Historisk lavpunkt i dansk byggeri

Det er stort set kun det offentlige, der i øjeblikket gennemfører større byggerier i Danmark. Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri.

Opgørelsen viser, at man skal helt tilbage til tiden før Anden Verdenskrig for at se tilsvarende lav aktivitet i byggeriet, skriver Berlingske.

Hvor der i 2006 blev bygget 36.100 boliger i Danmark, vil der i 2013 kun blive bygget 9.500 nye private og almene boliger. De seneste 60 år har gennemsnittet for nye boliger ligget omkring 27.000 om året.

Byggeri i Ørestaden Illustration: Nicky Bonne

»Den lave aktivitet inden for byggeområdet er et spejl af, hvordan det går i dansk økonomi. Der er en udpræget mangel på tillid til fremtiden, hvor folk frygter at blive arbejdsløse, og hvor erhvervslivet ikke tror, at nye investeringer kan betale sig,« siger direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen til avisen.

I øjeblikket er omkring halvdelen af de beskæftigede i byggeriet knyttet til projekter, der er offentligt finansieret, hvor det under mere normale omstændigheder kun er op mod en tredjedel, der arbejder på offentligt finansierede byggeprojekter.

Lars Storr-Hansen ser gerne, at regeringen genindfører håndværkerfradraget, eventuelt med et grønt fingeraftryk, så energirenoveringer kan være med til at opnå det overordnede mål om at være fossilfrie i 2035.

Dokumentation

Dansk Byggeri Konjunkturanalyse februar 2013
Artikel i Berlingske: Historisk lavt boligbyggeri

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Og hvad er årsagen? Er det fordi der ikke er ret mange der vil købe et nyt hus, eller hvad? Her tænker jeg altså på en-familiehuse, evt. mindre byggerier i tæt-lav klassen, rækkehuse, småbyggerier til lejligheder o.lign.

Det firma jeg arbejder for vil jo gerne bygge og sælge huse i Danmark også, udover Norge og Sverige. Men hvis situationen er den at der ikke er nogen der vil købe husene, får jeg nok ikke overtalt min chef til at starte et dansk aps op og begynde. Desværre, fordi jeg vil gerne selv have et hus, men jeg vil jo gerne købe det af firmaet.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten