Hård dyst om kabel-bredbånd mellem Stofa og TDC
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Hård dyst om kabel-bredbånd mellem Stofa og TDC

Telia Stofa har netop rundet 100.000 kabelinternet kunder og hapser dermed landets største, TDC Kabel tv, med 110.000 internetkunder, i haserne. Set i forhold til det samlede antal kabel-tv kunder er Stofa dog størst.

Hver 6. af Telia Stofas kabel-tv kunder har også bredbåndsinternet med kabelmodem. Hos TDC er det under hver 9. kunde, der udnytter antennekablet til at få bredbåndsinternet med.

»Årsagen til, at Stofa har relativt flere bredbåndskunder, er, at Stofa var væsentligt tidligere i gang med at ombygge deres kabel-tv anlæg til returvej og dermed bredbånd. Til gengæld har vi et større potentiale, fordi vi har flere kabel tv-kunder, og det går meget godt for vores forretning med en stor vækst af internetkunder,« siger salgs- og servicedirektør Erik Andersen, TDC Kabel tv.

Stofa først med kabelmodem i 1996

Stofa fik den første bredbåndskunde med kabelmodem allerede i 1996. Det var i Næstved. TDC kom først til i efteråret 2000.

»Det er formentlig også årsagen til, at vi er relativt længst i dag. Vi har dog det forhold, at vores net er bygget op med partnere, så det kræver forhandling og aftaler med antenneforeninger, før vi ombygger,« siger teknisk direktør Kaj Skov, Telia Stofa.

Årsagen til, at TDC først tilbød bredbånd via kabel-tv-nettet i efteråret 2000 var bøvl med regnskabssystemet. Det blokerede den tekniske udvikling.

Hver sine geografiske bastioner

Telia Stofa har 600.000 kabel-tv kunder og er stærk i Århus, Aalborg, Horsens, Kolding, Næstved og Slagelse, mens TDC Kabel tv har 915.000 og især har sat sig på Københavnsområdet og Nordsjælland.

Cirka 360.000 af TDC-kunderne har i dag mulighed for også at få bredbånd, men det er altså langt fra alle, der udnytter den muligheden. Tallet er nogenlunde det samme hos Stofa.

TDC Kabel tv ombygger dog nettet således, at 150-200.000 flere kunder hvert år kan få bredbåndsinternet ud af deres kabel-tv antenne. Stofas videre ombygning går ifølge Kaj Skov meget langsomt.

Internet kræver kostbar returkanal

Den tekniske ombygning består kort sagt i at ændre på forstærkere og linjeanlægget, så de kan håndtere to-vejs kommunikationen til Internet. Tv- og radiosignaler er en envejs-kommunikation.

»Det er ressourcekrævende i tid og mandskab at bygge nettet om til bredbånd. Den samlede opgradering vil koste flere hundrede millioner kroner. Desuden kan vi ikke umiddelbart bygge alle net om til returvejssystem, fordi vi ikke ejer hele kabeltv-nettet. Mange bolig- og andelsforeninger ejer den sidste del af nettet ud til forbrugerne,« siger Erik Andersen.

Moderne kabel-modems kan i dag håndtere netforbindelser med en kapacitet på i hvert fald 8 Mb/sek. I dag er TDCs mest muskuløse internetprodukt dog en 4 Mb/s-forbindelse.

TDC er lidt billigere end Telia Stofe. Hos TDC koster en 512 kb/s forbindelse 339 kroner om måneden, mens en tilsvarende hos Stofa koster 425 kroner. 256 kb/s-forbindelsen er 60 kroner billigere om måneden hos TDC. Endelig har det store teleselskab en særlig favorabel 64 kb/s forbindelse til 149 kroner om måneden.

»Det produkt er meget attraktivt for dem, der ikke har det store behov. Det er "lightbrugerne", der tjekker deres e-mail og læser lidt på nettet om f.eks. at gå i teatret,« siger Erik Andersen.

Kaj Skov kan ikke lige svare på, hvorfor Telis Stofa er dyrere på flatrate produkterne.

»Det er et godt spørgsmål,« siger han. Til gengæld fremhæver han Stofas såkaldte Flexrate produkt, hvor kunderne betaler efter forbrug af internet og dermed kan komme helt ned på en månedspris på 50 kroner, som er minimumsafgiften, eller maksimalt 300 kroner.

»Det er produktet, vi stiler mod Hr. og fru Danmark. Den gennemsnitlige månedspris for forbrugeren er her så lavt, at det sagtens kan konkurrere med TDCs priser,« siger Kaj Skov.