Han får verden ind i virksomheden
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Han får verden ind i virksomheden

Novozymes' nyudnævnte administrerende direktør, Peder Holk Nielsen, kender virksomheden som sin egen bukselomme. Han har været med fra begyndelsen - og fra før begyndelsen.

Siden 1984 har den nye topchef arbejdet i Novo Nordisk, som Novozymes blev skilt ud fra i 2000. Peder Holk Nielsen fulgte med Novozymes og blev direktør for Business Operations. Siden er han kravlet op ad karrierestigen, hvor han nu har nået toppen i kraft af titlen som administrerende direktør.

Herfra er udsigten så god, at han selv betegner det som 'Heaven on Earth', fordi Novozymes har mulighed for at ændre verden, så den bliver fri for fossile brændstoffer.

Vidende vinterbader

I 12 år har Novozymes haft en markant profil i den nuværende administrerende direktør, Steen Riisgaard. Dagbladet Børsen har kaldt den kommende administrerende direktør for mere introvert, men tidligere personaledirektør i Novozymes Mette Vestergaard mener, at Peder Holk Nielsen vil stortrives som virksomhedens 'nummer et'.

»Han har nok det introverte gen, men der er stor forskel på at være nummer et eller to. Derfor kan man ikke dømme, hvordan han vil være som administrerende direktør, ved at se på hans rolle i dag,« siger Mette Vestergaard, der i dag er administrerende direktør i kompetencevirksomheden Mannaz.

I sin fritid foretrækker Peder Holk Nielsen at være sammen med familien eller at tage en dukkert i Øresund, som han bor lige ned til. Han svømmer året rundt, han ror kajak, vandrer, cykler og laver havearbejde. Og hvis det er sofaen, der kalder, er magasinet National Geographic favoritlæsning.

Han har efter eget udsagn besøgt 205 af de '1.000 steder, du skal se, før du dør', og hans videbegærlighed bliver noget af det, der kommer til at smitte af på virksomheden, vurderer Mette Vestergaard.

»Han er skarp, intelligent og vidende på både det faglige og på forhold i de dele af verden, han færdes i. Det betyder, at han har et bredt perspektiv og formår at anvende det i den forretningsmæssige udvikling,« siger hun.

»Jeg tror, han vil bringe kunderne og forskningen tæt sammen - han får verden ind i virksomheden,« er den tidligere personaledirektørs vurdering.

Vækst og mennesker i fokus

Bestyrelsesformand i Novozymes Henrik Gürtler peger på nogle af de samme egenskaber, når han forklarer, hvorfor valget er faldet på Peder Holk Nielsen:

»Han har både en indsigt i markederne og erfaring med forskning og udvikling.«

»Det er nøglen til at kunne levere innovation og fortsætte Novozymes' langsigtede vækststrategi,« siger formanden, der sammen med resten af bestyrelsen har ledt efter en ny topdirektør i hele verden, men altså fundet, at den rigtige mand allerede var i firmaet.

Peder Holk Nielsens største udfordring bliver at få den ellers velkørende virksomhed til at øge væksten i omsætningen fra 7 procent til 10 procent i 2015.

I et interview på Novozymes' egen hjemmeside forklarer den nyudnævnte topchef, at der fremover vil være fokus på tre forhold i virksomheden.

Det ene fokus er vækst. Det andet er lederskab for at få alle 6.000 medarbejdere - eller 'zymers', som han kalder dem - til at udfolde sig optimalt. Og endelig taler han om fokus på to nye forretningsplatforme: landbrug og bioenergi.

Peder Holk Nielsen overtager tøjlerne i Novozymes pr. 1. april 2013.

Fakta: Peder Holk Nielsen

1981: Uddannet kemiingeniør fra DTU

1984: Ph.d. og ansat i Novo Nordisk

1985: Master i international ledelse ved CBS

1987: Chef for forretningsudvikling, Novo Nordisk

2000: Direktør for Business Operations, Novozymes

2007: Direktør for Enzyme Business, Novozymes

2010: Vicedirektør, Novozymes

  1. april 2013: CEO, Novozymes

Peder Holk Nielsen er desuden medlem af bestyrelserne for Hempel og Leo Pharma. Han er gift med Tine gennem mere end 25 år og har fire voksne børn.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først