Himalaya er plaget af to former for jordskælv – og et nyt kan være undervejs
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Himalaya er plaget af to former for jordskælv – og et nyt kan være undervejs

Store (blå) og enorme (gule) jordskælv siden 1505. Illustration: Nature Communications

Den 25. april ramte et stort jordskælv med en styrke på 7,8 på momentomfangsskalaen i Himalaya og gav et 50 km lang brud.

I en ny artikel i Nature Communications argumenterer Luca Dal Zilio fra ETH, det tekniske universitet i Zürich, sammen med tre kolleger for, at dette store jordskælv har opbygget en spænding, som gør lige præcis det samme område til en kandidat til det næste enorme jordskælv med en styrke over 8, som vil give et brud over flere hundrede kilometer.

Himalayabjergene er opstået ved, at Indien bevæger sig mod nord med en hastighed på 30-40 mm om året. Visko-elastisk-plastiske simulationer viser, at der opstår to former for jordskælv i området, hvor de allerstørste jordskælv først udløses, når relativt mindre, men stadig absolut store, jordskælv er med til at sende stress mod nord.

Blinde jordskælv

De allerstørste jordskælv med styrke over 8 sker ved hovedforkastningen og giver et fuldstændigt brud af denne, mens de noget mindre med styrke op til 7,8 giver delvise brud og udløses længere væk. Sådanne jordskælv kaldes ‘blinde’, fordi de sker ved en forkastning, der ikke er synlig.

Det ‘blinde’ 2015-jordskælv fandt sted i samme område, hvor der var et tilsvarende jordskælv af samme størrelse i 1833. Men på en 800 km lang strækning fra dette område til stedet for et andet ‘blindt’ jordskælv i 1905, har der ikke været et enormt, totalt jordskælv siden 1505.

Forskerne skriver, at der nu er opbygget en spænding i området, der kan give anledning til en forskydning på 10 meter, og dette område er det oplagte sted at forvente det næste af de enorme jordskælv.

De advarer også om, at risikoen for ekstreme jordskælv med styrke over 9 kan være højere end hidtil formodet.

At komme med helt præcise forudsigelser om jordskælv er dog stadig en umulighed, og forskerne anfører også, at deres model har visse begrænsninger, så de slutter deres artikel lidt forsigtigt med en kommentar om, at geodætisk overvågning af Himalaya i de kommende år kan være med til at konkretisere spekulationerne omkring sammenhængen mellem de to forskellige former for jordskælv.

Emner : Geofysik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først