Havarikommission: Har vi gjort cockpits for sikre?

6 minutter og 35 sekunder. Så længe forsøgte den stadigt mere desperate førstepilot på Germanwings Flight 9525 at komme tilbage ind i cockpittet, hvor hans andenpilot var i gang med at styre flyet med 144 passagerer og fire øvrige besætningsmedlemmer direkte ned i de Franske Alper. Det viser den foreløbige rapport om styrtet fra den franske havarikommission, BEA.

Selv om hændelsesforløbets hovedtræk har været offentliggjort tidligere, er den præcise beskrivelse pinagtig læsning.

Læs også: Sådan virker cockpitdøren på en Airbus 320

En halv time efter afgangen fra Barcelona forlader førstepiloten cockpittet. Så snart han er ude af cockpittet, ændrer andenpiloten den ønskede flyvehøjde i flyets ‘flight control unit’ fra 38.000 til 100 fod – det laveste, der er mulig på en Airbus. Fire minutter senere forsøger førstepiloten første gang at komme tilbage til cockpittet ved at indtaste en kode på panelet, som udløser en et sekund lang lyd i cockpittet. Lyden betyder, at en person fra kabinen beder om adgang.

Cockpitdørene i alle passagerfly er blevet forstærket efter terrorangrebene 11. september 2001. I Airbus 320 er døren opbygget som en sandwichkonstruktion af præimprægnerede kulfiberplader med en kerne af et bikubeformet materiale. I bunden af døren er der en nødlem, som piloterne kan bruge til at komme ud af cockpittet, hvis døren ikke kan åbnes. På den indvendige side af døren er der tre slåer, som enten kan betjenes elektronisk eller via et håndtag på døren. Døren kan åbnes elektronisk via en adgangskontrol i cockpittet eller ved at indtaste en kode i et panel, der sidder på kabinesiden. Piloterne har dog altid mulighed for at låse døren. Flystyrtet i Alperne får nu de franske myndigheder til at sætte spørgsmålstegn ved, om det supersikre cockpit er en undervurderet risikofaktor. Illustration: Airbus/BEA

Men andenpiloten undlod at lukke ham ind med adgangskontrollen, der sidder i cockpittet. Adgangskontrollen har tre positioner: åben, normal, lås. For at åbne døren skal personen i cockpittet sætte adgangskontrollen til ‘åben’. Men det gør andenpiloten ikke. Derefter forsøger førstepiloten fire gange at ringe andenpiloten op via det interne kommunikationsystem, og da han ikke får svar, kan der høres kraftige slag på døren, som havarikommissionen tolker som førstepilotens forsøg på at bryde døren ned. Men det lykkes ikke. Alle ombordværende bliver dræbt i styrtet.

Læs også: Er tiden inde til at tage styrepinden fra piloterne?

Konklusionen i den foreløbige rapport er den samme, som havarikommissionen hele tiden har forfægtet: Andenpiloten var alene i cockpittet. Han valgte at sætte nedstigningen i gang, og trods førstepilotens umisforståelige ønske om at få adgang til cockpittet, åbnede andenpiloten ikke døren. Andenpiloten var i live lige til flyet ramte jorden.

Egentlig er der kun to nyheder i dagens rapport: Andenpiloten eksperimenterede allerede med at ændre højdeindstillingerne på vej mod Barcelona, da førstepiloten også på den strækning var ude af cockpittet i kort tid. Den anden nyhed er, at havarikommissionen vil sætte både procedurerne og teknikken omkring adgangen til cockpittet under spotlyset.

‘Kommissionen vil forsøge at forstå de kompromiser, der blev lavet mellem behovet for sikring, særligt de regler der blev lavet efter angrebene 11. september 2001, og flyvesikkerheden. I denne kontekst vil efterforskningen inkludere et fokus på låsesystemet for cockpitdøren og procedurerne for at få adgang til og forlade cockpittet,’ skriver havarikommissionen i rapporten.

