Han ejer en bid af Moe

Ejerskab motiverer og fastholder dygtige ledere - og udsigten til at blive medejer tiltrækker nye medarbejdere.

Det er årsagen til, at det rådgivende ingeniørfirma Moe i dag er ejet af 75 af de i alt 520 medarbejdere og dermed er den største medarbejderejede rådgiver i Danmark.

Se de seneste jobopslag fra rådgiverbranchen.

Kun ansatte kan få lov at købe og eje aktier og dermed få del i udbyttet. Når man går på pension, eller hvis man skifter til en anden virksomhed, må man give slip på dem. Hvem der får lov at købe og hvor mange, afgør bestyrelsen, fortæller administrerende direktør Christian Listov-Saabye.

»Vi bruger det meget bevidst, når vi skal tiltrække folk til vores virksomhed og i forhold til at få yngre ledende medarbejdere til at blive,« siger han.

Det giver en følelse af, at jeg er med til at bære virksomheden frem.Jacob Ringsholt Solberg, projektchef, Moe

Kun ledende medarbejdere er omfattet af aktieordningen, mens de øvrige medarbejdere til gengæld får del i overskuddet i form af en bonusordning.

Da civilingeniør Jacob Ringsholt Solberg blev udnævnt til projektchef i 2012, fulgte tilbuddet om at købe aktier med, og det blev gentaget i 2013.

»Det er en god motivation og et sundt princip, at ens egen indtjening på aktieudbyttet er direkte afhængigt af firmaets overskud. Så arbejder vi alle for virksomhedens bedste - i stedet for at optimere på vores eget projekt eller vores egen afdeling,« mener han.

Læs også: Moe har rådgiverbranchens vildeste vækst

Jacob Ringsholt Solberg har været hos Moe, siden han dimitterede fra DTU i 2005, og synes ikke, det har ’flyttet en hel masse’, at han ejer en lille bid af sin arbejdsplads.

»Jeg har sådan set fra starten følt mig som en del af virksomheden og føler, at ejerskabet er en naturlig forlængelse af min ansættelse, hvor jeg har fået spændende opgaver, der hele tiden er steget i sværhedsgrad,« forklarer han.

Til gengæld betyder det meget for ham, at medejerskabet har bragt ham tættere på de strategiske beslutninger og implementeringen af dem:

»Det giver en følelse af, at jeg er med til at bære virksomheden frem,« siger han.

Som den sidst tilkomne medejer har Jacob Ringsholt ikke en kæmpe stabel aktier, da både anciennitet og ledelsesansvar bestemmer antallet af aktier. Aktieudbyttet har da heller ikke haft nogen ’voldsom betydning’ for hans økonomi, men det kan måske ændre sig:

»I forhold til aktiens pris er det et meget fornuftigt udbytte, og jo længere tid jeg er med, desto flere aktier får jeg,« siger han.

Læs også: Rådgiverne ansætter flere ingeniører - og sparer på sekretærerne

Hvorvidt medejerskabet helt kan afholde ham fra at søge nye græsgange, kan Jacob Ringsholt Solberg ikke sige med sikkerhed:

»Jeg vil ikke love, at jeg blive her for evigt. Principielt mener jeg, at det er sundt at se flere sider af branchen. På den anden side giver det en følelse af ejerskab, som betyder, at det ville være et stort spring at gå over til konkurrenten,« indrømmer han.

Når han er tæt på et 10-års-jubilæum, skyldes det dog tre andre ting: de spændende opgaver af stadig større sværhedsgrad, karriereudviklingen fra konstruktionsingeniør over projektleder til projektchef og endelig muligheden for at præge virksomhedens udvikling:

»Hvis jeg havde lavet det samme i ti år, er jeg ikke i tvivl om, at jeg havde skiftet, men der har hele tiden været udvikling og spændende projekter f.eks. fra arbejdet som konstruktionsingeniør på Bjarke Ingels’ VM-bjerget i Ørestaden til projektledelse på Moes eget domicil i Gladsaxe,« forklarer Jacob Ringsholt Solberg.