I perioden 1949 til 1989 udførte Sovjetunionen 456 atomprøvesprængninger i den Østkazakhstanske provins Semipalantisk, også kaldt STS-21. 116 atmosfæriske sprængninger og 340 underjordiske.
I en indtil nu hemmeligholdt rapport som New Scientist er kommet i besiddelse af, løftes sløret for, hvor store konsekvenser atomprøvesprængninger, der var særligt intense i 50'erne, har haft for den kazakhstanske provins.
Rapporten viser blandt andet, at en forskningsekspedition fra Moskva lagde låg på, hvor omfattende den radioaktive spredning og strålesyge i virkeligheden var.
Som atomprøvesprængningerne fortsatte, fulgte forskerne med i konsekvenserne uden at fortælle omverdenen eller de berørte om strålingsfaren.
Rapporten der er markeret ‘yderst hemmelig’, skitserer resultaterne af en radiologisk undersøgelse af Semipalantisk-provinsen.
New Scientist bemærker, at det er første gang, at man får indsigt i, hvor meget sovjetiske videnskabsmænd egentlig vidste om det menneskelige helbred ved atomare katastrofer, samt i hvilket omfang de dækkede over det.
I august 1956 blev den kazakhstanske industriby Ust-Kamenogorsk indhyllet i radioaktivt nedfald efter en prøvesprængning, hvilket sendte mere end 600 mennesker på hospitalet med strålesyge.
En måned efter at det radioaktive nedfald havde ramt byen, var doseringerne stadig 1,6 millirems/h, hvilket er 100 gange mere end, hvad forskerne fandt forsvarligt, og hvad der i øvrigt anbefales af den Internationale Kommision for Strålebeskyttelse.
Katastrofen bliver af New Scientist betegnet som fire gange værre end katastrofen i Tjernobyl, hvor 134 mennesker blev sendt på hospitalet.
I den følgende måned begav den sovjetiske forskergruppe sig af sted til en række mindre byer i området for at se, om strålingsfaren havde udbredt sig til flere områder. I rapporten står der, at strålingsfaren i de omkringliggende byer var sundhedsskadelig og mere alvorlig end i Ust-Kamenogorsk.
Et af resultaterne fra de videnskabelige ekspeditioner var etablering af et slags ‘apotek', hvis egentlige formål var at spore strålingen samt indsamle viden om, hvilke effekter stråling havde på folkesundheden.
‘Apoteket’ var kontrolleret af Moskva, og registret over berørte voksne og børn var flere hundrede tusinde.
Rapporterne fra ‘apoteket' blev ofte ført tilbage til Moskva, hvor de blev hemmeligholdt for offentligheden eller destrueret.
Den netop blotlagte rapport fra ekspeditionerne i 1956 og 1957 er en af de få rapporter, der undgik turen til Moskva.
I rapporten fremgår det, at der blev fundet betydelig radioaktiv forurening i jord, grøntsager og andre fødevarer i det østlige Kazakhstan.
Afføringsprøver fra folk på en gård syd for Ust-Kamanogorsk indeholdt desuden meget høje mængder af radioaktivitet.
Det fik ekspeditionen til at opfordre til, at man stoppede med at spise lokale fødevarer, og samtidig foreslog man Moskva at vente med de atomare tests, indtil bønderne havde høstet for på den måde at give fødevarerne ly for radioaktivt nedfald. En opfordring, der ikke blev reageret på.
Ifølge en kortlægning af de radioaktive ‘løbebaner', udarbejdet af Institut for Biofysik i Moskva i 2002, påvises det, at der i årene efter fulgte mange større tests.
Rapporten nedtoner samtidig strålingsfaren og påpeger, at ændringer i folks blod og nervesystemer ikke kun skyldes stråling, men i højere grad skyldes dårlig sanitet, en kedelig kost og forskellige sygdomme såsom tuberkulose og brucellose, der er en feberlignende sygdom.
I 1963 ophørte de atmosfæriske sprængninger.
I dag er en stor del af området sikkert at leve i, mens andre områder aldrig vil blive beboelige igen, skriver New Scientist.