Læs også: Havariundersøger undrer sig: Cockpitdør i Airbus kan åbnes på flere måder

Efter styrtet anbefalede de europæiske luftfartsmyndigheder flyselskaberne, at der altid bør være mindst to personer i cockpittet på passagerfly. Det har de fleste flyselskaber – og i hvert fald alle danske – lyttet til. Men reglen er blevet kritiseret af pilotorganisationer som værende en lappeløsning, der endda kan øge risikoen, fordi endnu flere personer får adgang til cockpittet.

»Det sender et signal om, at man ikke stoler på piloterne, og det er et skidt signal. Samtidig risikerer du at lukke præcis den person ind i cockpittet, som du ikke ønsker derind,« sagde flyinstruktør og tidligere Nasa-ingeniør John Croft således til flytidsskriftet Aviation Week.

Læs også: Leder: Massemordspilot fik indført meningsløs cockpitregel

Ud over cockpitreglerne vil havarikommissionen også undersøge flyselskabernes ansættelsesprocedurer og procedurerne om undersøgelsen af piloternes fysiske og psykiske helbred.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
  • Cockpitdøren kan aldrig låses indefra definitivt.
  • Passagerne bliver oplyst om at luftvåbenet har ordre til at skyde flyet ned såfremt der er en rimelig begrundet formodning om at flyet vil blive brugt til at forvolde stor skade på landjorden.
  • Passagerne bliver kraftigt opfordret til at gennemgå en 15 minutters instruktion i lufthavnen om hvordan 5-10-15 passagerer overmander eventuelle personer med onde hensigter.

Som situationen er i dag forsøger man at lave en balance imellem mistillid overfor de 200 andre passagerers hensigter og mistillid overfor piloternes hensigter. "Mit" system bygger på tillid til både medpassagerer og piloter. Dem der ikke grundlæggende har denne bør måske ikke befinde sig i en smal sardindåse sammen med 200 medmennesker. Og skulle der virkelig imod al forventning være en håndfuld som ikke lever op til tilliden, så har man tillid til at nok medpassagerer går til angreb på dem, med tasker, bakker, iPad og hvad der ellers er ved hånden, så luftvåbenet ikke behøver at gøre jobbet for dem.

  • 0
  • 11

Der skal bare lidt ændringer til.

Stewarden/stewardessen skal bruge en kode for at komme ind, denne skal kunne blokeres indefra.

Piloterne skal have en anden koden som IKKE kan blokeres og i tilfælde af overfald og piloten tvinges til at åbne skal han bare trykke en forkert kode så blokeres døren.

  • 1
  • 5

Respekteret hvis du kan give en fyldestgørende forklaring for jeg kan som almindelig borger ikke se fejlen.

Tilføjelse, piloten skal jo bruge koden hvis han skal ud af cockpittet af en eller anden grund så pirater kan overmande ham og tvinge ham til at åbne.

  • 2
  • 3

cockpittet skal være sikkert sted, men ikke et alt for sikkert sted.

  • 0
  • 3

Hvorfor skal det hele være så elektronisk ? Sæt en god lås i døren og giv hver pilot en nøgle, før de går ombord i flyet. Lavpraktisk men effektivt.

  • 1
  • 0

I en anden artikel var der tale om at kontrollen over flyet skulle kunne overtages af en ground station. Det samme kan man vel gøre med dørkontrollen, og lidt kommunikationsudstyr, således at et team på jorden kan afgøre, om de vil åbne døren.

  • 3
  • 1

Er det grundlæggende problem ikke at piloterne kan være nød til at forlade cockpittet? Så er løsningen måske bare at sørge for det ikke er nødvendigt for dem på noget tidspunkt, og installere et toilet direkte i cockpittet.

  • 2
  • 1

Men der kan være masser af andre grunde til at piloten kan være nødt til at forlade cockpittet,

Nu ved jeg ikke om disse andre grunde er meget tvingende og hvor tit de optræder, men hvis det nu er sådan at det i 99% af de tilfælde, hvor piloterne i dag kommer i passagerkabinen handler om toiletbesøg, ja så kunne man altså borteliminere en væsentlig del af risikoen for selvmordspiloter, hvis man netop havde et lille tisserum for sig selv!

John Larsson

  • 0
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten