Her veksles gode ideer til salgbare produkter

Ideerne skal de selv medbringe - men derefter er der masser af hjælp at hente for de virksomheder, der bruger DTU-efteruddannelsen Certificate in Entrepreneurial Leadership (CEL) til at udvikle ideerne til næste generation af deres kerneforretning.

»Der er jo ikke meget spas i at finde på noget banebrydende i laboratorierne, hvis vi ikke samtidig er i stand til at kommercialisere på det,« siger Jakob Holst, Program Director på DTU Executive School of Business, i daglig tale DTU Business. De deltagende team, der består af to medarbejdere fra hver virksomhed, bliver uddannet i at være Corporate Entrepreneurs, så de kan tage en idé og udvikle den så langt, at den kan blive et nyt forretningsområde for virksomheden.

Struktureret idéudvikling

For Jakob Holst handler det nemlig om at samle de kreative kræfter på tværs af fagdiscipliner, så de gode ideer bliver udnyttet kommercielt. Men det er samtidig vigtigt, at virksomhederne ikke løber en stor risiko ved at bruge mange penge, kræfter og tid på en idé, der kan vise sig ikke at holde. Derfor giver CEL-programmet en struktureret tilgang til at modne ideer, så usikkerhedsfaktorerne begrænses, økonomien gennemregnes, og ideerne beskrives så præcist, at der kan skaffes penge til at realisere dem.

»CEL-programmet hjælper med at knække nødden for, hvordan de store virksomheder skaber ny forretning, og det er afgørende for at komme ud af den finansielle krise. Det er en brik i spillet, som kunne hjælpe mange flere virksomheder, og der kan gøres meget mere, end der gøres i dag,« siger Jakob Holst.

Populært blandt de store

Flere store danske virksomheder har haft udbytte af programmet, som 44 team indtil videre har været igennem. Deltagerne kom fra virksomheder som Danfoss, Dong Energy, FLSmidth, MT Højgaard, Novozymes, Maersk Oil, Haldor Topsøe og Chr. Hansen.

Som efteruddannelse er CEL-programmet enestående, mener Jakob Holst:

»Det, der gør CEL unikt, er, at virksomhederne møder op med deres egne forretningsmæssige problemstillinger, som så er køretøj igennem hele programmet. Det er unikt, at man ser ti forskellige virksomheder møde op med hver deres problemstilling, og så arbejder programmet med på deres forretningsmæssige udfordringer.«

Ved at arbejde med virksomhedernes egne ideer igennem det seks måneder lange forløb, både på DTU Business og hjemme i virksomheden, får deltagerne anvendt den tilegnede viden på deres egne konkrete projekter. Samtidig er de ti udenlandske professorer, der deltager som eksterne undervisere igennem forløbet, allerede sat ind i de forskellige projekter og kan derfor bedre målrette deres vejledning.

Fakta: Værktøjskassen

På det seks måneder lange kursus berører deltagerne mange forskellige discipliner i forbindelse med at opbygge en værktøjskasse, så de bliver bedre til at udvikle den gode idé:

Kommunikation: Det er vigtigt at være god til at formidle de mere eller mindre flyvske ideer, f.eks. når der skal skaffes ressourcer til projektet.

Usikkerhed: En systematisk afdækning af usikkerhedsmomenterne hjælper til at fokusere på det væsentligste og giver ro på, selv om den løse idé kan være en vanskelig opgave at realisere.

Markedsføring: Arbejdet med at få det færdige produkt ud på markedet kan være meget vanskeligt. Derfor er hele go-to-market og marketing en disciplin omkring nye forretninger, som der er stor vægt på i CEL-programmet.

Kalkuler: At kunne regne på nye forretningsområder er en svær økonomidisciplin, fordi der typisk er mange ubekendte. Derfor træner CEL-deltagerne i at opstille et realistisk overslag på baggrund af få informationer. Det kan være en hjælp til at finde ud af, om projektet er på rette vej.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten