Havmølleteknikerens bedste ven er en faldblok

Et af de mest problematiske og farlige længdespring, man kan tænke sig, er når en vindmølle-servicetekniker skal hoppe over på en havvindmølles nederste stige fra en båd, der danser rundt på store bølgetoppe.

Dels kan teknikeren falde i vandet, dels kan han komme i klemme mellem båden og møllefundamentet.

»Belgiske havmøller står ofte i en havstrøm på op til ni knob (cirka 15 km/h, red.) og med tre til fem meter tidevandsforskel, og her kan være ret store bølger,« siger produktchef Bo Sander fra firmaet Cresto, som leverer faldsikringer til vindmølletårne.

Men havmølleteknikere vil gerne hjem til familien i hel stand efter hver arbejdsdag, så en eller anden form for sikkerhedsudstyr skal der til. Her kommer firmaet Cresto ind med en såkaldt faldsikringsblok - det vil sige en sikkerhedsline i en talje med en automatisk bremseanordning - med navnet Oscar.

Taljebremse afbryder faldet

Når båden nærmer sig vindmøllens fundament, hvor en stålstige er svejset på, rækker en assistent sig frem mod stigen med en lang stang og fanger en hjælpeline, som han trækker roligt over på båden. Ved hjælp af hjælpelinen trækker han den egentlige sikkerhedsline til sig, og denne line bliver fastgjort til en karabinhage på teknikerens klatreudstyr. Så er teknikeren klar til at forlade bådens forende gennem et hul i søgelænderet. Assistenten råber: »Klar!«, og når båden er på toppen af en bølge, træder teknikeren over på metalstigen på mølletårnet. Hvis uheldet er ude, og teknikeren glider på de våde trin, falder han ikke langt, før sikkerhedslinen og taljebremsen standser faldet.

»Alle de faldsikringsblokke, man kender, har en tilladt faldlængde på op til 1,70 meter. Men det betyder, at så kommer teknikeren til at hænge midt mellem bådens stævn og mølletårnet, og det er ikke et rart sted at hænge. Vores blok er udviklet sådan, at den normalt vil standse, inden han er faldet 15 cm, og allerhøjst 70 cm,« siger Bo Sander.

I princippet virker bremsen på samme måde som bremsen i en bils sikkerhedssele. Men i Crestos faldsikringsblok er der også en friktionsbremse, der skal hindre, at opbremsningen sker for voldsomt.

Cresto har indtil videre solgt knap 1.000 af disse faldsikringsblokke til havmølleparker i Belgien og England, men foreløbig ingen til danske mølleparker. Bo Sander mener, det manglende salg skyldes, at danske havmøller står i forholdsvis rolige havområder.

Stand L9108