Her er generne, der giver dig mangel på D-vitamin

Nogle folk bør skynde sig ud og suge de sparsomme solstråler ud af den lave vintersol. Folk med to helt særlige genvariationer er nemlig ekstra udsat for at lide af mangel på D-vitamin, der kan føre til en vifte af sygdomme som osteoporose, kræft, og hjerte-kar-sygdomme.

Sammenhængen mellem genvariationer og D-vitamin-mangel er blevet dokumenteret i en ph.d. af Janna (Ioanna) Nissen fra DTU Fødevareinstituttet, der har undersøgt forholdet mellem 25 genetiske variationer i syv forskellige gener og D-vitamin-niveau i blod.

Janna Nissen har gennemført flere studier og har blandt andet undersøgt niveauet af D-vitamin i blodet hos 756 personer i sensommeren, i slutningen af vinteren og efter seks måneders indtag af D-vitaminberiget brød og mælk, samt hos 92 deltagere efter UVB-bestråling.

Læs også: Myndigheder regner galt: Vi skal have 17 gange mere D-vitamin

Undersøgelsen viste en klar sammenhæng mellem lave niveauer af D-vitamin i blodet og forekomsten af genvariationerne CYP2R1 og GC, der styrer, hvordan vi omdanner D-vitaminer i leveren.

Sammenhængen passede i alle scenarier på nær i slutningen af vinteren, hvis personerne hverken fik D-vitaminberiget brød og mælk eller UVB-bestråling.

»Studiets resultater kan bruges til at identificere genetisk prædisponerede personer, som har en øget risiko for at have et lavere D-vitaminniveau. Det vil i fremtiden være muligt ved hjælp af en gentest,« siger Janna Nissen i en pressemeddelelse.

Læs mere om personlig medicin her

Tidlig død og D-vitaminmangel hænger sammen

Hovedparten af danskerne får om sommeren dækket behovet for D-vitamin fra sollys. Når huden rammes af sollysets UVB-stråler, bliver D-vitamin dannet. I vinterhalvåret er solens UVB-stråler ikke stærke nok til, at D-vitamin kan dannes i huden, og danskerne må derfor fra oktober til marts dække behovet for D-vitamin gennem indtag fra kosten og kosttilskud.

I øjeblikket anbefaler Sundhedsstyrelsen, at danskerne har mindst 50 nanomol D-vitamin i blodet pr. liter.

Tidligere dansk forskning har vist, at en person, der kun har 30 nanomol D-vitamin pr. liter, har en 40-procents forøget risiko for at dø af kræft i forhold til folk, der har det anbefalede niveau. Og en øget dødelighed på samlet set 30 procent.

Læs også: Stor dansk undersøgelse: For lidt D-vitamin øger dødeligheden

Om mangel på D-vitamin er årsagen til den øgede risiko for at dø er dog usikkert. Ifølge forskerne kan det være, at det lave D-vitaminniveau kan hænge sammen med bagvedliggende sygdomme.