værd at vide

Har Nasa ikke styr på sine beregninger af asteroidestørrelser?

Neowise detekterer near-earth-objects (NEO) som asteroider. En uafhængig forsker angriber dog analysen af data og mener, at usikkerheden på bestemmelsen af asteroidernes størrelse er meget større, end Neowise-teamet angiver. Illustration: Nasa

Nasa har en mission, Neowise, der specielt sigter mod at finde små objekter i rummet, hvoraf nogle kan være på kollisionskurs med Jorden.

Neowise har fundet langt over halvandet hundrede tusinde asteroider, men nu kommer en outsider med en kritik af, at de størrelser, som er bestemt, ikke står til troende.

Outsideren er Nathan Myhrvold, der i sine unge dage arbejdede sammen med Stephen Hawking. Siden blev han Chief Technology Officer for Microsoft, hvorefter han startede sin egen virksomhed, der opkøbte en enorm patentportefølje, og hvor han tjente en hulens masse penge.

I dag interesserer han sig for en lang række emner herunder madlavning og opskriften på det perfekte brød, som jeg tidligere har skrevet om.

Læs også: Ny bog går tæt på videnskaben om det gode brød

Men asteroider er også på hans interesseliste, og gennem flere år har Nathan Myhrvold været utilfreds med den måde, hvorpå Neowise beregner deres størrelse.

Nu har han uddybet sin kritik i en stor videnskabelig artikel, som har gennemgået den sædvanlige peer review process, i tidskriftet Icarus – opkaldt efter den græske sagnfigur, som vi på dansk kalder Ikaros.

For ikke-eksperter kan det umiddelbart være svært at vurdere, om kritikken er berettiget, men Myhrvold kritiserer bl.a. Neowise for at bruge mange forskellige modeller, som ikke alle er forklaret eller defineret, for at kurvefitting til data er af lav kvalitet og for at analysens forudsætninger er inkonsistente med hinanden.

Han kommer derfor frem til, at usikkerheden på størrelsen af asteroiderne er op til 2,5 gange større end angivet. Og det er sådan set vigtigt, når man skal vurdere, hvilke asteroider, der kan være en risiko.

Myhrvold konkluderer derfor, at der udestår meget i dataanalysen, før den kan bruges inden for asteroidevidenskab.

Neowise-forskerne har hidtil haft en afvisende og måske lidt tilbagelænet holdning til Myhrvolds kritik, men mon ikke artiklen i Icarus tvinger forskerne længere frem på banen.

Om der så kan opnås en enighed om, hvad der er op og ned i denne sag, må vi se. Men jeg synes Myhrvold skal have anerkendelse for at tage emnet op.

Det er altid godt, når forskning på seriøs vis bliver gået grundigt efter i sømmene. Det sker i virkeligheden nok for sjældent.

Fremskridt for laser-fusion

For nogle år siden skrev jeg en del artikler om de forgæves bestræbelser ved kæmpelaseren National Ignition Facility (NIF) i Californien på at opnå mere energi ved laserfusion end den energi, man bruger til processen. Det som fagfolk betegner ignition.

Ved laserfusion bruger man energi fra meget kortvarige, meget intense laserpulser til at sammenpresse en lille pille med brintisotoperne deuterium og tritium, som dermed fusionerer og frigiver energi.

Læs også: Ny rapport: Amerikansk kæmpelaser er næppe vejen til fusionsenergi

Til venstre ses kapslen kaldet et hohlraum, der belyses med laserenergi. I midten ses den lille pille i midten af hohlraum'et. Til højre ses effekten fra laserpulsen som funktion af tiden. Det er kombination af materialer i hohlraum'et, opbygningen af pillen og laserpulsen, der skal sikre en rumligt meget ensartet implosion af pillen, så tryk og temperaturer bliver så høje, at deuterium og tritium fusionerer. Illustration: Lawrence Livermore National Lab./PRL

Hovedformålet med NIF er at udføre eksperimenter, der skal overbevise det amerikanske militær om, at deres gamle kernevåben stadig er fuldt funktionsdygtige, men en del af eksperimenterne er reserveret til civil forskning som bl.a. laserfusion.

I en ny artikel i Physical Review Letters rapporterer forskerne om den seneste udvikling inden for laserfuson. Ignition er stadig ikke opnået, men der er sket fremskridt.

Det er lykkedes mere end at fordoble de hidtidige rekorder for antal neutroner og energi dannet ved fusionsprocessen til henholdsvis 1,9 x 10^19 og 54 kilojoule. Selv om yderligere forbedringer kan forventes i fremtiden, er det dog stadig usikkert, om NIF vil kunne opnå ignition, som dets navn stiller i udsigt.

Det er slet ikke noget, som NIF-forskerne bag den nye artikel selv vil spekulere i, siger de. Men det er da rart med en positiv nyhed fra NIF, og forskningsresultatet høster generelt anerkendelse blandt andre fusionseksperter. Der skal også lyde et tillykke herfra.

Intergalaktisk opdagelse

Det helt store problem for astrofysikere er at forklare, hvad de 95 pct. af universet, som går under betegnelser som mørkt stof og mørk energi, egentlig dækker over. Men de resterende 5 pct. helt almindeligt stof, som vi kender så godt fra hverdagen, har nu også vist sig svære at få styr på.

I modsætning til, hvad mange sikkert tror, så findes kun en meget lille del heraf som stjerner. Meget er spredt ud som gasser i galakserne og mellem disse. Men der har hidtil været et underskud på omkring 40 pct., når alle de kendte former for såkaldt baryonisk stof er gjort op.

Kun ca. 5 pct. af den samlede masse og energi i universet er almindeligt stof, som vi kender det i form af protoner, neutroner, elektroner osv., hvoraf kun en lille del er samlet i stjerner, planeter osv. Gennem mange år var det svært at redegøre for, hvor alt det 'almindelige stof' fandtes i universet, men ESA's XMM-Newtons rumobservatorium har nu vist, at 40 pct. findes som en varm, diffus intergalaktisk gas. Dermed går regnestykket op. Illustration: ESA

I Nature redegør en international forskergruppe nu for, at de har fundet de manglende 40 pct. som en varm gas i det intergalaktiske rum.

Opdagelsen var som sådan ikke overraskende, for det var, hvad teoretikerne formodede var tilfældet. Det interessante er årsagen til, at det har været så svært at detektere det manglende stof.

Den simple forklaring er naturligvis, at signalet, der kan fortælle om materialet, er meget svagt. Kun fordi XMM-Newton med sin røntgenstrålingsdetektor gennem 18 dage observerede en kvasar mere end 4 milliarder lysår borte, kunne man finde signaturen af det signal, som viser tilstedeværelsen af den meget varme gas med temperaturer i runde tal omkring en million kelvin.

Det er den længste observationstid, man nogensinde har foretaget af røntgenstrålingen fra en enkelt kilde.

ESA's kommende mission Athena, der er planlagt til opsendelse i 2028, og en mulig mission foreslået af kineserne under betegnelsen Hot Universe Baryon Surveyor vil have mere følsomme instrumenter end XMM-Newton og kunne give en detaljeret kortlægning af alle de manglende baryoner i universet.

Så mangler vi bare at få løst mystikken om det mørke stof og den mørke energi. Til trods for intensiv forskning og observationer, er vi faktisk ikke blevet meget klogere inden for dette område de senere år.

Her er virkelig noget, der er Værd at Vide.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

meget interessant at de manglende baryoner nu måske er fundet, det er vel godt nyt for vores standardmodel. 10^6 Kelvin lyder jo vildt, men da der er så få partikler i det intergalaktiske rum, er det nok ikke noget man 'brænder sig på'.

Jeg kunne godt tænke mig en uddybning på, hvad dette egentlig dækker over? Er det brint kerner med en kinetisk energi i området= Boltzmanns konstant * 10^6 ? 8,6*10^-5 eV/K * 10^6 K = 86 V så det svarer til at accelerere en brintkerne over en spænding på 86 V.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten