Her er proteinet, der styrer planters næringsoptag

Her er proteinet, der styrer planters næringsoptag

Et særligt protein sørger for, at koordinationen mellem rod og planteskud er i top, viser britisk og kinesisk forskning. Det kan være godt nyt for fødevareproducenter.

Arbejdsfordelingen i en plante er meget klar: Planteskuddene sørger for at trække CO2 ind fra luften, mens planterødderne henter næringsstoffer fra jorden. Tilsammen skal arbejdet sikre en stærk plante. Men hvordan foregår denne kommunikation?

Det har forskere fra University of Oxford og Chinese Academy of Sciences i Beijing nu fundet ud af. De har afsløret proteinet HY5 som værende en vigtig spiller for især kommunikationen fra skud til rod, hvor dette protein ’tænder’ for relevante gener, skriver University of Oxford i et blogindlæg.

Forskerne vidste allerede, at HY5 stod for kontrollen af, hvor meget CO2 skuddet skulle have fat i, men det er altså også dette protein, der sender besked til roden om, hvad den skal sørge for i vækstprocessen. Det gør det ved at bevæge sig gennem phloem, som er det væv i planten, der transporterer sukker mellem plantedelene.

»HY5 rejser fra skud til rod. Og idet det når roden, aktiverer det et antal gener i rodcellerne, inklusive de gener, som koder for de nitrat-transportsystemer, der ekstraherer nitrat fra jorden,« siger professor Nick Harberd fra universitetet i Oxford.

Læs også: Bekymrede frøavlere: Vi risikerer at løbe tør for vigtige plantegener

»Denne aktivering er også afhængig af sukre, som også rejse gennem phloem fra skud til rod. Således forøger bevægelsen af HY5 og sukre rodens nitratoptag,« fortsætter han og understreger, at denne viden kan åbne op for en ny stor æra inden for plantebiologi.

Forskerne fandt frem til genet ved at undersøge muterede planter, som ikke havde en god kommunikation mellem plantedelene for at finde ud af, hvilke gener disse så konkret manglede.

»Vores fund betyder, at planteavlere nu kan få mulighed for at øge HY5-aktiviteten i rødderne på planter, der står i skygge, så de alligevel får et stort nok optag af nitrat fra jorden,« siger Nick Harberd som et eksempel på praktisk anvendelse af denne nye opdagelse.

Ved at styre denne kommunikation vil det dermed blive muligt at øge fødevareproduktionen, da man ikke behøver at være bange for at plante så tæt, at planterne kommer til at skygge for hinanden. Det kan også betyde en bedre styring af brugen af gødning, understreger professoren.

Kommentarer (0)