Har bidraget til at opklare flere ulykker: Myndigheder anbefaler flight recordere til små helikoptere
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Har bidraget til at opklare flere ulykker: Myndigheder anbefaler flight recordere til små helikoptere

Vision 1000 installeret i cockpit-taget på en let helikopter. Illustration: Appareo

Flight recordere har gang på gang vist sig at være helt essentielle i arbejdet med at forstå en flyulykke og i næste omgang bidrage til at forebygge, at det samme sker igen.

Teknologien bidrager som regel med meget værdifuld information til havariinspektørerne, når de undersøger ulykker. Men i de små helikoptere er der foreløbig ikke noget krav om at montere udstyr af den slags.

Kun en anbefaling

Nu ser der ud til at ske lidt i sagen: Lette, billige flight recordere bør monteres også i små helikoptere, mener de europæiske luftfartsmyndigheder (Easa).

Det er i en såkaldt ‘Safety Information Bulletin’ den 19. november, at Easa går ud med denne anbefaling.

»Selv om der ikke er krav til flight recordere på alle små helikoptere, ser vi, at denne type udstyr kan bidrage til sikkerhedsforbedringer,« skriver Easa.

De anbefaler også alle europæiske ejere og operatører af lette helikoptere at installere sådanne enkle flight recordere. Det er altså ikke et krav. Easa anser på det nuværende tidspunkt, at sikkerhedsbekymringen ikke tilsiger, at der er opstået en såkaldt ‘unsafe condition’, som ville have krævet et ‘Airworthiness Directive’ (AD).

I dag er det sådan, at kun helikoptere med en maksimal afgangsvægt (MTOW) over 3.175 kg er pålagt at flyve med flight data recorder og cockpit voice recorder (FDR/CVR), hvis de bruges til kommerciel transport eller er produceret efter 1. januar 2016.

Helikoptere med turbinemotorer og MTOW mellem 2.250 og 3.175 kg, som bruges kommercielt, kommer til at få det samme krav fra 5. september 2022.

»Selv om en helikopter ikke falder ind under nogen af disse kategorier, er det virkelig værd at vurdere en sådan installation,« understregede Easa i en gennemgang af teknologien tidligere i år.

Her påpeges det, at der findes enkle flight recordere, som vejer under 1 kg og koster fra i omegnen af tusind til 8.000 euro.

Kombineret CVR/FDR-enhed placeret til venstre inde i en norsk AW101-helikopter. Dette er altså en flight recorder af den traditionelle og solide type. Illustration: Eirik Helland Urke

Har bidraget til undersøgelser

Et eksempel på en sådan letvægtsregistrator er Appareo Vision 1000. Der har været nogle helikopterulykker i Norge i nyere tid, hvor denne har været vigtig i undersøgelsen efterfølgende, men det er også et friskt eksempel på den svaghed, denne og andre enkle flight recordere har.

De registrerer færre parametre og har desuden ikke den samme brand- og nedstyrtningsbeskyttelse som de større flight data recordere og cockpit voice recorder, som er påkrævet i passagerfly og tungere helikoptere.

Ikke desto mindre: Den norske havarikommission (SHT) har haft god nytte af information fra en Vision 1000, senest i undersøgelsen af ulykken, da et AS350 B3 styrtede i Bergen havn 10. maj 2017. Denne ulykke skyldtes en presenning, som havnede i hovedrotoren, kombineret med en uerfaren pilot, og her blev det blandt andet påvist, at registratoren fortsatte videooptagelserne selv under vand.

Hvad angår dette udstyr, er det monteret oppe i loftet på cockpittet og optager fremad, således at det kan få både instrumenter og udsigten ud af forruden med. På netop dette område giver denne enhed faktisk mere information end traditionelle flight recordere. Ud over lyd og billede lagres GPS-data (fart, position og højde) og helikopterens stilling i alle vinkler.

Flight recorderen på Mi-8AMT-helikopteren fik en fuldtræffer af hovedrotoren, og dataene kunne ikke downloades efter ulykken. Illustration: SHT

I 2014 havarerede en fabriksny H125-helikopter på Hjerkinn i Norge. Den direkte årsag var tab af motorkraft, formentlig fordi brændstoftilførslen blev blokeret. Her blev optagelserne fra recorderen brugt til at afkræfte, at piloten gjorde noget, som kunne have lukket for brændstoftilførslen.

Også H125-helikopteren, som havarerede i Alta 31. august, var udstyret med en Vision 1000. Men her blev enheden så skadet i branden, som opstod efter styrtet, at den franske havarikommission, BEA, ikke kunne hente dataene ud.

Så skal det også nævnes, at det heller ikke altid er muligt at læse de traditionelle og mere solide CVR/FDR’er efter en ulykke. Et nyere eksempel på det er, at flight recorderen om bord på den russiske Mi-8AMT-helikopter, som styrtede i havet ud for Barentsburg 26. oktober 2017, blev smadret af hovedrotoren. FDR-enheden på disse helikoptere er placeret udvendigt, langt tilbage på halen.

Artiklen er fra tu.no.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten