Her er skelettet til at spænde uden på kroppen
Israelske Argo Medical Technologies har udviklet en exoskelet-pakke, kaldet Rewalk, som giver lammede personer mulighed for at gå igen, endda på trapper.
Pakken består af et system af lette skinner og computerstyrede led, som spændes fast på benene med stropper.
En række sensorer bedømmer løbende brugerens kropsstilling og balance, og systemet korrigerer automatisk ved at foretage skridt i den rigtige retning - omtrent som balanceteknikken i det velkendte Segway-løbehjul.
Den lammede bruger kan ved egen hjælp gå omkring, sætte sig på en stol, rejse sig, stå stille på samme sted eller gå på trapper. Hver af disse funktioner vælges på et håndledsbåret betjeningspanel.
Brugens skal dog stadig støtte sig til et par krykker, og ganghastigheden er ikke større end med en kørestol.
Men der er adskillige fordele ved at skifte kørestolen ud med et exoskelet. Kørestolsbrugere får eksempelvis ofte problemer med urinveje, fordøjelse og blodkredsløb af at sidde i samme stilling i mange timer. Dertil kommer ofte problemer med knogleskørhed og tryksår.
Disse problemer reduceres, når kroppen kommer i lodret bevægelse dagligt, skriver Argo Medical Technologies på sin hjemmeside.
Prisen på et exoskelet, der er beregnet til at bære hele dagen, vurderes også at blive fordelagtig i forhold til en tung, elektrisk kørestol.
Men der er også en psykologisk faktor. En tidligere faldskærmssoldat fra Israel, Radi Kaiof, som har været lammet fra hofterne og ned de seneste tyve år, er begejstret for at kunne stå og gå igen.
»Jeg havde glemt, hvordan det var at kunne gå. Når jeg nu står op, mærker jeg, hvor høj jeg egentlig er. Og jeg kan tale med folk i øjenhøjde, ikke nedefra,« siger han til BBC News.
Exoskelettet gennemgår i øjeblikket en række kliniske forsøg, og det skønnes at være i handelen fra 2009, oplyser konsulentfirmaet Taga, som har været involveret i udviklingsarbejdet, i en pressemeddelelse.
Dokumentation
Argo Medical Technologies præsentation
Artikel i BBC News
Pressemeddelelse fra CAD/CAM-firmaet Solidworks
