Hestehår og lim: Forskeres kunstige horn skal oversvømme markedet og redde næsehornet
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Hestehår og lim: Forskeres kunstige horn skal oversvømme markedet og redde næsehornet

Illustration: Jean & Nathalie og Wikimedia Commons

I håbet om at trække priserne på næsehornshorn ned og dermed reducere krybskytteri har forskere udviklet overbevisende kunstige horn ud af hestehår.

Forskere på Oxford University og Fudan University i Kina har udviklet syntetiske næsehornshorn, der under et mikroskop ligner ægte horn, og som har den samme kemiske signatur og endda lugter på samme måde, når de brændes, fremgår det af en forskningsartikel, der ligger frit tilgængelig på Nature Scientific Reports.

»Det fremgår af vores undersøgelse, at det er temmelig let såvel som billigt at fremstille et bioinspireret hornlignende materiale, der minder om næsehornets horn,« skriver forskerne.

De vil nu overlade det til andre at forsøge at tage teknologien et skridt videre, hvor de forestiller sig, at det måske er muligt at narre folk til at købe det kunstige materiale eller måske endda at foretrække det frem for de ægte og ekstremt dyre næsehornshorn.

På den måde håber man på at gøre krybskytteri til en så dårlig forretning, at man bevarer næsehornene.

»Vi ser få andre alternativer,« konstaterer forskerne videre i deres artikel.

Tidligere har andre forsøgt at opnå samme mål med 3D-printede horn.

Læs også: Kunstige 3D-printede horn kan næppe redde næsehornet

Horn af hestehår

Et næsehornshorn består primært af keratin, der udgør hovedbestanddelen i blandt andet hår og negle, og er ikke horn i den traditionelle forstand, som man for eksempel ser det på en ko. Det består i stedet af næsehår, der er ‘limet’ sammen med væsker fra kirtler i næsehornets næse.

For at efterligne denne sammensætning valgte forskerne hestehalehår, fordi heste og næsehorn er nært beslægtede. Hårene blev renset, bundtet tæt sammen og limet til hinanden med en blanding, der består af silkeprotein-baseret organisk fyldstof.

Det materiale kan så støbes til et horn, der både føles som og ligner et ægte horn, selv på mikroskopisk plan, skriver forskerne i deres artikel.

Til venstre ses et tværsnit af et ægte næsehornshorn, A og C, sammenlignet med det kunstige materiale af hestehår til højre, B og D. Illustration: Ruixin Mi, Z. Z. Shao & F. Vollrath, Scientific Reports, 2019

Der blev udført en række termiske, spektrale og mekaniske tests for at sammenligne det kunstige materiale med ægte horn, og ifølge forskerne klarede materialet de komparative analyser ‘ret godt’. De fandt en lignende kemisk sammensætning og termo-mekaniske egenskaber mellem de ægte og de falske horn.

Målinger under forskellige forhold viser, at de kunstige horn i høj grad ligner ægte næsehorn. Illustration: Ruixin Mi, Z. Z. Shao & F. Vollrath, Scientific Reports, 2019

En halv million pr. kilogram

Selvom handlen med næsehornets horn er ulovlig i næsten hele verden, finder den alligevel sted, særligt på det asiatiske marked, hvor et kilogram næsehornshorn kan sælges for op mod 500.000 danske kroner.

Hornene bruges især til udsmykning og i traditionel asiatisk medicin, hvor man mener, at pulveret har en helbredende effekt. Vietnam står for den største import og illegale handel med næsehornshorn, men også Thailand, Kina og Hongkong importerer de ulovlige horn, kan man læse på WWF’s hjemmeside.

I Afrika blev 892 næsehorn i 2018 dræbt af krybskytter på grund af deres horn, og selvom antallet af dræbte næsehorn er faldet efter at have toppet i 2015 med 1.349 dræbte, er dyrebeskyttelsesorganisationer enige om, at krybskytteri udgør en seriøs trussel mod Afrikas population af næsehorn, der i øjeblikket ligger på omkring 24.500 dyr i alt.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten