Her er planen, der skal give togpendlerne internet på tre år

14. september 2016 kl. 16:359
Her er planen, der skal give togpendlerne internet på tre år
Illustration: DSB/Jens Hasse/Chili.
Senest i 2019 skal det være slut med at miste internetforbindelsen i toget. DSB, Arriva, Banedanmark og teleoperatørerne er blevet enige om en løsning og en fordeling af regningen.
Artiklen er ældre end 30 dage

De bærbare går i dag ofte i sort, når man er ude og se med DSB eller en af de andre togoperatører. Problemet for passagererne er, at tog skærmer for mobilsignalet. Det gør det vanskeligt at opnå tilstrækkelig internetdækning. I nogle tilfælde også dækning til at føre samtale på strækninger, hvor bilister ikke oplever problemer.

DSB har wifi i nogle togtyper, men ikke alle. Også Arriva tilbyder wifi. Derimod har ingen danske tog såkaldte repeatere, der videresender mobilselskabernes signal inde i vognene. DSB har forsøgt at holde et udbud om et nyt wifi på stationer og i togene, men det blev dyrere end ventet og derefter skrottet.

Illustration: Banedanmark.

Nu har transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) sendt en redningsplan til transport- og bygningsudvalget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs også: Internet i danske tog drukner i fællesmødernes syltekrukke

'Løsningen består af opgradering af Banedanmarks master, således at teleoperatørerne kan etablere op til 75 nye antennepositioner heri. Desuden installeres repeatere og multioperatør WiFi i alle DSB’s tog,' forklarer ministeren i et brev til udvalget.

Internet til 736 mio. kr

Ifølge parternes rapport vil de samlede omkostninger til projektet løbe op i 736 mio. kr, hvoraf DSB skal betale omkring 426 mio. kr.

Ifølge rapporten forventer DSB at have indgået en aftale om at installere repeatere i alle de fjern- og regionaltog i løbet af denne sommer. Samtidig vil DSB sende opgaven med at installere wifi i såvel fjern-, regional- og S-tog i udbud igen. Et udbudsgrundlag forventes godkendt i fjerde kvartal i år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Banedanmark skal opstille op mod 75 master langs banen. Præcist hvor er endnu ikke afgjort, men puljen på 100 mio. kr. til projektet er afsat på finanslovsforslaget, og ministeren har bedt Banedanmark om at gå i gang med det samme.

Læs også: Pendlerne syltet: Bedre internet i tog må vente

Illustration: Banedanmark.

Ifølge tidsplanen vil de første par antenner blive opstillet i første halvår af 2017, og ved årets udgang skal 15-20 antennepositioner mere være på plads. Herefter har parterne givet hinanden to år til at få de sidste master og resten af elektronikken på plads.

Desuden skal Sund & Bælt opgradere dækningen i selskabets tunneler.

9 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
9
19. september 2016 kl. 20:44

Jeg pendler dagligt Næstved-Valby med regionaltog (dobbeltdækkere) og kan bekræfte at det er nærmest umuligt at have forbindelse, selv mellem Høje Taastrup og Valby. Har benyttet flere forskellige telefoner, mobile bredbåndsløsninger i bærbare PC'ere samt tablets. Medrejsende oplever samme frustrationer.

7
15. september 2016 kl. 20:15

Jeg har aldrig haft problemer med signalet i et tog - og jeg har en iPhone.. ;)

6
15. september 2016 kl. 11:20

Problemet er nærmere at mobiler ikke kan få kontakt med masterne udenfor toget så de kan benytte deres datapakker.

5
15. september 2016 kl. 10:31

// Læs anden sætning i artiklen, så har du den tekniske begrundelse: "Problemet for passagererne er, at tog skærmer for mobilsignalet." //

Så er det jo netop repeatere der skal til. Jeg mener helt klart at tiden er løbet fra WiFi i toget og man i stedet for skulle sørge for et stabilt LTE-signal.

3
15. september 2016 kl. 09:20

Er det overhovedet muligt at købe et mobilabonnement uden datapakke inkluderet mere? Er det overhovedet en god ide at DSB skal investere næsten en millard i at give gratis data på turen - når 99% af alle rejsende alligevel har data i deres mobilabonnementer?

2
14. september 2016 kl. 23:42

Synes det her er lige lovligt ambitiøst. Giver DSB kun sig selv 3 år til at få sat routere op i nogle tog, efter de har arbejdet på det i 5 år. Hvad med at sige 2025? Så kan de passende også lige slække lidt yderligere til deres egne krav til hvornår et tog er rettidigt.

Man skulle nødigt sætte baren for højt i statsbanerne...

1
14. september 2016 kl. 21:28

Det er da vist ikke korrekt, monterede DSBFirst ikke repeatere i Øresundstogene, da de kørte?