Her kæles for medarbejderne BIG time
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Her kæles for medarbejderne BIG time

Ja, ja, den er god. Nu mangler der bare en strygekvartet og lidt fuglefløjt i baggrunden som akkompagnement.

Sådan tænker jeg, da jeg sidder over for personalechef Jeff Chambers i bygning S - en af de mere end 20 store bygninger, spredt over 1,21 kvadratkilometer, som udgør det amerikanske hovedkvarter for softwarevirksomheden SAS Institute. Jeg er her for at undersøge, hvorfor virksomheden hvert år ender i den øverste ende af listen over USA's 100 bedste virksomheder at arbejde for.

Og der bliver ikke sparet på den lyserøde maling, da han udpensler de mange goder, som de godt 4.200 medarbejdere på hovedkvarteret i Cary, North Carolina, nyder godt af, ud for mig.

De ansatte kan få passet børnene til en tredjedel af prisen for en normal pasningsordning i USA. Frokosten kan de nyde til tonerne fra pianoet, som er stillet op i virksomhedens centrale kantine, og efter frokosten er der god mulighed for at smide nogle af kalorierne igen på virksomhedens sportsfasciliteter, der blandt andet rummer tennisbaner, svømmehal og fitnesscentre. Eller hvis man bare har lyst til lidt frisk luft, kan man nøjes med at gå en tur på vandrestien, der snor sig igennem virksomhedens grønne og bakkede campus.

Skulle man gå hen og få et dårligt knæ af de mange udskejelser i arbejdstiden, kan man lige smutte forbi SAS' egen lægeklinik, hvor 55 ansatte tager sig af alt fra hjertesygdomme til rejsevacciner for medarbejderne og deres familier. Og har man ikke haft tid til at blive klippet i weekenden, så står SAS' frisør Chante Morras klar med saksen.

Investering i medarbejdere

»Vi giver medarbejderne hele pakken. Ikke fordi vi forkæler dem, men fordi vi investerer i dem. Nøjagtig lige som vi investerer i vores kunder,« siger Jeff Chambers og bevæger sig op til et whiteboard, hvor han tegner en trekant, der viser sammenhængen mellem forretningen, kunderne og medarbejderne:

»Vi lever af at have et stærkt bånd til kunderne, fordi vi tilpasser vores software hvert eneste år. Det stærke bånd skabes af medarbejderne, og derfor har vi brug for loyale og dygtige medarbejdere, som kunderne kender godt,« siger Jeff Chambers.

Og han behøver ikke at tegne flere teoretiske modeller for at understrege pointen. Han kan bare smække de tørre tal på bordet: Kunder og medarbejdere er loyale: Selskabet mister årligt to pct. af kunderne, og det årlige frafald af medarbejdere er under 5 pct. Og det i en branche, hvor det er helt normalt med 20 pct. turnover hvert år. Hertil kommer et sygefravær på kun 2,3 sygedage per år til trods for, at medarbejderne selvfølgelig også har ret til et ubegrænset antal sygedage og børns sygedage.

SAS har selv estimeret en besparelse på minimum to millioner kroner årligt, som følge af, at medarbejderne kun skal bruge en halv time på et lægebesøg, når lægen ligger lige ved siden af kontoret:

»Hertil kommer det, vi sparer, fordi medarbejderne måske hurtigere tager sig sammen til at komme til lægen og dermed får bremset sygdomsudvikling. Samtidig tror jeg på, at vores medarbejdere, når de bliver ældre, kommer til at have et bedre helbred end befolkningen generelt, fordi de har haft adgang til motion og lægefasciliteter,« siger Jeff Chambers.

Styr på teenagerne

Den største besparelse er imidertid på rekrutteringskontoen. SAS Institute behøver kun at slå job op på virksomhedens egen hjemmeside. Det giver over 50.000 ansøgninger om året. Sammen med den lave medarbejderafgang sparer det, ifølge professor Jeffrey Pfeffer fra Standford University, SAS Institute for mellem 350 og 460 millioner kroner årligt i rekrutterings- og uddannelsesomkostninger. Et beløb, der langt overgår det, som virksomheden bruger på deres medarbejdere, hvis man skal tro Jeff Chambers, der dog ikke vil afsløre præcis, hvor mange penge, det koster at vedligeholde ryet som en af USA's bedste arbejdspladser.

Det er sådanne tal, der ifølge personalechefen er hemmeligheden bag 30 års uafbrudt succes med årlige vækstrater på 10 pct. Og det er derfor, ledelsen bliver ved med at tænke i, hvordan de kan gøre livet lettere for medarbejderne:

»I dag er gennemsnitsalderen 43 år, og derfor gælder det om at finde ud af, hvad folk i den aldersgruppe har brug for. De har for eksempel ofte gamle forældre, som måske bor i en anden stat, og derfor hjælper vi dem med at finde pasningsordninger til dem, hvis de har behov for det,« siger Jeff Chambers og maler videre om, hvordan virksomheder har ansat fem work-life-balance- medarbejdere, der alene har til opgave at hjælpe de ansatte med den slags ting.

Og samme work-life-balance-tankegang ligger bag frokostforedrag om teenageopdragelse og kursustilbud som Tackling af overgangsalderen, og Livet som nybagt far.

Og penslen stryger videre med fortællingen om, at SAS Institute ikke bruger kontraktansættelser og eksterne leverandører til f.eks. kantinedrift og børnepasning, fordi man tror på, at den bedste arbejdskraft kommer fra medarbejdere, der føler sig som en fast del af holdet. Om uddelingen af M&M's hver torsdag som et led i en gammel tradition, om ledere, der lærer at se og forebygge udbrændthed hos medarbejderne, og om at alle teammedarbejdere er med ved ansættelse af nye folk, så man er sikker på at finde en, der passer ind.

Fra 2. til 30. plads

Men hvis det hele er så godt, hvorfor er SAS Institute så igennem de sidste ni år røget fra en 2. plads til en 30. plads på Fortunes liste over USA's bedste arbejdspladser, spørger jeg den stolte personaleleder.

»Tjo. Vi har jo haft de her ting i flere årtier før andre virksomheder har fulgt trop. Jeg tror simpelthen, at de mange goder er blevet normalen her hos os, så det er ikke sådan noget, som folk går og tænker over som noget, man behøver at fremhæve,« lyder svaret.

Men hvad hvis nu det faktisk er fordi, at billedet ikke er helt så rosenrødt, som det bliver fremstillet. Det må medarbejderne kunne give svar på.

Jeg møder ingeniør Jeff Simpson på hans kontor, hvor opslagstavlen er plastret til med tegninger og billeder af sine to sønner [-] den yngste afleverer han hver dag i virksomhedens børnehave, inden han møder ved nitiden:

»Hvis ikke vi havde børnehaven her, så havde min kone nok været hjemmegående. Så det betyder meget for vores liv,« siger Jeff Simpson, der også fortæller, at han ind imellem tilbringer frokostpausen sammen med sin yngste søn, som han lige smutter hen og henter i børnehaven for en times tid.

Han har arbejdet hos SAS Institute i 17 år og er i dag i salgsafdelingen som teknisk støtte til sælgere og kunder. Og det har han tænkt sig at blive ved med at være:

»Hvorfor skulle jeg forlade SAS og komme hen i en anden virksomhed for at knokle 70 timer om uge,« svarer han til mit - at dømme på hans ansigtsudtryk - måske nok verdens dummeste spørgsmål om, hvorvidt han ikke snart skal videre i sin karriere - for eksempel til Intel, Microsoft eller Yahoo, der modsat SAS Institute optræder på Fortunes liste over USA's bedst betalende virksomheder:

»Jeg kunne formentligt hurtigt få et arbejde hos Oracle eller lignende og også tjene mere der. Men når jeg hører om de steder, så tænker jeg, at det er ikke det værd,« siger Jeff Simpson, der har arbejdet i flere forskellige softwarevirksomheder tidligere:

»På min forrige arbejdsplads fik vi gratis popcorn, men det var så også det hele,« griner han, og tilføjer, at sammenholdet på SAS Institute er det stærkeste han har oplevet nogensinde:

»Vi er her for at tage vare på kunden, men vi tager også vare på hinanden. Hvis nogen har problemer med at få tingene til at hænge sammen, så træder andre straks til,« siger han, og fortæller, at han for eksempel skal gå kl. 13.00 denne dag, fordi hans far netop er blevet opereret. Derfor kan han ikke nå en planlagt præsentation, men det har en kollega så lovet at tage sig af i stedet:

»Andre steder ville man sige, at det er den enkeltes eget problem. Der er man mere konkurrenter end kolleger,« siger han, og henviser til, at en af forudsætningerne for det stærke sammenhold netop er, at hver medarbejder er med til at ansætte nye teammedlemmer.

Softwareingeniøren har tilsyneladende overtaget penslen fra personalechefen. Men interviewet er da også sat op af kommunikationsafdelingen. For at være sikker i min sag forlader jeg ham og går på jagt efter nogle SAS-medarbejdere, jeg kan tage på fersk gerning. Den første jeg støder på er ingeniør og softwareudvikler Steve Krueger, der puster ud efter frokostpausens tennismatch med softwaremanager Bryan Hess.

»Du har brug for en pause midt på dagen, når du sidder meget ved computeren. Det øger den intellektuelle energi med sådan en kamp,« siger han og kan lige som sin tennismakker ikke se nogen som helst grund til at forlade den perfekte arbejdsplads.

Ved siden af tennisbanerne ligger flere bygninger med diverse fitness- og sportsfasciliteter, som er godt i brug her midt på arbejdsdagen. Folk kommer også joggende fra vandrestierne til bygningernes badefasciliteter, og der er tilsyneladende stressfri zone. Også inde hos frisøren, hvor teknisk supporter Schlotchauer er ved at blive studset. Det er billigt og nemt, påpeger han, og så slipper han for at stresse med at nå frisøren i weekenden:

»Og så klipper Chante jo heller ikke helt katastrofalt,« griner han, og giver mig det samme svar, som alle andre medarbejdere, jeg har mødt på turen rundt på SAS Institut:

»Der er ingen gode grunde til at tage herfra. Jobbet er spændende, stedet er smukt, og så får jeg en rimelig løn og en masse goder oveni.«

Hmmm. Det bliver tilsyneladende kun sværere at begå sig som kritisk journalist på SAS Institute, jo længere man er der. Men jeg gør et sidste forsøg og kontakter lektor Chris Roush fra University of North Carolina. Han er selv tidligere erhvervsreporter og som underviser i kritisk erhvervsjournalistik er han berygtet som den, der stiller de skrappeste krav til de studerende.

Men også han mener, at SAS Institute er en rigtig god arbejdsplads, og trendsætter for mange amerikanske virksomheder:

»Jeg kender mange mennesker her i området, der ville elske at arbejde der,« siger han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først