Hans metronom var defekt: Ny formel nedjusterer Beethovens vanvittige tempo
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Hans metronom var defekt: Ny formel nedjusterer Beethovens vanvittige tempo

Skal musikere spille Beethovens kompositioner så vanvittigt hurtigt, som mesteren selv indikerede? Eller skal de se stort på hans tempo?

Det har udøvende musikere, dirigenter og musikhistorikere diskuteret gennem mere end et halvt århundrede. Fokus har været rettet mod en formodning om, at Beethovens metronom var i stykker.

Nu har to svenskere og to amerikanere anført af Sture Forsén, professor emeritus i fysisk kemi ved Lunds Universitet, besluttet at se på den formodning med deres udgangspunkt som videnskabsfolk, ingeniører og matematikere.

Opfindelsen af metronomen hænger tidsmæssigt sammen med det, som musikhistorikerne kalder Beethovens sene periode, der varede fra 1815 til hans død i 1827.

Beethoven var hurtigt ude

Det var hollænderen Dietrech N. Winkel, som i 1812 opfandt et pendul, der kunne slå en støt takt. Han tog dog ikke patent, så det var tyskeren Johann N. Mälzel, der i 1816 begyndte at producere metronomer i Paris. Mälzel var bekendt af Beethoven, der straks tog opfindelsen i brug.

Ved at angive metronomtallet i sine kompositioner kunne Beethoven nemlig præcist angive det tempo, han mente, musikken skulle spilles i – i stedet for at bruge traditionelle italienske betegnelser som prestissimo og adagio eller tilsvarende tyske angivelser, som uanset sprog er mere flydende og upræcise end metronomtal.

Beethoven brugte bl.a. metronomtal i Hammerklaversonaten, der blev komponeret i 1817-1818, og den storslåede niende symfoni, der blev færdiggjort i 1824. De blev begge komponeret, da Beethoven var totalt døv.

Nutidens musikere ignorerer Beethovens tempo

Musikerne ser dog i dag helt bort fra Beethovens angivelser, for som den tyske pianist og komponist Wilhelm Kempff forklarede i forbindelse med en indspilning af Hammerklaversonaten for Deutsche Grammophon i 1965:

»Den fejlagtige metronomangivelse kan let føre til, at denne kongelige musik blive frarøvet sin majestætiske udstråling ... Beethoven var fuldstændig døv, da han skrev denne komposition og havde mistet kontakten med verdens faktiske lyde.«

Den østrigske pianist og komponist Peter Stadlen brugte flere år på at studere Beethovens metronomangivelser. I artiklen ‘Beethoven and the metronome’ i tidsskriftet Music & Letters i 1967 anførte han, at 36 ud af 135 væsentlige metronomangivelser hos Beethoven er absurd hurtige og sandsynligvis forkerte.

Stadlen mente, en defekt metronom kunne være årsagen, og det lykkedes ham faktisk at finde Beethovens metronom. Den tunge vægt var dog forsvundet, så det er umuligt at vide, om den fungerede korrekt.

Matematisk analyse

Alligevel finder det svensk-amerikanske hold det interessant, om hypotesen om en fejlbehæftet metronom kan forklare det hurtige tempo.

I artiklen ‘Was something wrong with Beethoven’s metronome?’ i Notices of the American Mathematical Society beregner de et udtryk for pendulets svingning som funktion af massen af de to vægte og deres afstande – og dermed også for det ønskede tempo i slag pr. minut.

I Mälzel-metronomen er det kun den øvre del af metronomstangen med den lille justerbare masse, der kan ses. Placeringen af den tunge vægt er skjult. Hvis denne er forskubbet f.eks. fra en korrekt position på 6 cm til 4 cm, så vil det antal slag pr. minut, som man aflæser på skalaen være højere end den faktiske takt. I det aktuelle tilfælde kan et reelt tempo på 110 blive til 138.

Ifølge Stadlen har Beethoven ikke bemærket, at der var noget usædvanligt, da han ikke var fortrolig med omregning fra metronomtal til tempomarkeringer for halvnoder og kvartnoder. Mesteren har altså ikke ønsket et ‘absurd hurtigt’ tempo, men blot aflæst metronomens forkerte værdi.

Da Beethovens metronom som nævnt ikke længere findes intakt, må de fire naturvidenskabseksperter dog nøjes med at konkludere, at deres scenario ‘giver en mulig forklaring på Beethovens hurtigt tempo-problem, hvis der i virkeligheden findes en.’

For en anden nærliggende forklaring er jo, at metronomen ikke var i stykker, og musikken rent faktisk skal spilles sindssygt hurtigt.

Den amerikanske musikkritiker John Pitcher gør opmærksom på, at der generelt er tendens til, at klassisk musik i dag bliver spillet langsommere end tidligere – et forhold, som Harold C. Schonberg understregede allerede i 1981 i sin bog ‘Facing the Music’ efter gennemlytning af indspilninger fra hele det 20. århundrede.

Da Beethoven i 1818 havde skrevet Hammerklaversonaten, som er anerkendt som et af de sværeste klaverstykker at spille, erklærede han, at den ville holde pianister fuldt beskæftiget i de næste 50 år. Og der skulle da også gå 18 år, før Franz Liszt som den første knækkede nøden ved en offentlig opførelse i 1836.

Men derfor er der ikke nødvendigvis noget forkert i at spille Beethovens musik langsommere i dag end angivelserne, mener John Pitcher, der retorisk spørger:

»Enhver generation har ret til sin egen musik. Bør den ikke også have ret til sit eget tempo?«

Emner : Matematik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg synes noget af det bedste er "Fröjde schöner Götterfunken ". (Nu er jeg ikke fra et hjem med klaver).

Men: Det er vide min speciallæge usandsynligt, at man bliver helt døv, som regel er der en hørerest. Og døve mennesker kan om ikke andet mærke vibrationerne fra musikken.

Om Beethovens metronom "gik forkert" mener jeg derimod er noget tvivlsomt, musikere har som regel en god fornemmelse for takt, rytme og melodi.

Mvh
Tine- der på en skole havde Bach som ringesignal. Nogen gange gik der kuk i elektronikken- så Da DA da DAAA-BAaarummm - kom ud meget mystisk og sjovt ;-)

  • 0
  • 0

Freude (som det retteligen hedder), schöner Götterfunken er en del af 4. sats i Beethovens 9. symfoni. Teksten er et digt af Schiller.

  • 0
  • 0

Det er ved at være meget længe siden, jeg havde tysk. Og jeg syntes også, det så forkert ud.
Mvh
Tine- der egentlig gerne vil være lige så god til at læse tysk og fransk, som jeg læser engelsk. At tale det- er noget andet!

  • 0
  • 0

Det er en absurd teori, at Beethoven ikke skulle have kunnet fornemme tempoet, som han selv komponerede til og spillede i, og som han så og følte andre spillede i, samt at ingen har nævnt det for ham, hvis hans musik var hurtigere end sædvanligt.

  • 1
  • 1

Han kunne jo sagtens have skrevet det i et 'rigtigt' tempo og med brug af metronemens taktslag. Men aflæsningen på metronomen kunne være forkert pga fejl.

  • 2
  • 0

Som der står i artiklen er det jo netop det. Det er tallet der er forkert ikke tempoet. Og hvis brugen af metronom var forholdsvis ny, er det ikke sikkert at samtidige har forklaret ham, at hans metronom var i stykker.

  • 2
  • 0

Schonbergs tese er ny for mig - man plejer ellers at sige et tempoet er steget gennem tiden, det er i hvert fald det jeg har hørt. Prøvede en hurtig tur med Google uden lige at finde noget - stadig lidt skeptisk, det forekommer mig at der er nogle mulige fejlkilder til en konklusion om langsommere tempo.

I øvrigt var Kempff en gudsbenådet Beethoven-fortolker.

  • 0
  • 0

Jeg må indrømme at som amatørnusiker, så er den blotte tanke om 1/2-noder i 138 slag med 1/8-noder absurd.
Du skal sådan ca. håndtere 10 noder/sekund. ... ARGH!

Så bare i det lys virker teorien langt mindre absurd.

  • 1
  • 0

Du har ret. Tempoet er steget generelt. Ligesom kammertonen. Men det artiklen beskriver, er jo at der muligvis har været en fejl i maskinen. Jeg vil indrømme at en halvnode= 138 er meget hurtigt, men måske kan vi gætte fejlen, ved at tage et gennemsnit af samtlige indspilninger. Og så finde måden at spille Beethoven på i dag (og siden grammofonpladen blev introduceret). Det er dog ikke så stort et gab, der er siden Beethoven døde og grammofonen blev opfundet. Smag og behag i musik har ikke ændret sig i rigtig vild retning i den periode...

  • 0
  • 0

Metronomangivelser er sjældent problematiske for den musikalske, han vælger hvad han kan stå inde for musisk.
Selv om Beethoven dyrkede det klavervirtuose og skrev presto for klaver, er det først efter hans tid at man for alvor taler om at spille det "umulige". Det er med Chopins etuder/Liszt etuder m.v. at Beethovens virtuoseri forekommer beskedent, og samtidig lægger disse romantikere alen af storhed til musikken efter 1830 - i et omfang der ville have chokeret Beethoven.

For enhver beskeden musiker er tempo et kildent spørgsmål - en violinist i Wien klager til Beethoven over at hans violinstemmer er for svære, Beethoven: "Hvad rager Deres elendige violin mig".

  • 1
  • 0

Historiske indspilninger af f.eks. Rachmaninoff og Arthur Schnabel modbeviser at tempoet er blevet langsommere.

Derimod ser man ofte at folk der ikke synger med rent fysisk bliver hurtigere i deres tempi.
Når man blot lægger musikken ind i hjernen - hører den derinde - bliver den hurtigere.

I følge mange sammenligninger af indspilninger er Furtwängler den musiker der har bedst styr på tempoet.
Jeg er helt enig.

Men i øvrigt er tempo ret ligegyldigt.
Det handler mere om at udtrykket og sjælen i musikken er i harmoni med tempoet.

Jeg mindes en anmeldelse af to danske organister der havde indspillet Buxtehudes (om jeg husker ret) orgelværker.
Anmelderen undrede sig: Den ene organist spillede værkerne betydelig hurtigere end den anden. Men det føltes som om det varede meget længere (= var kedeligere).

I koncerter hører man ofte folk spille musikken så hurtigt som muligt bare for at imponere publikum. Og det virker ofte glimrende.
Ingen sjæl, men tempo, tempo.

Nå, men bortset fra det har den hørende brug for at høre det - han har brug for.
Den hørende vil bedst kunne lide det som spejler vedkommendes sindsstemning.

Så har du travlt hører du noget andet end når du skal sove.
Der findes ikke ét tempo der er "det rigtige" - udover det tempo du spiller i netop nu - det er det rigtige for dig - netop nu.

  • 0
  • 0

I disse tider, hvor i hvert fald min hørelse sjældent kan skelne mellem MP3 og CD, er det måske muligt at
kunne regulere afspilnings tempo med fast toneleje,toneleje med fast hastighed og alt imellem .Det kunne være lærerigt at Høre Goldbergvariationer årgang 55 i samme tempo som dem fra 82.
Er det fysisk muligt at forvride MP3 så meget?.

  • 0
  • 0

Beethoven lod engang sin elev Czerny (kendt fra sine etyder) spille "Waldsteinsonaten" fra bladet - om jeg husker ret.
Han stillede vist store krav og var noget af en enspænder - som jeg forestiller mig ham.

Beethoven nød ekstrem respekt og havde en del temperament.
Det er ikke sikkert der er nogen der havde lyst til at spørge om han virkelig mente det han skrev...

Og brugen af metronom var vist helt ny.

  • 0
  • 0

Samme her, det er nærmest kun på triangler og bækkener man kan høre om det er en cd eller en MP3.

Du kan nemt og enkelt regulere hastigheden med bl.a. VLC mediaplayer.
Gå op i "Afspilning", Speed.

Det er sjovt:-)

  • 0
  • 0

Var en enespænder der altid sikrede sig at der ikke var nogen han ikke brød sig om, ved hans visitter.
I et selskab spillede han 4-hændigt med en elev, men da der blev snakket herunder - fejede han alle hænder af banen og råbte, "Den slags svin spiller vi ikke for". Musik skulle ikke mere være diverterende/nerveberoligende under forhandlinger/baggrund for kurtiseren, men være en selvstændig genstand hvis indhold alene er genstandens opmærksomhed.
Lige så spændende han spillede, lige så tvær kunne han være - ville han ikke spille kunne ingen få ham overtalt.
Alle de store romantikere (uden undtagelse) står i musisk gæld til ham, de største bragte teknik og musik langt ud over det mulige, en vej beredt af denne sære Beethoven.

  • 0
  • 0

Tak til Lars Persson for henvisning til VLC medieplayer som skal prøves snarest.
Kan man også tænke sig at stemningen kan forskydes?
Kammertonen lå lavere tidligere vistnok.

  • 0
  • 0

Selv tak:-)

Det er lidt mere vanskeligt at skifte tonehøjde, google "how to change pitch".
Har ikke selv prøvet det.

Der er en del diskussion om kammertonens højde for et par hundrede år siden, 415 anføres af og til. Verdi anbefalede vistnok 432Hz.
Karajan har med sin diktatoriske hektiske perfektionisme fået den op på 444Hz (alle tal med forbehold).

Personlig foretrækker jeg absolut 415Hz. Det føles mere afslappet og naturligt. Men jeg er også uendelig gammeldags -

VLC findes - til alle platforme og afspiller alle formater.
Apple har dog fjernet VLC fra deres butik.

Til Windows foretrækker jeg ofte "MediaMonkey" som afspiller alt i modsætning til Windows Media Player, der ikke klarer lossless formater som f.eks. flac.

  • 1
  • 0

Der er kommet en nyudgivelse af Furtwängler og Richter der spiller Beethovens 5. klaverkoncert "Emperor".
Året er 1951, hvor England inviterer den tyske dirigent ind i varmen.
Det må være min favoritindspilning af denne koncert.

  1. satsen er helt guddommelig, og man hører næppe indspilningens alder i denne sats.

Kan hentes ved at klikke på 5. klaverkoncert her:
https://drive.google.com/folderview?id=0B3...

  • 0
  • 0

Beethoven uropførte de fire første klaverkoncerter, men var så hørehæmmet at den femte lå i andre hænder.
Synes at det er hans eneste værk der er lige med de allerstørste. Har hørt et utal af indspilninger, hvor Arrau (fra omkring 1974) er min favorit. Tager ellers afstand fra mange af de sidste 25 års indspilninger, og syntes derimod om en del indspilninger fra 50'erne.
Men pudsigt at mesteren ikke selv har hørt sit største opus.

  • 0
  • 0

Må se at få fat på Arraus...

Men hør også den gamle fra 51.
Furtwängler er mit absolutte favoritmusiker ved siden af Louis Armstrong og Rubinstein når han spiller Chopin.
Rubinsteins Chopin er fantastisk.
Jeg har ufattelig mange stykker, formentlig Chopins samlede værker med Rubinstein.

Ingen andre formår at spille som han.

Beethoven HAR nu hørt alle sine værker.
Man hører musikken inden i sig selv, ligesom når du "har en melodi på hjernen".

  • 0
  • 0

Så fik jeg fat på Arraus indspilning med Concertgebouw.
Han spiller virkelig dejligt, og så pædagogisk og forståeligt:-)

Men der er et eller andet ved lyden fra 1951-indspilningen som er så charmerende...
Det er sikkert wow og flutter:-)

  • 0
  • 0

Arrau: se you tube, hvor han spiller den 5. live.
S.Richter har gjort den 5. flere gange, og 51'eren er god men dog langt fra Arrau - der ligesom Rubinstein er i sin helt egen klasse: Men dette skete først på Rubinsteins gamle dage, gennem hans musikliv var der mange tilløb til denne senere fuldendte Rubinstein.
Faktisk var han også en eminent Schumann spiller (f.eks. arabeske op.18 fra 1947, samt kreisleriana og carneval fra 60'erne). Hans største misser var Chopin etuderne, han ville så gerne men kunne ikke. De er også barske at komme i lag med, fra 1972 er de særdeles eminent indspillet af Pollini (der så til gengæld ikke har glimret med stort andet).
På en øde ø ville jeg, ved et valg, tage Chopin/Rubinstein med.

Forestillingen om at høre musik "inden i sig selv" er ikke just identisk med den faktiske lytten - denne lytten er en vekselvirkning ml. dit sind og de fysiske luftbølgers absorption, hvor lytteforestillingen ikke byder på denne vekselvirkning men forbløffende nok kan fremkalde de samme følelsesreaktioner. Altså bare navnet Rubinstein får smilet frem, og sætter følelser i sving med tårer der presser sig på.
Somme tider kan en komponist forestille sig musik, der senere når det spilles er helt som forestillet - andre gange er komponisten på glatis og er chokeret over den store forskel ml. det forestillede og det senere spillet.
Kunne Beethoven i sit indre høre sine sene værker, var det unødvendigt at han hamrede sine flygler til døde. Den 5. koncert er i øvrigt den første store koncert (større en 1/2 times koncert) der ser dagens lys, den indeholder en nyskabelse - 2. og 3. sats sammenkædning. Den vil altid være en af de store og bedste, men Arrau må på banen og Rubinstein og Pollini m.v. må pænt lytte ydmygt til.

  • 0
  • 0

Sværmede i nogle år omkring E.Fischers 1954 indspilning, men kærligheden holdt ikke - efterhånden var det Arraus eminente indspildning parret med de tekniske stereoforhold der på sigt vinder.
Hørte også en tysk indspilning fra 1944, hvor man i baggrunden kan høre de allieredes bombardemander - også et musisk godt foredrag, men man bliver forvent med den smukke klang for indspilning der siden slut af 50'erne har gjort Rubinstein/Tebaldi/Barenboim/Askhnazy/Beatles/Abba/Elvis til en lyttefornøjelse, og ærgeligt at Kreisler/Tworek/Caruso måtte lade sig nøje med beskedent indspilningsudstyr. Men fint at vi i dag kan se tilbage på historien, har ikke den store fidus til fremtiden - de store har været her.

  • 0
  • 0

Ja - sjovt nok skrev jeg forkert, det er ikke S. Richter der spiller i 51, men Fischer, som du også satte pris på.
Det er nu mest orkesteret jeg kan lide, men jeg er også inkarneret Furtwängler-fan:-).

Du har selvfølgelig ret i at en faktisk lytten ikke er identisk med at høre musik inden i sig selv. Spørgsmålet om hvorvidt en komponists værk bliver spillet som han har tænkt sig kan efter min mening besvares med et nej.
Det bliver ikke spillet som han har tænkt sig. Jeg har i hvert fald hørt komponister spille deres egne værker, og det er ofte med et udtryk og en følelse som ikke kan nedskrives i noder. Hør f.eks. Rachmaninov spille sine klaverkoncerter...

Har slet ikke tænkt på at Rubinstein ikke indspillede etyderne, men det trøster mig da usigeligt, jeg synes også de er totalt uspillelige.

Det er mærkeligt at der i dag er så mange musikere - også unge! - som er teknisk meget dygtige, men som mangler musikken. Vi skal dog huske at musikalitet i Danmark har været et noget forkrøblet begreb.
I udlandet mødte jeg ofte undren over det danskerne kaldte musik. Man fandt det goldt, følelsesforladt og kedeligt. Men det er også hvad mange mennesker f.eks. i USA tror er musik: et cirkusnummer hvor det gælder om at spille hurtigt og højt.
Efter min mening handler musik også om etik og moral, derfor afskyr jeg Karajan som pesten.

Hvor hyggeligt at der findes andre der har beskæftiget sig med de gode indspilninger:-)
Jeg noterer mig at du udelader Kathleen Ferrier og Louis Armstrong...

  • 0
  • 0

Musikere som Gould/Horowitz/Szifra må betegnes som i alt fald delvis aparte, og det er der ikke plads til når den ægte vare findes - i ægthed er musikeren en ydmyg formidler, den aparte vil gøre sig til og bemærker sig på uheldig vis (til gængæld er der mere for damerne at samtale om under kaffen, hvor den ydmyge musiker dog er en tørvetriller når det gælder unoder).
Med de fra slut af 50'erne stereo fremragende indspilninger, var netop det held at pianisternes kongerække (især Askhnazy/Barenboim/Arrau/Cliburn og ikke mindst Rubinstein) i et par årtier indspillede enestående.
I dag er der meget langt mellem antydninger af noget stort, men det er også en barsk sammenligning med de nævnte to årtier.
Men Niels det er da sjovt at nogle dyrker det aparte, på bekostning af det "regelrette": Hør 2.sats af Mozart sonate KV 545 med Gould!
Som en sjælden undtagelse syntes jeg om Szifras bøllestreger i hans indspilning af Liszt valse impromptu, den fejer den jakkebeklædte Rubinstein af banen med en kasket i nakken og et smøret grin.

  • 0
  • 0

Meget enig i at Furtwänglers dirigeren i den 5. er super, fejende flot - det bliver næsten et orkesterstykke med klaverledsagelse, men E.Fischer gør det klaver pænt. Arrau er bedre fordi alt går op i en højere enhed, alt er bare på plads, hjulpet på vej af indspilningsteknikken. Men at man kan blive hed om ørene i selskab med Furtwängler, viser bare at man har sans for musisk kvalitet, ik.
Richter har faktisk også spillet den 5. ok, men han er klart bedre i Tchaikovskys 1.
Enhver klaverstuderende kan spille et par af Chopin etuder, men ingen - absolut ingen - mestrer dem alle som Pollini. Han har en overdådig teknisk magt over dem, og overskud til en balanceret musiceren oven i.
Han bor i USA, hvor en genbo hørte ham øve 8 stive timer uden pauser.
Rubinstein forsøger at romantisere et par af etuderne - det duer slet ikke, det er etuder og ikke nocturner.
K.Ferrier er ubetinget min favorit alt, det gælder især engelske folkeviser.
Armstrong har aldrig sagt mig det store, men Mills Brother og New Seekers får det store smil frem i nogle af deres sange.

  • 1
  • 0

Tak Kim for de gode formuleringer og din meget korrekte musikalske diagnostik, det er virkelig en fornøjelse at læse!
New Seekers kendte jeg ikke, en stor mangel som der nu er rådet bod på.
Min kæreste sidder og nynner med og kender dem ganske glimrende.
De ER altså søde:-)
http://www.youtube.com/watch?v=g5pvpIvz5YQ

  • 0
  • 0

Lars, du har fat i de ok The Seekers, men se lige på The New Seekers:
"One" 1971, You wont find another fool like me, Pinball wizard - det er hjerteblod.
Også Mamas and Papas: Dream a Little dream of me, er eminente med den udødelige (men desværre døde) forsanger.
I DK er der i pop vel kun K.Larsen, hvilket naturtalent: Dagen før og Papirklip f.eks.
Vi lukker med universalgeniet Kreisler der spiller: Als die alte Mutter og Meditation og Schön rosmarin - perler i en i øvrigt uendelig masse af musik der er noget bras, som stjerner der lyser i små punkter i et uendeligt rum.

  • 1
  • 0

Kig gerne indenfor i Farum engang på en kop kaffe og hør de gamle B&W 801 studiohøjttalere med original softdome fra ca, 1978.
Mobil 42 53 1945

  • 0
  • 0

Tak Lars, nu lige er jeg boende på Bornholm, så det er ikke lige så nemt.
Anlæg og højtalere e i sig selv et for god musik vigtigt emne.
Og så er musik ikke definerbar, men jeg har forsøgt alligevel med mindre held.

  • 0
  • 0

Ah Bornholm...
Skønne sommerø. Var der i august -

Efter min mening er musik lige så vel definerbar som følelser.
Musik udtrykker stemninger og følelser.

Men det er et meget upåagtet område.
Min kæreste sagde netop i går aftes tak fordi jeg havde vist hende at musik ikke bare er musik, men udtryk som er forskelligt fra interpret til interpret.

Der er imidlertid ikke rigtig penge i skidtet medmindre man komponerer filmmusik.
Pudsigt at forfattere, musikere osv. beskæftiger sig med noget så udefinerbart som følelser og stemninger. Eller er det definerbart? Det er jo eksisterende, alle kender til det. Så det burde være muligt at definere. Hm.

Du er nu god til at "definere" musikken, har sjældent set det gjort så godt.
En anden der også gør det fremragende er Jim Svejda, USA.

  • 0
  • 0

Ok vi definerer musik.
Musik er en kombination af en eller flere af musikkens 4 grundelementer,
1) mono-toner
2) poly-toner
3) rytme
4) effekter
Følelser er ikke en del af definitionen, idet ikke alle forbløffende nok forbinder musik med stemning og "farver" - en definition skal jo gælde for alle.

Følelser kan godt defineres, og, som modstykke til følelser står forstanden, begge er egenskaber for det levende og uvedkommende for det livløse.
Skrev engang: "Når du lever livet (i følelse) forstår du det ikke, og når du forstår det (i forstanden) lever du det ikke". Når musik slår benene væk under os forstår vi det ikke, når vi forstår musik er benene tilbage plantet jordsolidt.

  • 0
  • 0

Det er så spørgsmålet om alle ikke forbinder musik med følelser.
Følelsen af IKKE at have en følelse er jo sjovt nok også en følelse.

F. eks. havde min kærestes datter inviteret hende til koncert med Madonna.
Min kæreste kunne ikke lide Madonna.
Det var et show, iscenesat og totalt blottet for følelser.
På den måde bliver opmærksomheden bortledt fra de følelser du måtte have.
Og hvis du har ubehagelige følelser du ikke ønsker at mærke er en afledning jo fantastisk.

Det kaldes vist fremmedgørelse.
Og når man gør det kan man mærke at man - intet kan mærke.
Det føles som om man er i et koldt og indelukket fængsel.

Som man så kan bryde ud af med de mest primitive følelser som sex og agression.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten