Her er metoden, der kan afværge budgetoverskridelser – men Danmark siger nej tak

Hvor mange gange har vi ikke hørt om veje, it-projekter og broer, som blev langt dyrere end budgetteret med forklaringen ‘uforudsete udgifter’? Heldigvis har der i nogle tilfælde været afsat en reservepulje, men forskning har tidligere vist, at op mod 80-90 procent af alle infrastrukturprojekter overskrider det oprindelige budget betydeligt.

Men ifølge dr.techn. Steen Lichtenberg behøver det ikke være sådan. Efter flere årtiers praktiske resultater eksisterer der nemlig dokumentation for, at det er muligt at prognosticere omkostningerne ved store projekter korrekt.

Gennem over 40 år har han udviklet metoden ‘Successiv-princippet’ til beregning af projekters økonomiske usikkerhed, og han har nu fået resultaterne af en samlet analyse af metoden publiceret i det videnskabelige tidsskrift Administrative Sciences.

Prisen for multiarena stak af

Metoden har været anvendt til adskillige hundrede analyser af projekter og strategiske analyser – særligt i Sverige og Norge – og har i sidste ende givet betydelige besparelser.

Et godt eksempel var bygningen af en stor multiarena i Oslo. Den var oprindeligt budgetteret til 300 mio. kroner. Men i løbet af godkendelsesprocessen blev tilføjet mange ekstra ting, som multiarenaen skulle kunne, og en analyse med Successiv-princippet viste, at den forventede pris tre år senere var steget til 800 mio. kroner.

Budgettet blev derefter trimmet til 500 mio. kroner og med Successiv-princippet holdt i stram snor. Hele projektet endte med en budgetafvigelse på under én procent og blev færdigt før tiden.

»Vi havde rigtig store problemer med overskridelser i 1990’erne. Projekterne var slet og ret ikke særlig godt planlagt. En ekspertgruppe besluttede, at der var brug for ekstern kvalitetssikring af usikkerhedsanalyserne, og at det skulle basere sig på Successiv-princippet,« fortæller Ole Jonny Klakegg, der er professor på Institut for Bygg, Anlegg og Transport på NTNU, Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet.

På grund af denne ekstra kvalitetssikring kunne en række store norske projekter derefter afsluttes uden overskridelser – projekter som multiarenaen og en tilsvarende ‘redning’ af Gardemoen-lufthavnen i Oslo.

Disse succeshistorier fik i 2000 de norske myndigheder til at indføre Successiv-princippet som en obligatorisk kvalitetssikring, før store offentlige projekter blev besluttet.

I 2013 blev 40 store offentlige norske projekter, herunder it-projekter, kvalitetsvurderet med det resultat, at den norske ambition om 80 pct. budgetoverholdelse netop blev nået, idet 32 ud af de 40 havde overholdt deres bevilling.

Men også private virksomheder har kunnet bruge metoden som risikoværktøj. Det har flere svenske og norske virksomheder gjort, for eksempel den store entreprenørkoncern AF Gruppen, der siden 2006, hvor metoden blev taget i anvendelse, har øget sit gennemsnitlige overskud fra 2,5 pct. til over 5 pct. Noget, de selv først og fremmest tilskriver intensiv brug af Successiv-princippet.

Danmark siger nej

I Danmark var metoden også inde i varmen i en periode mellem 2002 og 2007. I Vejdirektoratet brugte man den med succes. 40 af de projekter, der blev sat i gang i den periode, er evalueret. Det viste sig, at slutomkostningerne stemte fint med prognoserne. Dog kunne man se, at omkostningerne generelt var 5 pct. lavere end forventet. Det er antagelig et resultat af de ekstra muligheder for optimering, som projektlederne har udnyttet.

I 2007 besluttede Finans- og Transportministeriet imidlertid, at Successiv-princippet ikke længere skulle bruges til at beregne usikkerheden på danske anlægsprojekter, og metoden blev taget af bordet i alle efterfølgende statslige anlægsprojekter, forklarer Sune Thvilum-Kannegaard, der er kontorchef i Finansministeriet.

Han er grundlæggende ikke uenig i, at metoden er et fint beregningsprincip, men mener samtidig, at man havde brug for et mere simpelt værktøj:

»Metoden giver et meget detaljeret billede af usikkerheden på et bestemt tidspunkt. Men det ændrer ikke på, at hvis noget bliver dyrere, så er der nogen, som skal have penge op af lommerne,« siger han.

Som erstatning for Successiv-­princippet indførte Finansministeriet metoden ‘Ny anlægsbudgettering’. Her er det grundlæggende princip, at der lægges et budget plus en reservepulje. Reservens størrelse afhænger af, hvilken type projekt der er tale om, og bygger på erfaringer fra tidligere projekter.

Hvis reservepuljen til for eksempel anlæg af en ny jernbane historisk har vist sig at være 30 pct., så siger erfaringerne, at der er 90 pct. sikkerhed for, at budgettet holder.

Svært at få detaljeret viden

Morten Skou Nicolaisen, der er tidligere forsker i byplanlægning på Aalborg Universitet og arbejder på afdelingen for teknik og miljø i Aarhus Kommune, forklarer forskellen på de to metoder:

»Successiv-princippet giver et såkaldt inside prospective, altså en detaljeret viden om de enkelte anlægsbudgetter, mens Ny anlægsbudgettering er et outside prospective, der kun kan se et samlet budget udefra. Problemet med det første er, at det ikke altid er nemt at få så detaljeret viden, at resultaterne bliver troværdige. Det kan skyldes for eksempel, at underentreprenører ikke ønsker at give oplysninger om omkostninger fra sig. Omvendt kan det med den anden metode være særdeles svært at sammenligne projekter, da man kun har de overordnede tal, og hvor meget man gik over eller under budget,« forklarer han.

Vi kan ikke nøjes med bakspejlet

Men Steen Lichtenberg er ikke enig. Ifølge ham er forskellen mellem de to metoder, at ‘Ny anlægsbudgettering’ udelukkende arbejder med historisk statistisk informa­tion, mens Successiv-princippet, efter at have taget afsæt i de relevante historiske informationer, arbejder fokuseret på den aktuelle fremtid:

»Vi skal nok bruge bakspejlet, men det er jo afgørende vigtigt også at kigge ud af bilens forrude,« siger han.

Derfor kan han ikke forstå afvisningen i 2007, for det rimer for ham ikke på, at metoden har indgået eller indgår i undervisningen på så velrenommerede skoler som Stanford, Berkeley, Chalmers og NTNU og været grundlag for flere doktorafhandlinger bl.a. på Harvard University i USA, eller at den internationale olieindustri samt nukleare myndigheder i adskillige år har anvendt metoden i deres vigtigste beslutningssituationer.

»Ja, det kan godt undre mig, at vi i Danmark afviser brugbar forskning, der har dokumenteret at kunne løse store aktuelle problemer. Det kan jo virke barokt, at syv år efter, at man i Norge gør det obligatorisk at benytte metoden, så bliver den i Danmark nærmest forbudt i centraladministrationen – deres eneste argument var, at ‘det kan man da ikke’. I mellemtiden har lande som bl.a. Norge og Sverige brugt metoden til at forbedre deres produktivitet og konkurrenceevne,« siger Steen Lichtenberg.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Der er flere ideer der hos mig stikker hovedet op i denne sammenhæng: At tænke sig at staten ikke vil kunne skyde skylden for budgetoverskridelser på alle mulige leverandører/entrepanører/underleverandører/undersøgelseskomiteer og andet godtfolk ! At stille præcise krav til tilbuds materialerne i alle de offentlige udbud, så dem der giver tilbud skal vise nøjagtige pris vurderinger, og skal hænges op på disse ! Embedsfolket skal "belastes" med at lære noget, og forhåbentligt hænges op på deres fejl ! At ministre ikke mere vil kunne sige "grundet uforudsete udgifter i denne sammenhæng, bliver vi nødt til at skære......!" At sløseriet med vores alles skattepenge pludseligt vil blive alt for tydeligt ! Det vil også være yderst svært at skjule defekterne og misbruget med offentlighedsloven, som argument ! At behovet for massive mængder af offentligt ansatte kontrollanter vil minimeres ! At projekters udbudsmaterialer pludseligt skal gennemtænkes, prioriteres, fokuseres og skrives af folk der ved hvad det går ud på og har betydeligt kendskab til et givent område, og ikke kun af jurister/embedsfolk og politikere uden den fjerneste indsigt i opgaven ! Var det ikke her på ing.dk at udbuddet på sundhedsplatformer blev beskrevet ? Hvor første prioritet var at det skulle være et produkt der blev brugt mange steder, men de øvrige prioriteter ikke gik på noget om, priser over tid, tillægskøb, brugbarhed, lethed i brug og komplikationer ! Det blev også søsat på datoen, til trods for at det på ingen måde var sødygtigt, har man foretaget beregninger på øgningen af sygemeldinger grundet stress og frustrationer ifht til at vente til systemet var klar ? Jeg husker at projektlederens argument for at søsætte, var at "ellers glemmer brugerene hvordan de skal bruge systemet"

Det offentlige DK har vildt travlt med at tvinge ALLE borgere, uanset alder, handicap, økonomi og evner, over i den digitale verden, men når det kommer til dem selv, så er de ekstremt Rasmus modsat og bagstræberiske, med Gribskovs kommunalpolitikere som de mest tydelige og verbalt NEJ SIGENDE af dem alle !

Jeg har ikke kun politikerlede men offentlighedslede, for der gives ikke løn efter kvalifikationer, hvilket medføre at det offentlige oftest må tage til takke med dem med de færreste kvalifikationer, som de så forfremmer i stedet for at fyre, når de så viser sig at være mere inkompetente end ansætteren havde forestillet sig, det gør så at "vi beskytter hinanden" samt ansvarsfralæggelse så vidt det er muligt, utilgængelighed er også en del af det cirkus, oftest virke det som om at det offentlige DK ser på samfundet som noget der er der for deres skyld, uden den mindste tanke på hvor pengene reelt kommer fra, ethvert offentligt system vil altid stå opført på udgiftssiden i et regnskab !

Sorry ! Prøv at have en god dag !

  • 21
  • 1

Man kan jo få den tanke at Danske politikere ikke er interesserede i at den reelle pris er kendt når store offentlige anlæg skal vedtages.

  • 9
  • 0

Man kan jo få den tanke at Danske politikere ikke er interesserede i at den reelle pris er kendt når store offentlige anlæg skal vedtages.

Et klart eksempel er Letbanen i Ring 3. Her snydes i grove omgang på vægten ved at nedsætte reservebeløbet, ikke indregne togsættenes anskaffelses omkostninger mv., ikke indregne ledningsomlægningernes pris - skønt det er os alle sammen, som skal betale - og man kan fortsætte. Summa - det samlede anlægsbeløb nærmer sig det dobbelte.

Hertil kommer udbudsmodellen, hvor alle mulige bagefter oplevede behov for ændringer nok skal få vindende entreprenør til at gnide sig i hænderne - eller skulle man sige fakturaerne til fuld pris plus %%.

Når alternativet så er langt hurtigere at implementere og med helt andre omkostningsstrukturer og byder på præcis de samme fordele i form af stationsnærhed, udbygning af tracee områderne mv. så står intet længere.

  • 0
  • 1

gik vi nok stadig rundt med stenøkser - hvis man da overhovedet var kommet så langt.

Stort set ethvert projekt, der skal igangsættes, fremstilles (lyves) i den håbefulde indledningsfase nemmere, hurtigere og billigere, end det ender med at blive.

En lang række IT-projekter - og visse transportmiddelprojekter (for nu at være lidt diplomatisk) - illustrerer vist nok denne påstand ganske godt...

Det er vel dybest set sælger / køber syndromet, som udfolder sig helt normalt (ind i mellem i overstørrelse) og åbenbart som en fuldt acceptabel måde at få ting skubbet igennem på i offentlige sammenhænge her i DK.

Efter os kommer syndfloden...

Så det tror jeg, bliver ret svært at pille alvorligt ved.

  • 3
  • 0

Hej

Jeg har læst artiklen med spænding. Den understøtter nemlig det, at man I årevis har brugt den I alle større Norske projekter. Fx motorvejs-projekter, tunnel-projekter og store IT-projekter med stor success.

Man har holdt deadlines, budget og kvalitet indenfor en small margien.

Ganske imponerende og tankevækkende

  • 0
  • 0

Artiklen omtaler Successiv Princippet, som er en meget effektiv metode, og måske den bedste vi hidtil har set.

Metoden inkluderer også estimering af omgivelsernes påvirkning af den tid det tager/koster at nå frem til en løsning/leverance. Det er en af hovedårsagerne til, at det er en stærk metode der anvendes med høj succes rate.

Fx. kender de fleste til udefrakommende forstyrrelser. Fx dårlig vejr, BrexIt, svingninger i ravare priser som olie og stål, fima fusioner, valuta udsving osv.

Disse udsving kan have indflydelse på udviklingstiden og omkostningerne på det produkt virksomheden skal til at udvikle.

Metoden kan illustreres med et simpel eksempel: - Hvor lang tid tager det at skifte et hjul på din bil? Du står i indkørslen og der er reservehjul og værktøj i bilen.

Metoden bruger trepunkt estimering: - Minimum/Mest Sandsynlige(MS)/Maximum for at få et udtryk for hvor meget tingene kan variere, som er et af de vigtigste fordele ved metoden (forskellig fra etpunkt estimat + 10%)

Estimeringsgruppen: - Den skal bestå af deltagere med forskelligt synspunkt, fx optimisten, pessimisten, en mand der ikke har bil, en kvinde der har bil (Eller modsat), en der ikke ved ret meget om biler. Lad os antage at vi er fem med forskellige synspunkter og erfaringer,

Estimerings resultatet ses nedenfor. Som Min er valgt det laveste af gruppens Min og tilsvarende det højeste Max for at sikre en passende spredning i estimeringen.

Opgaverne estimeres i minutter: - Finde værktøj og reserve hjulet: 0,5/ 1,0 /3,0 UB= 2 % - Skifte hjulet: 3,0/ 5,0 /10,0 UB= 28 % - Rydde op: 0,5/ 1,0 /1,5 UB= 0,3 %

De overordnede forhold estimeres i % de kan påvirke tiden (>100% betyder mertid) - Vejret: 90%/ 100%/ 150% UB= 6 % - Mental og fysisk tilstand: 75%/ 100%/ 150% UB= 10 % - Erfaring (kompetencer): 50%/ 100%/ 250% UB= 54 %

Disse tal lægger man ind i et simpelt regneark, som beregner Usikkerheds Bidrag (UB) i 'projektet'. Her ses at største Usikkerheds Bidrag er i omgivelserne sammenlagt på 70% og kun 30% i opgaverne!

Dette svarer til min erfaring i store projekter, hvor de største usikkerheder ligger udenom/udenfor projektet - og dem ser man bort fra i traditionel estimerings-metoder!

Fordele ved metoden: - Usikkerhederne fra omgivelserne medregnes, og man kan nøjes med at kigge på de fx 3-5 største bidrag og underinddele dem i undertyper. Fx Erfaring i Erfaring med Biler og Erfaringer med værktøj

  • Metoden indeholder en process, hvor deltagerne guides igennem og får et fælles indblik i projektet og får ejerskab omkring estimatet!

Jeg har anvendt metoden med succes til estimering af fx store HW/SW projekter, store udviklingsprojekter og risk assessment af en business case for en stor offshore vindmølle-park for Vattenfall.

Send mail til henrik@vlv.dk for en kopi, hvis du er nysgerrig på metoden

  • 2
  • 0

Der er stadig ikke nogen fagligt kompetente der er blevet spurgt. For der er netop ingen garanti for at systemerne vil virke bedre eller overhovedet virke. Besparelserne bliver nok dyrere end ventet.

  • 0
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten