Han vil bare vinde...
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Han vil bare vinde...

»Christer har et ekstremt konkurrenceinstinkt. Han vil bare vinde og forsøger konstant at slå sine egne rekorder.«

Sådan beskriver ingeniør Petter Ericsson sin gode ven og chef, 36-årige Christer Fåhraeus, som er direktør og stifter af den unge svenske, højteknologiske virksomhed Anoto med hovedkontor i Lund.

Ifølge Petter Ericsson, der har arbejdet tæt sammen med Christer Fåhraeus de seneste fire år, gælder konkurrencementaliteten både Christers fritidsinteresser - løb, styrketræning og golf, men så sandelig også hans professionelle virke.

»Han er meget målrettet i alt, hvad han gør. Han har altid vældigt mange ideer og arbejder intenst på at gennemføre dem,« forklarer Petter Ericsson, der betegner Chister Fåhraeus som en seriøs holdspiller i sit professionelle virke. Og Petter Ericsson er stolt af at være med på Christers hold, der nu satser på at sætte standard inden for papirbaseret digital kommunikation. Målet er, at Anoto skal få ligeså stor betydning for kommunikation med digital pen og papir, som Microsoft og Intel har for computerindustrien.

Stifter selskaber på stribe

Christer Fåhraeus CV taler sit tydelige sprog. Han er en meget idérig herre, som ikke bare bliver på idéstadiet. CV'et afslører, at han de seneste syv år har stiftet fire selskaber på stribe efter at have fuldført ti års studier, der blandt andet har bibragt ham en ingeniøruddannelse med speciale i bioteknologi og en ph.d. i neurofysiologi.

29 år gammel - i 1994 - stiftede han selskabet Cella Vision, som udvikler mikroskopisystemer til celleanalyse. Virksomheden beskæftiger i dag 40 ansatte på sin adresse i Lund og har fortsat Christer Fåhraeus siddende i bestyrelsen.

I 1996 stiftede han selskabet C Technologies, hvor han i dag bestrider direktørposten. Selskabet har stor succes med produktet C-pen - en optisk pen til scanning af tekst og billeder - og beskæftiger 80 ansatte i Lund.

Året efter - i 1997 - stiftede han firmaet Precise Biometrics, der udvikler systemer til identifikation af fingeraftryk. Christer Fåhraeus sidder fortsat i bestyrelsen for selskabet, som beskæftiger 30 ansatte på adresser i Lund og Vienna, USA.

Men det var stadig ikke nok for den driftige svenske ingeniør, som i december 1999 stiftede Anoto. Firmaet er i dag oppe på over 80 ansatte, og er klart det største es konkurrencemennesket Christer Fåhraeus har haft i ærmet i sin stræben efter international anerkendelse.

Altid fart på

Christer Fåhraeus bruger praktisk talt alt sin tid på sine selskaber og på at udvikle nye ideer.

»Han er en ekstremt optaget person. Han arbejder altid, men han trives med at have travlt,« fortæller Petter Ericsson, som vurderer, at de som venner, højst et par gange om måneden bruger
tid sammen, som ikke har noget med arbejde at gøre.

Christer Fåhraeus storesøster Ebba Åsly kan berette, at Christer altid har haft fuld fart på - også da han var yngre. Der har det bare været andre interesser, der har optaget ham, som f.eks. at samle på sommerfugle.

»Men han har altid vist et vældigt engagement for sine interesser og har derfor altid været optaget af noget. Siden hen er al hans tid gået med studier eller arbejde,« fortæller søsteren og nævner, at der kan gå uger imellem hun ser sin bror, selvom hun i dag er ansat i Anoto.

Går i familietanker

Det travle liv har medvirket til, at den 36 årige ingeniør endnu ikke har stiftet familie, men det er han vis på, at han nok skal nå.

»For mig er det at stifte familie noget meget grundlæggende for at få et helt liv. Så det er helt sikkert noget, jeg vil gøre,« siger Christer Fåhraeus og vedkender sig, at han har meget at se til.

»Jeg har til gengæld en meget høj stresstærskel og har samtidig meget let ved at koble fra i ledige stunder,« siger han men fastslår, at han indtil videre har for få ledige stunder til at stifte familie.

Christer Fåhraeus har imidlertid en kæreste og håber, at han får lejlighed til at realisere sine familietanker inden for de næste par år.

Men først vil han sørge for, at Anoto får en god fødsel og bliver styret sikkert mod målet om at sætte standard inden for papirbaseret digital kommunikation.

»Om 15 år er alle penne digitale, og papirbaseret digital kommunikation vil være en lige så stor industri som pc- og teleindustrien,« siger Christer Fåhraeus entusiastisk og synes for en kort stund at have udsat det med familien yderligere.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først