Her er seks dovne råd til at smide et par kilo
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Her er seks dovne råd til at smide et par kilo

Noget tyder på, at der er andre måder at tabe sig på end ved at gå igennem en kedelig diæt eller jogge i vintermørket.

Den amerikanske forsker David Allison fra University of Alabama har nemlig undersøgt både vilde dyr og laboratoriedyr og fundet, at selv dyr, der bliver holdt på en streng diæt over længere tid, kan tage på. Man ved ikke ret meget om, hvad det er for faktorer, der påvirker vægten, men her er seks faktorer, som man allerede ved kan påvirke vægten. Det skriver New Scientist.

1. Undgå influenza

Bliv vaccineret mod influenza, for mindst én almindelig forkølelsesvirus er forbundet med overvægt. Nikhil Dhurandhar fra Pennington Biomedical Research Center i Louisiana har nemlig opdaget, at adenovirus-36 (Ad-36) øger ikke blot antallet af fedmeceller i kroppen, men også fedtet i hver celle.

Dhurandhar fandt også, at det er tre gange mere sandsynligt at finde Ad-36-virussen hos overvægtige end hos normalvægtige, hvilket er ensbetydende med tidligere infektioner.

»Hvis der virkelig er infektioner, som bidrager til fedme hos mennesker, kunne vi have en potentielt meget enkel og effektiv forebyggelsesstrategi – nemlig vaccination,« fortæller Dhurandhar til New Scientist.

2. Drop turen rundt om Søerne

Drop løbeturen, hvis du bor i byen, for forskning viser nemlig, at stærkt forurenet luft kan få ekstra fedt til at sætte sig om maven og desuden gøre cellerne mindre sensitive over for insulin, hvilket kan lede til type 2-diabetes.

I et forsøg udsatte forskere fra Ohio State University unge mus for forurenet luft med en stor koncentration af fine partikler i seks timer om dagen, fem dage om ugen. Efter ti uger havde de udsatte mus 50 pct. mere abdominalt fedt, eller fedt om maven, end mus, der havde fået samme diæt, men havde indåndet ren luft.

»Vi mener, at luftforurening spiller en meget vigtig rolle i den aktuelle fedmeepidemi,« fortæller Xiaohua Xu fra Ohio State University til New Scientist.

3. Bliv i sengen

Forskere fra universitetet i Torino i Italien observerede, at personer, der blev overvægtige i løbet af et seksårigt forsøg, i gennemsnit kun sov 6,3 timer - mod personer, der gennemsnitligt sov omkring 7,2 timer og havde en mere fornuftig vægt. Resultaterne holdt også, når man inkluderede forsøgspersonernes motionsvaner.

Andre undersøgelser viser, at børn på mellem tre og fem år, som sover mindre end 11 timer om natten, har større risiko for at blive overvægtige, når de fylder syv år. Det er nemlig sådan, at manglen på søvn reducerer udskillelsen af leptin, et hormon, der undertrykker appetitten og øger niveauet af ghrelin, et hormon, der stimulerer appetitten.

4. Lad være med at stresse over slankekuren

Det er almindeligt kendt, at kraftig stress kan føre til vægttab, men en nylig undersøgelse viser, at et begrænset indtag af kalorier gjorde mus mere sensitive over for stress. Effekten fortsatte, efter diæten var overstået, og de mus, der havde været igennem kuren, valgte føde med højere indhold af fedt end kontrolgruppen, som ikke havde været udsat for det begrænsede indtag af kalorier.

Ifølge Rajita Sinha, leder af Yale Universitys Stress Center, er det langt bedre at arbejde med tankerne og stressreduktion end at tælle kalorier. Med overskud er det nemmere at få kontrol over trangen til at spise, forklarer hun til New Scientist.

5. Skru ned for varmen

Vi ved alle, at det forbrænder energi og dermed fedt at klapre tænder og ryste af kulde, men studier af amerikanske og engelske hjem viser, at hjemmene er blevet varmere over de seneste tre årtier, og det kan formentlig også ses på vægten.

I hvert fald konkluderer Simona Bo fra universitetet i Torino i en undersøgelse blandt 1.500 midaldrende mennesker, at personer i de hjem, der var varmest, havde dobbelt så stor risiko for at blive overvægtige over en seksårig periode.

Det meste af det fedt, vi har på kroppen, består af hvide fedtceller, men når temperaturen falder til under 18 grader, begynder kroppen at brænde de brune fedtceller, som mest forekommer omkring nakken på voksne mennesker og på spædbørn.

Hvis man ikke ofte bliver udsat for kulde, bliver depotet med brune fedtceller godt nok mindre, men det bliver også sværere at slippe af med depotet igen. At skrue ned for radiatoren skulle altså hjælpe, for energiforbrændingen i kroppen stiger støt fra 28 grader til 15 grader.

6. Sluk lyset om natten

Det er en dårlig idé med meget lys om natten. Ifølge New Scientist viser mange undersøgelser, at skifteholdsarbejde giver øget fedme. Det skyldes, at lyset om natten påvirker 'kroppens ur', som så kan ændre stofskiftet, hvilket kan føre til vægtforøgelse.

En undersøgelse med mus fra Ohio State-universitetet viste, at mus udsat for lys om natten vejede 10 pct. mere efter en otte ugers undersøgelse sammenlignet med mus, der havde været udsat for normal lys/mørke, men ellers havde fået samme antal kalorier og samme motion.

Artiklen har tidligere været bragt i 2012

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten