Udledningen stiger på kort sigt, og der er utilsigtede effekter i forhold til andre former for miljøpåvirkning.
Det handler i bund og grund om, at man får et incitament til at øge den økonomiske omsætning under henvisning til nogle gevinster på nogle lidt længere CO2-parametre, som man af ideologiske grunde aldrig har været parat til at tage alvorligt alligevel.
Vi skal ned på to ton CO2 pr. person om året. Vi er på 18!
Bilismen skal minimeres. Længere er den ikke. Vi kan ganske enkelt ikke vækste os ud af de problemer, som vores gigantiske overforbrug af livsbetingelser har skabt.
Dansk landbrug står i øjeblikket og mangler mellem 6 og 7 milliarder på grund af tørke og varme.
Det kan ikke siges, at den globale opvarmning som enkeltfaktor er årsagen til den værste tørke, som vi har set i 99 år. Men den globale opvarmning er et grundvilkår, som gør, at man kan sige med sikkerhed, at tørken ikke ville have været som den blev for uden, og at det er en forsmag på , hvad der kan blive normen i fremtiden.
Skovbrande, tyfoner, orkaner, tørke, folkevandringer (det eneste, som virkeligt trækker i det politiske system i øjeblikket, er truslen fra syd, menneskemasser, som kommer ind over vore grænser i flugt fra tørke, borgerkrig (til dels skabt af vort eget militær, Irakinvasion for olie, terrorbekæmpelse af organisationer, som vi har skabt i slutfirserne i kampen mod USSR i Afganistan)), forsvindende biodiversitet, osv. er prisen, som vi betaler for vores overforbrug her i den økonomisk højtflyvende del af verden.
De forpligtende sammenhænge sovses ind i ligegyldigt teknisk fnidder, der udelukkende er sat i verden for at skabe et falskt billede på viljen til at gøre noget ved et problem, der bare er for stort og for fundamentalt underminerende for selve den form for mening og rationalitet, som politik og økonomi styrer efter.
Der er ikke plads. Hum sig! Privatbilisme er en forbrydelse mod livets betingelser, sådan som den udfolder sig.
