menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Jorden er rund som en kugle. Mennesket består af 48 kromosomer. Når strukturerne i computerchips bliver mindre end lysets bølgelængde, har optimeringen nået sin grænse.
Det meste dna i vores genom er overflødigt skrald. Det periodiske system består af 106 grundstoffer. Ved polarisering bliver elektriske gnister mere påvirkede af N-stråler end X-stråler.
Ovenstående udsagn var engang etablerede kendsgerninger. Nogle var det kun i en kortere årrække – andre i århundreder.
De var det enten i en positivistisk forstand eller i den forstand, at den videnskabelige konsensus var så omfattende, at erhvervslivet planlagde helt og holdent efter dem, og universiteternes forskning byggede deres viden oven på disse såkaldte kendsgerninger.
Sådan er det ingenlunde længere, og den hastige forældelse af viden er signifikant.
Ingen aner, hvor udviklingen har ført os hen om 125 år, når dette medie måske fejrer 250-års jubilæum – eller for den sags skyld om 12,5 år.
Til gengæld ved vi ifølge nogle forskere og fremtrædende universitetsfolk, at halvdelen af det, du ved i dag, er forældet eller upræcis viden allerede om få år.
»Halveringstiden for ingeniørviden er tre til fem år,« siger elektroingeniør, professor og forhenværende dekan ved Stanford University Jim Plummer.
For verden er lige nu i en hastig udvikling speedet op af den akkumulerede viden og teknologiske udvikling. Meget af den dybe, tekniske viden, vi betragter som valid og brugbar, forandres hurtigere end før. Udløbsdatoen er simpelthen blevet kortere.
Vi lever i en tid, hvor kombinationen af den massive computerkraft for første gang tillader information relateret til videnskabelige opdagelser at blive digitaliseret, og tillader den nuværende mængde videnskabelige onlinedata at blive analyseret både med menneskelig og kunstig intelligens.
Læg dertil den voksende mængde videnskabelige artikler – mest markant inden for biomedicin og bioteknologi. Over 845.000 nye forskningsartikler publiceres årligt. Sådanne informationsbunker forvolder snildt det fænomen, som kaldes for ‘skjult offentlig viden’, hvor nyere, mere præcis viden overses.
»Den specifikke faglige viden, vi fylder de studerende med, er forældet inden for relativt kort tid. Derfor skal de i højere grad lære at tilpasse sig og videreudvikle deres viden på egen hånd,« siger dr.techn. og rektor for DTU Anders Bjarklev.
Og Jim Plummer fra Stanford University samtykker:
»Hvis du spørger nærmest alle former for ingeniører, hvilken grundlæggende viden vedkommende benytter i sit nuværende job, så vil svaret formentlig være, at det primært er viden tillært inden for de seneste fem år. Samt at hovedparten af denne viden slet ikke eksisterede for fem eller ti år siden,« vurderer han.
Gennem 15 år som dekan på Stanford Universitys afdeling for ingeniøruddannelser havde han for vane at sige til de studerende, at de skulle koncentrere sig om at lære at eksperimentere og have det sjovt. De ting, som universitetet vil lære dem, er alligevel forældede, når kandidatgraden er i hus.
Men det er nu ikke den tidligere Stanford-dekan, vi bør kreditere for brugen af halveringstid på denne måde. I den bredere offentlighed er det Samuel Arbesman, forfatter til bogen ‘The Half-Life of Facts: Why Everything We Know Has an Expiration Date’.
Han er ph.d. i bioinformatik og anvendt matematik og tilknyttet en venturegruppe med fokus på nye teknologier. Før det arbejdede Arbesman som research fellow ved Harvard Medical School. Her begyndte han at ane omridset af den måde, hvorpå vores samlede viden tilsyneladende ændrer sig.
‘Viden er ligesom radioaktivitet,’ erklærer Samuel Arbesman.
Han peger på, at det er umuligt at forudsige, hvorvidt et enkelt radioaktivt uran-atom henfalder om ét sekund, tusinder eller millioner af år. Men hvis vi tager en klump radioaktivt uran bestående af trillioner af atomer, bliver det uforudsigelige pludselig forudsigeligt. I en gruppe opfører uran-atomerne sig efter store tals lov, en grundsætning inden for statistik og sandsynlighedsregning.
