»Havde jeg vidst, hvor rumfarten var i 2018, var jeg blevet skuffet«

Den nat drømte hun om at stå i Mission Control. Hun drømte om at være med i kontrolcentret, snakke med astronauterne, når de satte foden på Månen. Og kun få timer forinden havde hun set månelandingen hos et vennepar i Danmark. Indtrykket var så stærkt, at det blandede sig med hendes drømme.

Skæbnen ville, at hun ti år senere ankom til USA og begyndte en 30-årig karriere, der indebar et helt årti med arbejde i Mission Control, bl.a. som Flight Integration Manager. Hun blev kvinden med det overordnedes ansvar for de videnskabelige forsøg på rumfærgerne.

»Nakkehårene rejste sig på mig, første gang jeg trådte ind i Mission Control. Jeg havde en klar følelse af at have været her før. Min næste følelse var sjovt nok en forbavselse over, at der var meget mindre, end jeg huskede det fra tv og i mine drømme. Men Nasa-optagelser fra Mission Control bliver skudt i vidvinkel, så alt virker større,« fortæller Mariann Albjerg, der er den hidtil højstplacerede dansker i Nasa.

Docking-manøvre gjorde USA overlegne

Hun var 22 år, da hun så månelandingen. Dengang var hun netop uddannet kemoteknikker og arbejdede på Radiometer, hvor hun testede elektroder, men hendes hjerte bankede allerede for rumfart.

»Minderne flyder jo sammen i dag, for jeg har ligesom alle andre set billederne af flaget, fodaftrykket og opsendelsen så mange gange på tv og billeder. Men jeg kan tydeligt genkalde mig følelsen af, at alt nu var muligt for mennesket. Nu tog vi skridtet ud i rummet på en rejse, som jeg var sikker på ville bringe os videre mod Mars inden for få år,« siger Mariann Albjerg, der især bed mærke i tekniske detaljer under Apollo-missionerne.

En skelsættende begivenhed kalder hun sammenkoblingen af månelanderen og Apollos kommando­modul – ‘rendezvous and docking’, som hun henkastet siger og dermed afslører, at hun har levet et langt liv med Nasa-udtryk.

»Da amerikanerne demonstrerede, at de mestrede den teknologi, overtog de herredømmet i rummet fra russerne. Det var en meget kritisk manøvre med et hav af udregninger foretaget på regnestokke. Men de gjorde det. Jeg var fuld af beundring,« siger Mariann Albjerg.

Gejsten blegnede efter Apollo

Det var den fascination, der fik hende til at søge ind hos Nasa, da hun med sin daværende mand flyttede til USA, fordi han skulle arbejde i Haldor Topsøe. Det betød lift-off til en karriere, hvor hun var med i kontrolcentret, da rumfærgen Columbia lettede, sagde farvel til astronauterne på Challenger, der aldrig vendte hjem, og nåede at gå på pension, et år før rumfærgerne gik samme vej – på pension.

Hun har haft en fantastisk tid i Nasa, siger hun. Men havde nogen dengang i 1969 fortalt hende, hvordan rumfarten ville udvikle sig de næste 50 år, var hun blevet skuffet.

»Månelandingerne var jo højdepunktet. Efter dem faldt tempoet. Misforstå mig ikke. Skylab var jo spændende og mødet mellem Apollo og Soyuz, men gejsten blegnede. Rumfærgeprogrammet blev også forsinket, og vi kom jo aldrig længere væk end Månen,« siger Mariann Albjerg.

Månen er i fokus igen

»Ofte tænker jeg, at vi ville være meget længere i dag, hvis ikke politikerne blandede sig så meget i rumforskning. Men omvendt var det storpolitik, der bragte os til Månen,« siger hun, og tvivler ikke på, at vi kommer dertil igen:

»Månen er i fokus igen, især med planerne for rumstation Lunar Gateway, og da jeg spiste frokost med Andreas Mogensen, fortalte han mig også, at han træner til endnu en tur i rummet. Det bliver sikkert med opsendelse fra USA, og så kunne Månen blive hans næste mission,« siger Mariann Albjerg.

Hun ser også positivt på udmeldingerne fra præsident Donald Trump og bed mærke i, at han godkendte Nasas seneste budget, der indeholdt planerne for en månemission. Dermed genoplivede Trump udforskningen af Månen, som Barack Obama ellers lagde død i 2010.

Nye månerejser er en drøm, som Mariann Albjerg tror på går i opfyldelse snart. Og for hende er drømme og virkelighed aldrig langt væk, når det gælder rumfart:

»Hvis jeg skal til fest eller ud af huset om natten, tjekker jeg altid lige, hvor ISS (Den Internationale Rumstation) er på himlen. Så kigger jeg op og forestiller mig livet om bord.«