converted into ethanol."

Jeg mener i øvrigt ikke det er vejen frem at lave ethanol decentralt af rafineret sukker... Og er det overhovedet lovligt her til lands at have sådan en til at køre der hjemme?

  • 0
  • 0

Sikkert ikke og hvis det er lovligt, kan vi være helt sikre på at det bliver belagt med høje afgifter. Som om 20kr. pr produceret liter ethanol ikke er nok i forvejen. Det anlæg er dødfødt, medmindre benzinpriserne fortsætter stigningen.

Hvor mange har egenligt en bil der kan køre på ren ethanol?

  • 0
  • 0

Den undrer også mig - har lige fundet en amerikansk side med bestilling af madvare - dog ikke en engro.

Her kostede 1,8 kg 2,29 $ = Usædvanligt dyrt ethanol!

Man skal selvfølgelig ikke bruge raffineret sukker. Danisco sælger roemelasse til foderbrug for 1.36 kr/kg (+ moms?) øst for Storebælt, mens jyderne kan få det 4 øre billigere.

  • Og det er jo en helt anden pris.

Melasse bliver brugt som foder til bla. malkekøer:

http://www.sukkerroer.nu/cms/connect/agri/...

Linket var meget langt, men prøv dette og se under priser på foderstoffer i maj.

  • Søren
  • 0
  • 0

Enter så er sukker mega billigt i USA, eller også er der noget galt med tallene i artiklen.

"Ude på Djursland" (og andre områder hvor den alternative økonomi med faktura, moms og alt det gejl ikke er slået igennem endnu) er det nu også mere populært at købe en rapsoliepresse til cirka 6000 samt en lidt ældre diesel-bil (hvis den nu ikke helt kan tage mosten). Der var endda en oliepresse i en tilbudsavis for nylig.

  • 0
  • 0

Tak for det søren.

Nedskydningen af apparatet var ellers lige(i vanlig stil) så godt i gang.Jeg har selv gået at ledt efter metoder til selv at fremstille brændstof. Der findes en del reklamer på youtube, men jeg har svært ved at overskue priser, produktionskapacitet, kan outputtet hældes på alm. biler eller ej?, og hvis ikke, hvad koster ombygning, og ryger garantien? osv osv.

  • 0
  • 0

Mht. til selv at fremstille ethanol til bilen, så lavede jeg tilbage i 97 en udregning på 60 L "mæsk" som jeg destillerede. Prisen blev i datidens kroner lige knap 10 kr/l (90%) incl forbrug af vand, sukker, strøm til destillation, og vand til køling. Og det var vel at mærke lavet af raffineret sukker. Stiger benzinpriserne fortsat, tror jeg det er ligefør det ville kunne betale sig hvis man: 1. Anvender råsukker, affaldsfrugter eller roer 2. Genanvender afkølet kølevand 3. Bygger en simpel solfanger til opvarmning. Min egen solfanger rykker fint 95 grader varmt vand af sig, så der er varme nok. Så må man bare nøjes med at destillere de dage solen skinner.

Men om man gider have bøvlet er en anden sag, og om bilen overhovedet kan køre på det (med 10% vand) aner jeg ikke. Jeg kunne godt forestille mig at den effektive brændværdi er så lille, at man kommer til at køre ret kort pr. liter.

Mvh Ricky

  • 0
  • 0

Man skal selvfølgelig ikke bruge raffineret sukker. Danisco sælger roemelasse til foderbrug for 1.36 kr/kg (+ moms?) øst for Storebælt, mens jyderne kan få det 4 øre billigere.

  • Og det er jo en helt anden pris.

Nu skal vi huske at roemelasse ikke er rent sukker. Vi kan vist regne med ca. 50% i runde tal: http://www.infosvin.dk/Haandbog/Foder/Raav...

Det giver en råvareudgift på 5-6 kr pr. liter ethanol. Læg dertil energi, vand, gær og anskaffelse af maskineriet.

Ethanol skal laves i store anlæg af endnu billigere råvarer. Både af hensyn til økonomien, men så sandelig også bæredygtigheden.

  • 0
  • 0

Udover den høje sukker/vand/el pris skal man også tænke på det utal af alkoholikere man skal skræve over når man skal ind i carporten da der uden tvivl kommer til at blive fest hver weekend rundt om "tankstationen"

  • 0
  • 0

To kg sukker af 17 Mj giver een Alkohol af 29 til en tændrørsmotorgiver ca 10MJ nytte To kg melis i en diesel giver 12 13 stykker. Hvodden får man det ind

  • 0
  • 0

Hvis processen kan køre på sol energi og køkken og have affald og anlægget kan fremstilles efter de forhånden værende søms princip så er det da en fin ide. Det må være muligt at bruge næsten alt plante materiale hvis man har den rigtige gær. man skal så ikke drikke det !!!

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten