Hibiscus-te forebygger hjerte-kar-sygdomme

20. september 2004 kl. 00:00
Forsøg på Taiwan på rotter viser, at trods fed kost mindskes risikoen for åreforkalkning, når de fik hibiscus blandet i maden.
Artiklen er ældre end 30 dage

"Ekstrakter af hibiscus kan være nyttige til forebyggelse, måske endda behandling, af en række hjerte-kar-lidelser, hvor åreforkalkning spiller en rolle".

Det konkluderer forskere, der har testet virkningen af et udtræk af hibiscus-te på menneskeblod og på rotter, der fik kolesterol- og fedtholdig kost.

På Taiwan er helsedrikke med hibiscus meget populære. Chau-Jong Wang på det medicinske universitet i Chung Shan satte sig for at teste, om ekstrakter af hibiscus rent faktisk har en gunstig effekt på helbredet.

Hibiscus-te er rig på antioxidanter og kunne derfor tænkes at forebygge åreforkalkning. Årernes vægge belægges bl.a. med oxidationsprodukter af det såkaldte "dårlige kolesterol".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er LDL, lav-densitet-lipoprotein. Komplekset af lipid og protein oxideres, og den proces hæmmes af teen. Det påviste Wang ved at udsætte LDL fra menneskeblod for kobber-ioner. De katalyserer oxidationen. Hvis han samtidigt tilsatte hibiscus-ekstrakt var oxidationen stærkt formindsket.

Hibiscus beskytter altså menneskelig LDL i en petriskål i et laboratorieforsøg. Men har det effekt på levende mennesker?

Wang kunne ikke udføre forsøg på mennesker, så han nøjedes med rotter. Nogle fik normal kost, andre fik foder, der var tilsat enten kolesterol eller fede olier. I alle grupperne fik nogle af dyrene også hibiscus-ekstrakt i foderet. Og hvis man kan slutte fra rotte til mennesket, så virker det forebyggende på hjerte-kar-sygdomme at drikke hibiscus-te. LDL fra "hibiscus-rotterne" var nemlig tydeligt mere modstandsdygtigt overfor oxiderende angreb end LDL fra kontroldyr.

Selv om dyrene havde fået masser af fedtholdig kost, klarede deres LDL sig - når blot de fik hibiscus.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger