Hvis man vælger at fokusere på ”brun bioraffinering” hvor fremtidshåbet er den såkaldte SkyClean-teknologi. Så bør man være opmærksom på, at den teknologi lagre(taber) ca. halvdelen (måske endda mere afhængig af hvordan den såkladte biochar skal være) af energien i råproduktet, i form af det kulstof, der bliver spredt på markerne. hvorfra det langsomt frigives (vist ca. 1000 år). Ulemperne ved biochar er heller ikke er fuldt belyst, det er eventuelle effekter af indholdet af bl.a. tungmetaller og polyaromatiske kulbrinter (PAH).

De mere traditionelle CCS teknologier, hvor CO2 udskilles fra kraftvarmeværkers røggas, tryksættes og sendes via rør, enten til gamle oliefelter eller tilsvarende steder i undergrunden, bruger kun ca. 10% af energien til den proces.

Der kan også føres næringsstoffer tilbage til markerne hvis biomassen har være håndteret på et kraftvarmeværk, så det er ikke et argument for brun bioraffinering.

Hvad mere er, at pyrolyse af restbiomasser har vist sig at være en vanskelig teknologi at få driftsstabil. Det tog en del år før anlægget i skive kom til at fungere stabilt. Og investeringerne har være meget høje i forhold til størrelsen af anlægget. Anlægget i Skive blev idriftsat i 2008, og der er gode økonomiske grunde til, at vi ikke har set meget til det teknologispor siden.

Hvilke landbrugsprodukter mener du binder CO2?

Skovbrug er vel ikke landbrug, vel?

Trækker man den CO2 fra der er bundet i produkterne landbruget leverer, eller er det for ubetydeligt?