Her er fakta om SAS' fly-anskaffelse
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Her er fakta om SAS' fly-anskaffelse

I dag foregår SAS’s langdistanceflyvninger med syv fly af typen Airbus A340-300 og fire eksemplarer af A330-300. Derudover har SAS lejet en yderligere A340 til idriftsættelse i efteråret 2013.

Nu lejer SAS otte nye A350-900 XWB-fly med option på yderligere seks fly af samme type. Der er tale om et teknologisk avanceret widebody langdistancefly med to motorer og to parallelle midtergange i kabinen. A350-900 vil blive leveret til SAS fra 2018.

Herudover køber SAS også fire Airbus-fly af typen A330-300 Enhanced. Også denne flytype er en langdistancemodel med to motorer og to parallelle midtergange i kabinen. Denne flytype er et ældre design end A350 og fløj første gang i kommerciel rutetrafik i 1994.

SAS opererer allerede fire A330-300 Enhanced. I forhold til de fly af denne type, som SAS allerede opererer, er der kommet nyt kabinedesign, brændstofforbruget er forbedret med et par procent og rækkevidden er forbedret.

Fordelen for SAS ved også at anskaffe de ældre A330-fly og ikke udelukkende købe A350’ere, er sandsynligvis, at indkøbsprisen på A330 er lavere, ligesom SAS hurtigere kan få fingrene i A330-flyene, fordi efterspørgslen ikke er så stor som på A350.

De nye Airbus-fly giver SAS langt bedre driftsøkonomi og dermed bedre indtjening på langdistance-ruterne, end SAS får fra de eksisterende A340-fly.

Airbus A350-900 har cirka 20 procent større passagerkapacitet end den nuværende A340/A330-flåde. Flytypen har også mere avanceret aerodynamik og er i højere grad produceret af letvægtsmaterialer. Flyet sikrer SAS op til 30 procent mindre brændstofforbrug pr. passagersæde. Støjniveauet er halveret i sammenligning med for eksempel A340.

A350-900 flytypen er fortsat ikke i kommerciel drift og har kun netop overstået sin jomfruflyvning. Den indtræder nu i et omfattende testforløb, der skal sikre flytypen sin sikkerhedsgodkendelse hos de europæiske flymyndigheder.

SAS har ingen planer om at skrotte sine eksisterende langdistancefly, hverken A340’erne eller A330’erne. Tværtimod renoverer SAS op til syv udvalgte A330- eller A340-fly og fornyr deres kabiner. Fornyelsen indebærer nye sæder i hele kabinen, inklusive fuldt horisontale sæder på Business Class. Hele kabinen får et nyt HD video-on-demand-underholdningssystem. Kabinefornyelserne forventes at være færdige i 2015.

Airbus A340-flyet er et langdistancefly med fire motorer og derfor ikke nær så energieffektivt som de nye langdistancefly, der kun har to motorer. A340-flyet er udgået af Airbus-produktionen og i fuld gang med at blive udfaset af flyproducenterne. Tyske Lufthansa er dog et eksempel på et stort flyselskab, som fortsat opererer med et større antal A340-fly.

Kilde: SAS

Emner : Fly
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jo, SAS har planer om at skrotte (nogen af) A340. Det vil ske fra 2015, når de nye A330 ankommer.

Og det er heller ikke rigtigt, at selskabets nuværende A330 er af versionen "Enhanced". Den kommer først i drift i 2015. Tilsyneladende med SAS som en af de første kunder.

  • 1
  • 0

"A340-flyet er udgået af Airbus-produktionen og i fuld gang med at blive udfaset af flyproducenterne."

Vrøvl. Maaske mener man luftfartsselskaberne? En flyproducent er en producent af fly.

  • 1
  • 0

Det stod andetsteds at flyene blandt andet er financeret af eksportkreditfonden, Så nu spæder skatte yderne til igen.

  • 0
  • 0

Jeg bliver altså forvirret, da nogle steder skrives der at de "lejer" flyene, hvorimod at SAS selv, og nogle tekst-tv sider skriver "køber". Hos Airbus skriver de "SAS has signed a Memorandum of Understanding (MoU) for eight A350 XWBs and four A330s", så hvad er det konkret SAS har gjort, købt eller lejet?

Mvh. Oliver

  • 1
  • 0

Ref. efter hukommelsen: SAS køber flyene, hvorefter de sælger dem tilbage til prodcenterne.........derefter leaser/lejer de dem tilbage af producenterne. Det er meget sandsynligt at den pågældende DR-medarbejder har fået noget galt i halsen...................jeg kan i hvert fald ikke gennemskue økonomien i den øvelse......................

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten