Hanevand slår flaskevand på kvaliteten

21. juli 2005 kl. 00:00
Flaskevand er 500 gange dyrere men rummer flere bakterier end vand direkte fra hanen. Det fastslår ny undersøgelse.
Artiklen er ældre end 30 dage

Danskerne køber dagligt mere end 200.000 liter vand på flaske til cirka 15 kroner per liter. Det er på trods af, at kvaliteten af postevand fra hanen er bedre end flaskevandet.

I en ny undersøgelse for Københavns Energi har DHI – Institut for Vand og Miljø, sammenlignet 17 forskellige mærker af dansk og udenlandsk flaskevand med det drikkevand, som Københavns Energi indvinder rundt om på Sjælland.

Hengemt flaskevand

De forskellige vandtyper er analyseret for en lang række bakterier og kemiske stoffer, og flere af flaskevandstyperne rummer markant flere bakterier end postevandet.

»Problemerne opstår formentlig, når vandet i flaskerne står og bliver hengemt, siger innovationschef i DHI, Christian Grøn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De tydeligste udsving er ved måling af det såkaldte kimtal, der registrerer mikrobiologisk aktivitet i vandet. Ved 37 grader blev der i postevandet målt op til 10 kim per milliliter, mens der for en enkelt flaskevand blev målt 540.000 kim per milliliter. Grænseværdien for hanevand er 20 kim per milliliter ved 37 grader, men da reglerne for grænseværdier er anderledes, når det gælder flaskevand, er der ikke tale om en overskridelse.

«Flere typer flaskevand overstiger markant grænseværdien for postevand. Vi har ikke nogen grund til at tro, at kim har været høje, når leverandørerne har tappet vandet. Det er med overvejende sandsynlighed under opbevaringen, at kimtallet stiger,» siger Christian Grøn.

Han understreger desuden, at der ud fra analyseresultaterne ikke er tegn på nogen sundhedsrisiko ved de høje kimtal.

«Kimtallet viser, at der er bakterier i vandet, men man ved ikke, hvad det er for nogle. Vi har ikke fundet noget, der tyder på, at det er bakterier, der har sundhedsmæssig betydning, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge undersøgelsen er flaskevandet 500 gange dyrere end hanevand. Det tal er forudsat, at en liter flaskevand koster 15 kroner.

»Der er så absolut ingen grund til at bære vand hjem fra supermarkeder og kiosker. Tværtimod er det bedre for vores miljø, hvis vi holder os til postevandet, der ikke skal emballeres og transporteres i store lastbiler, som måske kommer helt fra Sydeuropa og siden holdes på køl i butikkerne, siger Jes Bertelsen, der er administrerende direktør i Københavns Energi.

Indtil 2002 lå danskernes forbrug af flaskevand jævnt på mellem to og tre millioner liter i kvartalet. Siden er forbruget steget eksplosivt og toppede i tredje kvartal af 2003 med næsten 21 millioner liter flaskevand.

Har du en god forklaring på at folk bruger mange penge på flaskevand eller har du selv oplevet smagsforskelle eller det modsatte, så skriv en kommentar.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger