Her letter Boeings nye flyvende taxi
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Her letter Boeings nye flyvende taxi

Boeing Aurora PAV på jomfruturen 22. januar. Illustration: Boeing

Flyvende taxier, og allerhelst de elektriske og autonome af slagsen, er en af de store tendenser inden for luftfarten.

Nye såkaldte eVTOL-fly (electric vertical takeoff and landing) dukker jævnligt op på messer og i pressemeddelelser. Men vi er forbi stadiet, hvor der kun var illustrationer af dem og er endelig nået til, at der nu er kommet prototyper og testflyvninger.

Nu er det giganten Boeing, der rører på sig, i samarbejde med datterselskabet Aurora Flight Sciences. Tirsdag gennemførte de en vellykket jomfrutur med det såkaldte PAV (passenger air vehicle).

Den første flyvning blev gennemført ved Auroras hovedkontor i Manassas, Virginia, lidt vest for Washington D.C.

Første flyvning med Boeing Aurora PAV – artiklen fortsætter efter videoen

Indtil nu kun svævende

På PAV er flyskroget monteret på en slags ramme, hvor hver arm har fire rotorer, som sørger for vertikal takeoff og landing. Derudover er der en propel og vinger, der sørger for fremdrift og løft. Flyet er 9,14 meter langt og har et vingespænd på 8,53 meter.

Ifølge Aurora planlægges der to versioner med plads til henholdsvis to og fire passagerer, begge med en rækkevidde på omkring 80 kilometer. Boeing NeXt arbejder også på en eVTOL beregnet til fragt af varer, som skal kunne medtage 226,8 kg nyttelast.

Ud over otte rotorer på armene er der en propel bagtil og vinger til fremdrift og løft. Illustration: Aurora Flight Sciences

NeXt er den afdeling i Boeing, der arbejder med såkaldt urban mobility, herunder systemer til at sikre, at ubemandet og bemandet luftfart kan eksistere sammen i trygge rammer.

Boeing skriver, at jomfruturen med PAV-prototypen demonstrerede kontrolleret takeoff, svæven og landing, og tilføjer, at de fik testet de grundlæggende autonome funktioner og jordstationen. Ved kommende tests skal PAV begynde at bevæge sig fremad. Overgangsfasen fra svæven til fremdrift – og omvendt – kan komme til at byde på en del teknologiske udfordringer, påpeger producenten.

Nyt center hos MIT

Boeing satser åbenbart tungt på autonome luftfartøjer. I oktober sidste år startede selskabet sammen med Aurora arbejdet på en 17 etager høj bygning tilknyttet Massachusetts Institute of Technology (MIT), som skal huse det kommende Boeing Aerospace & Autonomy Center. Planen er at åbne i 2020, og så er det her, teknologier tilknyttet Boeing NeXt-programmerne skal tages frem.

Det er mange, som positionerer sig i denne gren af luftfarten for tiden, inklusive flere af de store flyproducenter, ofte i samarbejde med mindre og mere specialiserede selskaber og opstartsvirksomheder.

For eksempel var Airbus for et år siden i luften første gang med sit elektriske VTOL-fartøj, Vahana. Den tredjestørste flyproducent i verden, Embraer, arbejder også med et projekt med sigte på at blive Ubers foretrukne flyvende taxi. Det brasilianske selskab er for øvrigt ved at blive opkøbt af Boeing.

Tidligere denne måned blev Bell Helicopters nye hybrid-VTOL, Nexus vist frem på CES-messen.

Artiklen er fra tu.no.

Emner : Elfly
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Er det bare mig der er en sortseer, eller er det ikke lidt risikabelt at have rotorer i ankel-/knæhøjde?

  • 0
  • 0

Fint. I den ideelle verden.

Men hvad sker der hvis en motor sætter ud?

Michael, mener du virkelig at et system med 8 elmotorer/rotorer er mere usikkert end en helikopter, i den ikke-idelle verden?
En elmotor har 1 bevægelig del og er meget driftsikker. Og med 8 kan man vel lave redundans i forsyning og styring. Et helikopterrotorhoved/swashplate/gear mm. er kompliceret mekanik, uden redundans. Hvis 1 bolt eller stang fejler er det bare ærgeligt. Og det sker jo af og til, med fatale konsekvenser.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten