Hjælp en læser: Hvilken vej skal magneterne vende?

Jens Laigaards knivholder med udborede huller til magneter på bagsiden. Men hvordan skal de vende for, at knivene bliver hængende? Illustration: Jens Laigaard

Jens Laigaard fra Nørrebro i København er i gang med at snedkerere sin egen knivholder til køkkenet – og et par ekstra til gaver – men der er opstået lidt tvivl omkring de magneter, der skal holde knivene svævende over køkkenbordet. For hvilken vej bør de egentlig vende?

Knivholderen består af et stykke pæretræ, som Jens har behandlet med olie, og så har han boret huller til syv kraftige neodymium-magneter, som skal holde knivene på plads.

Jens Laigaards knivholder har et elegant rustikt design, men åbenbart også en magnetisk tiltrækning på problemer. Illustration: Jens Laigaard

Problemet er, at Jens kan konstatere, at når magneterne sidder så tæt, som de skal på knivholderen, så kan de ikke undgå at påvirke hinanden. Han fortæller, at alene under monteringen af magneterne gik flere i stykker, fordi de fløj sammen og var svære at få fra hinanden igen.

Dog – har han konstateret – er det sværest, at få dem sat i, hvis han vender dem alle samme vej, hvorimod det er, som om magnetfelterne ‘passer’ bedre sammen, når de sættes alternerende.

Subjektivt har han ikke kunnet mærke den helt store fordel på den ene eller den anden løsning, når han sætter knivene på, andet end at det giver nogle ryk fra magnet til magnet, hvis han stryger kniven hen langs blokken.

Illustration: Jens Laigaard

Alligevel vil han gerne vide, hvad der egentlig er den bedste løsning, og hvordan han bedst udnytter magneternes styrke. For magnetkraften kunne godt være højere efter montering, konstaterer han.

Og så er han generelt også bare nysgerrig efter, hvad der mon er den bedste løsning, og nysgerrighed bakker vi kraftigt op om her på Bagsiden.

Så: Skal magneterne ensrettes, så de alle vender nord mod knivene, eller er det bedre, at han sætter dem i skiftevis? Og er der andre gode tips derude til, hvordan han får den mest funktionelle knivmagnet til køkkenet? Ville andre typer magneter være bedre at bruge?

Skriv dine forslag – og vis gerne dine egne magnetløsninger, hvis du har snedkereret noget lignende – til bagsiden@ing.dk eller i kommentarsporet herunder. /mst

Illustration: Ingeniøren
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

I den løsning som Jens har valgt bør magneterne være ensrettede, da knivene ellers vil have tendens til at søge sammen, nordpol tiltrækker sydpol og ved anvendelse af alternerende poler vil knivene skiftevis have nord og sydpol og derved søge mod hinanden.

Den løsning som Jens har valgt udnytter kun den ene pol på magneterne, den anden pol bidrager ikke med holdekraft, den bedste løsning er at putte magneterne ned i en "kop", således at den ene pol limes fast til bunden af koppen og mellemrummet fyldes op med epoxy, koppens side bør flugte med oversiden af magnetens anden pol, derved opnås en magnet hvor begge poler er i samme plan og holdekraften er kraftigt forøget, mere end en faktor to!

Forklaringen er at et magnetfelt altid følger den laveste reluktans (= magnetisk modstand) og ved at bringe den modsatte pol hen i samme plan som den anden pol kan reluktansen minimeres ved at anbringe f.eks. en kniv henover den åbne del af "koppen", altså at magneten kortsluttes, det har yderligere den fordel at magnetfeltet fra "koppen" er minimeret når der ikke er nogen kniv på den, idet magnetfeltet jo følger den laveste reluktans som er den korteste afstand mellem polerne, så magnetfeltet vil være meget lokalt.

PS. det siger sig selv at koppen skal være lavet af magnetisk blødt jern og have en vis godstykkelse måske 2-3 mm, ellers virker det ikke, og afstanden mellem koppens side og magnetens side må ikke være for lille da reluktansen vil blive for lav og holdekraften reduceret, 5-10 mm vil sikkert være passende.

--Palle

  • 8
  • 0

Enig med Palle. Men man kan godt købe "sidelæns polariserede" runde magneter. Men det letteste er nok at købe terningformede magneter, og så selv "vende dem med siden til". Når hullet sidder på bagsiden kan man jo ikke se om hullet er rundt, så det kræver ikke mere håndværk end ellers.

  • 1
  • 0

Den løsning som Jens har valgt udnytter kun den ene pol på magneterne, den anden pol bidrager ikke med holdekraft, den bedste løsning er at putte magneterne ned i en "kop", således at den ene pol limes fast til bunden af koppen og mellemrummet fyldes op med epoxy, koppens side bør flugte med oversiden af magnetens anden pol, derved opnås en magnet hvor begge poler er i samme plan og holdekraften er kraftigt forøget, mere end en faktor to!

Om Jens ikke råder over en del værktøj, så er din optimale løsning måske lidt svær at tilgå. Simplere er at efterligne denne løsning, som ellers er udmærket og kan udføres med beskedent udvalg af værktøj: https://dk.grandado.com/products/10-stk-ka...

2 stykker blødt jern og neodymmagneten imellem og sidenhen fræse spor i brættet og lime herligheden fast med epoxy.

Skal der kæles for detaljerne, så kan man fræse to spor på forsiden og stikke jernstykkerne frem, så de vinder med et par mm og fræse og lime magneten ind fra bagsiden af brættet.

  • 1
  • 0

Magnus, som jeg læser det blev der efterlyst en forklaring, hvilket jeg har givet, der er mange andre løsninger som man kan benytte hvis man ikke lige har det rigtige værktøj.

Man kan også bare købe de færdige magneter til formålet: https://www.magneter.dk/pottemagneter/ndfe...

PS! Jeg har ingen præferencer til firmaet, men har blot handlet hos dem.

--Palle

  • 3
  • 0

Jeg tilslutter mig også Palles kommentarer med den lille tilføjelse, at hvis man ved hjælp af en kop eller lignende, får polerne tættere på hinanden, så holder det bedre og man mindsker den magnetiske forurening!! Godt nok er de fleste plastic kort gået over til NFC, men vore sunhedskort andvender endnu magnetstriben, og er derfor sårbare for kraftige magnetfelter. ++Michael c".)

  • 0
  • 0

Til Jens Laigaard: Da jeg så din illustration af de to måder at anbringe magneterne på, troede jeg først, at det også var for at synliggøre, hvordan magnetfelterne opførte sig i de to situationer, men jeg synes, det ser ud til, at det er et billede af den samme magnet, der er brugt 6 gange, og hvor det midterste billede i højre række så er vendt om. Det er helt fint med mig, for tråden handler ikke om magnetffelters opførsel, så det er ikke en kritik eller klage. Jeg synes bare, det kunne have været spændende at se feltlinjernes gang i de to situationer, for den er givetvis forskelligt i disse. Men nu handler det om det bedste knivbrædt. Og det er også interessant. Steen

  • 2
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten