Helikopter-drone hjælper med at finde og redde bådflygtninge i Middelhavet

Weekendens kæntringer i Middelhavet, hvor omkring 900 flygtninge anslås at være druknet, viser, hvor vanskeligt det er at finde og hjælpe menneskene om bord på de synkefærdige både.

Redningsorganisationen MOAS, Migrant Offshore Aid Station, har dog fået en idé til, hvordan man hurtigere og nemmere kan komme flygtningene til hjælp. De bruger droner.

»Ofte har vi med små gummibåde at gøre, og de er vanskelige at finde med andre midler såsom radar. Derfor bruger vi droner til denne fase,« siger Christopher Catrambone, der grundlagde MOAS sammen med sin italienske kone, Regina Catrambone, til Forbes.

Dronerne er af typen Camcopter S-100 fra firmaet Schiebel og kan udstyres med en række sensorer, der kan spotte og undersøge både. De kan eksempelvis med deres infrarøde kameraer se, om der er mennesker om bord.

Brugen af droner betyder, at redningsskibet kan afdække et område på 2.330 kvadratkilometer på seks timer, hvor de via billederne kan være sikre på, at de ikke har overset nogen eller noget.

Du kan i videoen se, hvordan Camcopter S-100 fungerer.

MOAS skal samarbejde med Læger uden Grænser

MOAS består kun af ét skib, men formåede alligevel at redde 3.000 mænd og kvinder i løbet af 60 dage sidste år.

Fra maj til oktober i år skal skibet, som er støttet af fonde og donationer, samarbejde med Læger uden Grænser om at redde endnu flere bådflygtninge. Og med god grund.
UN Refugee Agency vurderer nemlig, at antallet af bådflygtningen vil stige i år. I januar var der sammenlignet med året før 60 pct. flere, som forsøgte at tage den farefulde færd over Middelhavet.

Derfor undrer det også direktøren for MOAS, at EU netop sidste år valgte at skrotte det succesfulde redningsprogram Mare Nostrum. Det udførte redningsaktioner i et område på næsten 70.000 kvadratkilometer og ifølge European Council on Refugees and Exiles reddede mere end 140.000 mennesker på ét år.

»Hver dag står vi op til nyheder om flere omkomne i Middelhavet. Reduktionen af Europas redningsaktioner har ikke afskrækket disse desperate indvandrere fra at risikere deres liv i disse farlige krydsninger. Det har kun ført til flere dødsfald,« siger Martin Xuereb, der er direktør for MOAS til Forbes.

I stedet for Mare Nostrum har EU-Kommissionen indsat Operation Triton, der får leveret udstyr fra EU’s medlemslande. Indtil videre har de ikke droner på udstyrslisten, men råder over fire fly, én helikopter og en række skibe og både til grænsekontrol. Det er da også grænsekontrol og ikke redningsaktioner, der er førsteprioritet i Operation Trition, som ikke opererer i internationalt farevand ligesom MOAS.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvad er mon årsagen til at denne fætter er udstyret med en wankel motor, og ikke en gasturbine (turbo shaft)?

Den anvendte AE50R præsterer - iflg wiki - 55 hp og vejer 27,8 kg - Det kan en gasturbine da gøre bedre(?)

  • 0
  • 0

6 timer og ca 2500 km2 afsøgt. Det svarer i store træk til et kvadrat udspændt af Aarhus og Kalundborg.

  • 0
  • 0

En væsentlig grund er nok at der ikke er mange 55 hp gasturbiner på markedet. Fly-gasturbiner er meget kostbare at udvikle, så udbuddet er begrænset, de mindste er på omkring 4-500 hp.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten