Lundsgaard Vs. Gerdes

Det Etiske Råd: Uetisk at forbyde så stærkt Et klimavåben som CRISPR

I udtalelsen ‘GMO og etik i en ny tid’ fra Det Etiske Råd kalder I det uetisk ikke at udnytte mulighederne i Crispr, fordi det sætter menneskeheden i stand til at skabe ‘bedre’ planter i en tid med klimaforandringer og befolkningstilvækst. Men er det ikke et målet-helliger-midlet-argument, som samtidig flytter fokus væk fra de underliggende årsager til og løsninger på klimakrisen, f.eks. CO2-udledning, overbefolkning, madspild etc? 

Anne-Marie Gerdes, formand for Det Etiske Råd: »Genmodifi­kation kan ikke i sig selv løse de store udfordringer i forhold til klima og sult jf. FN’s verdensmål, men situationen er i dag så alvorlig, at alle redskaber bør undersøges for, om de vil kunne være en del af en større afhjælpningsindsats.

De nye teknikker kan også være forebyggende og skabe afgrøder, som lagrer mere CO2 i jorden og klarer sig med mindre gødning eller pløjning. Et andet forebyggende redskab kan være at se på vores fødevareforbrug. En stor kødproduktion skaber en høj udledning af drivhusgasser. Det Etiske Råd har derfor for nylig igangsat et projekt, som omhandler etiske problemstillinger i forbindelse med nye tiltag til fordel for en mere bæredygtig madkultur.«

Historien har talrige eksempler på teknologier, som først viste uheldige bivirkninger på længere sigt. Tag for eksempel fluorstoffer og asbest. Det er også en af årsagerne til, at EU har anlagt et forsigtighedsprincip mht. GMO’er. Er det ikke fornuftigt at bevare en streng regulering, især fordi gensplejsede planter vil reproducere sig selv i naturen og naturligt sprede sig – og har de utilsigtede effekter, så vil det være vanskeligt at gøre det om?

A-MG: »Det er Det Etiske Råds holdning, at lige ting bør bedømmes ens. Og en given ændring udført med Crispr er ikke mere risikabel end samme ændring udført med bestråling eller kemi, som tilmed kan resultere i flere utilsigtede mutationer.

Holdningen er ikke et udtryk for, at processerne, hvormed de nye plantesorter udvikles, ikke skal kontrolleres. Den taler derimod for, at der er behov for et ­omhyggeligt godkendelsessystem, som ikke behandler alle nye GMO’er som ­risikable og alle traditionelt udviklede sorter som ikke-risikable. For selvom der umiddelbart ikke er noget, som peger i den retning, kan det ikke afvises, at der med GMO’er, uanset med hvilken teknik de er skabt, vil være en risiko for eventuelle langtidseffekter ved spredning til naturen.«

Siden 1990’erne har man arbejdet med GMO, og her godt 30 år efter tyder intet på, at GMO øger udbyttet, reducerer brugen af ­pesticider, afhjælper klimaproblemer eller hungersnød. Hvorfor skulle det blive anderledes med Crispr?

A-MG: »Traditionelt er fokus for planteforædling rettet mod at kunne producere mere effektivt, og derfor arbejder man hovedsageligt på at skabe sorter, der giver højere eller bedre udbytte.

I den nuværende situation, hvor klimakrise og fødevaremangel er tydeligere, bliver formålet med planteforædlingen også at ­kunne producere afgrøder, der netop kan være med til at modvirke disse udfordringer.

Med Crispr-teknikken bliver det potentielt muligt at ­foretage ønskede genetiske ændringer hurtigere og mere præcist end med de konventionelle teknikker, som bygger på mere tilfældige mutatio­ner. Derfor har vi et håb om, at de nye teknikker vil kunne anvendes som ét redskab ud af flere nødven­dige til at afbøde de beskrevne udfordringer.«

I Danmark har der i over to årtier været – og er stadig – en klar modstand mod gensplejsede produkter i supermarkederne. Taler det ikke for, at vi bør lytte til befolkningen og forbyde GMO’er?

A-MG: »En del af modstanden mod GMO bygger på et argument om unaturlighed, og tit laves der en kobling til, at det derfor er forkert. Modstanden kan begrundes sådan, at naturen og det naturlige har en værdi, som gør, at mennesker ikke bør ændre på den.

Det er dog svært at få præcist fat på, hvorfor det er forkert at gøre ting, som kan forandre naturen, da mennesker hele tiden ændrer på naturen, f.eks. ved at behandle sygdomme, uden at dette ses som forkert.

Crispr er et værktøj, som findes i naturen i forvejen, og det nye er, at man målrettet kan anvende det i f.eks. planter. Derfor er det vanskeligt at se, at det kan opfattes som radikalt unaturligt, eller at det under kontrollerede forhold skulle kollidere med naturens egenværdi eller forværre effekterne af generelle menneskelige negative påvirk- ninger.«

Et af de typiske argumenter mod genteknologier er, at multinationale firmaer ender med at eje patenterne på afgrøderne – og at det vil gøre almindelige bønder afhængige af disse globale selskaber. Risikerer vi ikke at skabe nye sociale problemer ved at åbne op for brugen af genteknologier?

A-MG: »Dette argument retter ikke en kritik af genmodifikation i sig selv, men af de forhold der ­omgiver bestemte anvendelser af visse GMO’er. Det kan udgøre et problem, når argumentet bruges mod alle GMO’er, fordi en GMO sagtens kan være udviklet på et universitet og/eller være upatenteret.

Et problem, som derimod kan opstå i forhold til at få udviklet GMO’er med samfundsnyttige egenskaber i Europa, er imidlertid, at universiteter og mindre producenter ikke kan få godkendt deres planter til udsætning, fordi de ikke har råd til at gennemgå de omfattende sikkerhedsvurderinger, som EU-lovgivningen kræver. Så den nugældende lovgivning favoriserer de multinationale firmaer på bekostning af offentlige institutioner og små virksomheder.«

Hvordan ser du for dig en ­fremtidig GMO-regulering, der er til alles bedste?

A-MG: »Som det daværende flertal i rådet finder jeg, at der i dag findes en række eksempler på GMO’er, som viser lovende tegn på at kunne afbøde væsentlige klima- og sultproblemer. På den baggrund mener jeg, at der skal indføres et godkendelses­system, som ikke lægger særlige hindringer i vejen for GMO’er alene på grund af den teknologi, der er anvendt for at fremstille dem – såkaldte proceskrav. I stedet bør der lægges vægt på typen af egenskab, en ny sort er tilført, sådan at kravet om risikovurdering skal gælde sorter, som har øget sandsynlighed for at udgøre en risiko for menneskers helbred eller miljøet – altså produktkrav.

DN: »Vi stirrer os blinde på højteknologiske løsninger«

Lad os først få slået fast, hvor jeres grænse går. Et muligt udfald af diskussionerne i EU kunne være, at politikerne enes om brug af Crispr til mutagenese, altså hvor man blot slukker for gener. Men flere forskere presser på for også at bruge Crispr til cisgenese eller transgenese. Hvor går jeres grænse for brugen af Crispr og de produkter, teknologien kan skabe?

Rikke Lundsgaard, agronom og landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening (DN): »Vores holdning er, som du selv refererer i indledningen, at vi skal fokusere på produktet og ikke på teknologien. Det er muligt at tænke sig, at der på et tidspunkt kommer en plante eller en mikroorganisme skabt med udgangspunkt i Crispr, som vil være nyttig for menneskeheden.

Den teknik, hvor man ‘slukker’ for gener, skal mødes med mindre administrativt bøvl end ‘gammeldags’ GMO, hvor der indsættes gener plus ekstra arvemateriale, som vi ikke ved, hvordan vil arte sig i modtagerplanten. Under ingen omstændigheder mener vi, at cisgenese skal tillades. Men i DN ønsker vi ikke at være eller at fremstå som maskinstormere. Det er ikke teknologien, men det, den bliver brugt til, der er risikofyldt.«

Vi står midt i en tid med massiv overbefolkning og klimaforandringer, der øger behovet for klimaresistente planter. Hvis Crispr kan give os planter, der kan klare tørke, kræver mindre gødning og klarer sig uden sprøjtegifte, hvorfor så ikke tage imod muligheden, uagtet at der også er andre løsninger på klimakrisen som vi også bør tage i brug? Hvorfor ikke bruger alle de værktøjer vi kan, herunder Crispr?

RL: »Det er et meget ledende spørgs-mål, som insinuerer, at vi kun med hjælp fra genteknologien kan nå målet om at brødføde verdens befolkning. I flere årtier har vi fået lovning på, at GMO ville kunne udvirke mirakler i fødevareproduktionen: højere udbytter, resistens mod tørke, varme og saltindhold, færre pesticider, bedre næringsindhold. Desværre er det ikke gået sådan.

I DN mener vi, at vi hellere skulle bruge penge, energi og opfindsomhed på at høste de frugter, der ligger lige for. Vi skal dyrke mere mad direkte til mennesker og ikke lade mere end 80 procent af afgrøderne gå gennem dyrene først. Reducere madspild og sørge for ordentlige lagerfaciliteter i de lande, hvor fugt og utøj destruerer alt for meget mad. Vi stirrer os blinde på højteknologiske løsninger som Crispr, fordi der er penge og prestige i det. Mens der ikke er særlig meget prestige i lavteknologiske løsninger som ordentlig oplagring af korn.«

Hvis vi kigger på, hvad vi tillader i dag, så slår vi jo gener ud af planter på en ret ukontrolleret måde ved brug af kemikalier eller stråling - og fremskynder processen på en ret unaturlig måde. Hvorfor tillade det og samtidig sætte ind over for Crispr, der alt andet lige anses for et mere præcist værktøj med færre off-target-effekter?

RL: »I virkeligheden er risikoen ved Crispr og andre former for GMO, at det kræver store og mangeårige investeringer, som kun ganske få firmaer i verden kan være med i. Der er stor risiko for, at fremavl af planter og tilhørende kemi kommer til at være koncentreret hos mindre end en håndfuld firmaer, som på den måde får hånd- og halsret over verdens fødevareforsyning. De teknologier, du nævner, er helt klart også kritisable. Ligesom det er uholdbart at bruge pesticider i fødevareproduktionen. Men vi kan ikke bare lægge os fladt ned for GM-­teknikker, fordi andre teknologier allerede er her. Så skal vi hellere arbejde for et bæredygtigt fødevaresystem i fremtiden.«

Tilhængerne af Crispr fremfører, at 30 års forskning ikke har påvist, at GMO’er giver større risiko for naturen end traditionel forædling. Hvorfor så være bange for, at Crispr skulle gøre det – selv med transgenese?

RL: »Vi er ikke bange i Danmarks Naturfredningsforening. Vi er meget pragmatiske og ønsker at forholde os til det enkelte produkt, når det kommer. Vi må afveje, om det er noget, der har så store samfundsmæssige fordele, at vi skal tillade det. Eller om fordelen primært ligger hos dem, der har patentet.«