Ud fra den grundsætning og vores viden om uran kan vi udregne tidspunktet for, hvornår halvdelen af atomerne henfalder. Altså urans halveringstid.
‘Fakta, set som en stor masse af viden, opfører sig lige så forudsigeligt. Fakta i en flok har en halveringstid, der kan udregnes. Der er endda en videnskab, som udforsker den hastighed, hvormed nye fakta bliver skabt, nye teknologier udviklet, og hvordan fakta spreder sig,’ som Samuel Arbesman beskriver det.
Og her er det vigtigt med en begrebsafklaring. For at undgå at synke ned i epistemologisk kviksand opererer Samuel Arbesman nemlig med en bred definition af både viden og fakta.
Samme brede definition finder også sted inden for scientometrien, den kvantitative analyse af udviklingen af videnskab og teknologi blandt andet målt ud fra citeringer, akkumuleret viden og indikatorer på brug i samfundsmæssig kontekst samt tidsskrifter og læreanstalters gennemslagskraft.
Scientometrien har rødder helt tilbage til 1947. Her bøvlede matematikeren Derek J. de Solla Price med at få plads i sit hus til samtlige udgaver af verdens første videnskabelige tidsskrift, ‘Philosophical Transactions of the Royal Society’.
Fakta i en flok har en halveringstid, der kan udregnes. Der er endda en videnskab, som udforsker den hastighed, hvormed nye fakta bliver skabt, nye teknologier udviklet, og hvordan fakta spreder sig.Samuel Arbesman, forfatter, ph.d. i bioinformatik og anvendt matematik
Stablet årgang efter årgang øjnede Price, at indholdet i form af viden beskrev en eksponentiel kurve. Siden det 17. århundrede er den videnskabelige viden vokset med en hastighed på 4,7 procent årligt. Med den hastighed bliver mængden af videnskabelige data fordoblet hvert 15. år, udregnede Derek J. de Solla Price.
Med en så hidsig videnvækst, hvornår vil viden så blive nedbrudt, opløst eller overhalet af bedre målinger og nye erkendelser?
Svaret på det spørgsmål kastede psykologen Samuel S. Dubin gryende lys over i 1970’erne takket være kombinationen af de kvantitative elementer i scientometrien og kvalitative interviews med udgangspunkt i halveringstiden for viden defineret som antallet af år, før en arbejdende akademiker vil være halvt så kompetent som ved sin uddannelses afslutning – såfremt vedkommende forsømmer at opdatere sin viden.
Skudsmålet dengang lød på fem år for læger og ingeniører. Et skøn, Samuel S. Dubin bakkede op om.
40 år senere nåede Rong Tang, ph.d. i informationsvidenskab og direktør ved University of North Carolina, frem til samme estimat.
Hun udregnede halveringstiden ved at analysere 750 fagbøger og deres citeringer i beslægtet forskningslitteratur ud fra den hyppigt brugte tese inden for scientometri, at hvis en fagbog ikke længere bliver citeret, anses indholdet som værende forældet. Antallet af år, indtil halvdelen af litteraturen ikke længere citeres, anses så som halveringstiden.
På den baggrund nåede Rong Tang frem til, at for de overordnede forskningsdiscipliner ser halveringstiden for viden således ud:
Fysik 13,07 år
Økonomi 9,38 år
Matematik 9,17 år
Psykologi 7,15 år
Historie 7,14 år
Og hvad kan vi så bruge de estimater af halveringstid til?
I forrige århundrede fristede scientometrien til en kuriøs tilværelse særligt dyrket af bibliotekarer, når de skulle planlægge indkøb af bøger og indretningen af hylder på biblioteker. For hvis en bog om ingeniørvidenskab er forældet om allerede fem år, nytter det jo ikke at købe et ekstra klassesæt. Så hellere vente på den opdaterede udgave og spendere de sparede penge på at opnå mængderabat ved at købe et ekstra sæt fysikbøger.
Senere hen nød scientometrien mere opmærksomhed fra en bredere skare af forskere – omend ofte af mere selviske årsager og i strategisk øjemed, når de anvendte dens kvalitative metoder til at forsøge at sikre en lind strøm af bevillinger på grund af universiteternes øgede fokus på citeringer som et målbart succesparameter.
Her kommer Samuel Arbesman så ind i billedet og plæderer, at det er en skam, at vi ikke tager scientometrien og halveringstiden af viden mere alvorligt. Primært af to årsager.
For det første fordi vi naturligvis bør undgå at basere beslutninger på henfalden viden – eksempelvis fakta og metoder indlært i vores studietid, men ikke finpudset sidenhen. En risiko, som forstørres af, at vores hjerner fra naturens side er programmeret til fornægtelse, frygt for kompleksitet og tilbøjelighed til at kigge efter mønstre, der bekræfter eksisterende viden.
‘Vi insisterer på kun at føje de fakta til vores personlige lager af viden, som harmonerer med det, vi allerede mener at vide, snarere end at assimilere nye kendsgerninger, uanset hvordan de passer ind i vores verdensbillede,’ skriver Samuel Arbesman.
For det andet fordi vi kan undgå unødig ængstelse på grund af den usikkerhed, som kan opstå ved erkendelsen af de foranderlige kendsgerninger. En slags hamsterhjul, hvor vi panikslagne forsøger hele tiden at være opdaterede.
Arbesman kommer med en analogi til guitarspil. Engang var vi forbløffede over, at det at strejfe en guitarstreng knyttede sig til musik og et bestemt klangsystem. Men takket være fysikken ved vi i dag, hvordan svingninger fungerer.
‘Det er på tide, vi gør det samme med de fluktuationer, som gør sig gældende inden for det, vi betegner som viden. At vi indser, at der også er et system bag. Fakta ændres på en matematisk forklarbar måde, og kun ved at forstå mønstrene i evolutionen af vores viden kan vi være bedre forberedt,’ ræsonnerer Samuel Arbesman.
Herhjemme er videnskabsteoretikerne delte i fht. den udlægning.
»At viden har en halveringstid, tror jeg, er et grundvilkår – ikke en uheldig bivirkning, som vi skal forsøge at modvirke,« siger Kristian Hvidtfeldt Nielsen, fysiker, ph.d. i vindkraftens teknologihistorie og lektor i videnskabshistorie ved Aarhus Universitet.
Han vurderer, at hvis viden bliver overset, gemt eller glemt, er det i en vis forstand ikke viden – hvert fald ikke videnskabelig viden, for den er netop karakteriseret ved kun at være det, hvis nogen bruger den, arbejder videre på den og transformerer den.
»For at lære at leve med en viden, der ændrer sig og derigennem gør tidligere viden forældet, er vi nok nødt til at ændre vores syn på viden som noget, der kan være stabilt og sikkert,« siger Kristian Hvidtfeldt Nielsen.
Henrik Kragh Sørensen, professor i videnskabshistorie ved Københavns Universitet, er lunken over for, at antallet af citeringer tillægges stor værdi, når halveringstiden for viden skal udregnes. Bare fordi noget ikke længere citeres, kan kendsgerningen jo stadig være korrekt.
Inden for særligt matematikkens verden er der adskillige eksempler på, at matematisk viden, der var moderne for 100 eller 50 år siden, er blevet marginaliseret, irrelevant eller glemt.
Tag de såkaldte elliptiske og abelske integraler. De optog utroligt mange matematikere fra midten af 1800-tallet. I dag er den slags specielle funktioner underordnet store teorier som kompleks funktionsteori, men studiet af de elliptiske integraler var hos matematikere såsom Euler, Abel, Riemann, Liouville og Weierstrass drivende for deres gennembrud – og for deres karrierer.
»Elliptiske og abelske integraler var vigtige i fysikken og i matematikken, men er i dag noget, studerende kun møder i helt andre sammenhænge som redskaber i for eksempel krypteringskurser,« siger Henrik Kragh Sørensen.
Desuden risikerer analogien om halveringstid ifølge videnskabsprofessoren fra Københavns Universitet at have en slagside.
»Selvom det sker, at noget, man troede var viden, viser sig at være decideret forkert, så er det nok langt hyppigere, at viden udvikler sig og forbedres,« påpeger Henrik Kragh Sørensen.
Det eneste der ikke forældes er alle de kloge Åge'r (sorry Åge... det er ikke din skyld!), som kloger sig om hvad der forældes og hvad der ikke gør.
Spåkonerne har eksisteret i tusindvis af år, og lever af kunne trylle med andres frygt.
Viden forældes aldrig!
Selv mange mange århundreder efter hammeren blev opfundet, lever den i bedste velgående, uanset at der er kommet nye teknologier til.
Jeg ser en kæmpe udfordring i, specielt inden for IT faget, at folk oplæres som om at den seneste hype er den ENESTE rigtige måde at løse opgaven på. Eleverne aner ofte intet om hvordan de analyserer hvilket værktøj der virker til opgaven og hvad der ikke virker.
Jeg stemmer for at enhver softwareudvikler skal igennem et forløb hvor de bygger en lille 4 eller 8 bit computer selv, lærer om IRQ, DMA, microkode, assembler, low level algoritmer m.m. før de kan bestå en eksamen og kalde sig softwareudviklere.
Nøjagtig som man ville gøre når man skal uddanne sig til håndværker... Lær håndværket. Lad erfaringen og fejlene gøre dig bedre.
Intet du har lært er forældet eller ligegyldigt!
Hvis man sider på et universitet og skriver ligegyldige atikler har argumenter måske værd, ellers ikke! Eksempelvis: Hvad er den teknisk nytte værdig af grundstof 106 til 112.
Er det den væsentlige viden vi mister, eller er det en viden som alligevel skal opdateres jævnligt, for at være nyttig her og nu. Og viden uden baggrund for den eller historien bag er ikke meget bevendt. Den bliver forældet meget hurtigt.
Der kan spindes meget på dette emne, for hvad er viden og hvad er det værd for de enkelte personer.
Det bedste er måske at bevare nysgerrigheden og tvivlen og evnen til at søge viden.
Som ingeniør glæder jeg mig over at møde problemer hvor løsningen findes ved at tage de gamle bøger ned fra hylden. Den grundlæggende viden om varmetransmission, massetransport og reaktionskinetik har en særlig udødelighed. Det kan godt være at man ikke kan publicere artikler og at man ikke længere gider lave korrekt bibliografisk reference til Ohm's lov, men forældet bliver den sgu aldrig. Går ud og plukker en agurk
Som ingeniør bruger jeg hver dag termodynamisk viden, som vi betragter som grundviden. Det meste af denne viden er ældre end mig. Jeg er overbevist om, at så godt som al denne viden en gang for meget har været publiceret som videnskabelige artikler, indtil den blev så bredt anerkendt, at den fandt vej til lærebøgerne.
Så disse gamle artikler bliver ikke længere citeret. I dag kender vi kun forfatterne som navnet bag en lov eller en konstant, som vi bruger hele tiden.
Som jeg forstår ing.dk's artikel skal jeg nu til at betragte denne viden som forældet, fordi den ikke længere citeres!
Bernoulli, Reynold, Prandl m.fl. må vende sig i deres grave.
Der fleste læsere her kender sikkert til, at et emne indenfor deres fag opnår vildledende omtale i radio- og TV-nyhederne. Man har sparet de faglige kompetencer og menneskeligt nærvær væk i mange tilfælde.
Med hensyn til den citerede slut-salut fra HKS, må det endnu engang fastslås, at det af ham omtalte fænomen ikke "sælger aviser" og derfor sjældent omtales.
Så hvis man kunne trække patentansøgninger på hjulet, den varme tallerken og det dybe vand ud af bunken, ville den nok komme til, at se mere overkommelig ud.
Rettelse: "en gang for meget" skulle have været "en gang for meget længe siden".
Det kan man da kalde en meningsforstyrrende fejl...
Jeg gemmer en stabel af Ingeniøren og tænder op med dem efter et par år, men når da af og til lige at kaste et blik i de gamle numre før de forsvinder.
Og her forekommer det mig at bladet går meget op i at være på forkant, så tit er artikler faktisk mere interessante efter 2 - 4 år end da de blev skrevet.
Og det sker jo også at man er så meget på forkant at man ryger ud over kanten i et ordentligt flop, fordi man glemmer at der er en del teknologi som vi ikke er så godt inde i herhjemme, bilindustrien f. eks., og så er der frit slag til at fantasere!
2+2 = 4 . Det forældes ikke, men metoden ændrer sig. Fra at tælle på fingre, til at svaret automatisk dukker op i dit tekstbehandlingsanlæg.
Eller gå fra Autocad til automatisk at generer en skærefil for laseren.
Ray Kurzweil, vores bedste geni har den rigtige forklaring.
Hastigheden hvormed ny viden skabes accelererer.
Han kaldte al viden i verden skabt op til år 0 for 1 viden.
År 1000 havde vi så 2 viden. År 1500 havde vi 3 viden , osv. I dag er vi nede og få 1 viden mere på ca 10 år, og vi kører allerede hurtigere end et menneske kan følge med.
Man er nød til at tage en meget snæver specialisering blot for at kunne følge med i den nyeste udvikling.
Mange uddannelser er nød til at skippe hen over 200 års læreprocess på en halv time for at få tid til at fortælle om de nyeste metoder.
Jeg har lært at mennesket har 46 kromosomer.
At begynde at tale om DNA og genom, når man ikke aner noget om det er mildest talt tåbeligt.
Du læste godt tredie afsnit, ikke?
Jeg læser ikke de tilhørende tegneserier, fakta bør fremgå af teksten.
Det er vel en faglig artikel
Hej Jens Arne, andre og især Ingeniøren
Man må håbe, at Ingeniøren ikke har fortrudt digitaliseringsprojektet af de ældre Ingeniøren? Eller har man også glemt den mulige historiske værdi og virkning?
2. jul 2017, ing.dk: Leder: 125 års ingeniørfortælling er historien om samfundets motor.
Jeg er sw-udvikler eller programmør som det hed da jeg startede og har kodet maskinkode på gamle mainframes, men det ville da være helt gak at forlange at nye programmører skulle starte samme sted som mig med en sort/hvid skærm, 25x80 karakterer i dos 1.3 og at man skal programmere alting fra bunden? Man skal uddannes i de moderne teknologier som virksomhederne har brug for. Som udvikler lærer man hele tiden om teknik, forretning, jura eller hvad der nu er brug for og det fortsætter igennem hele karrieren. En god sw-udvikler er ikke en der har taget en ligegyldig eksamen, men en der er nysgerrig og flittig.
Jeg er enig i at de ikke skal lære udvikling i MS DOS. Men jeg er totalt uenig i at de ikke skal lære baggrunden for deres fag.
Uden baggrund, er de ikke istand til at afgøre hvad der er bedst at gøre i mange situationer. Istedet render de som lemmings efter whatever de får at vide er "in"... med andre ord hvad trendsættere synes der er på dagsordenen idag.
Der er efter min mening en rigtig god grund til alle de fejlskud der har været de seneste år i IT leverancer. En del af årsagen (men afgjort ikke det hele) er manglende viden om hvad der arbejdes på, og hvordan dette løses på den teknisk bedste måde.
Har man ikke denne viden, forsøges opgaven løst med forhåndenværende midler og uden at kunne stille sig kritisk overfor opgave stiller, politikere og andre interessenter som heller ikke har nogen form for ide om hvordan ting virker.
mvh
Kim Bo
Hvad er halveringstiden på litteratur?
Absurd spørgsmål, ikke? Erstat ordet "litteratur" med "biologi" eller "historie" eller...
Noget citeres (bruges) ikke længere, fordi det enten er integreret i optimal overlevelsesmodus eller fordi det er erstattet af noget mere populært. (Og egentlig det samme).
Fortiden SKAL IKKE fastholdes.
KUN LÆSNINGEN af fortiden, ADGANGEN til fortiden, skal fastholdes. Forståelsen af, at dét man husker gennem tiden for det meste er en simpel konsensusretning, der understøtter overlevelse (og civilisationskultur). 50 billion flies and all that...
VHS vs Betamax er en velkendt moderne udgave af dét. Det er ikke altid, det bedste, der bliver brugt (citeret) fremover. Brug (citat) skal være overlevelsesfremmende, hérunder overlevelsesfremmende gennem forståelsesfastholden.
Vi skal altså ikke fastholde forne tiders forståelse, normer eller brug (citat), men fremme idéhistorien om samme.
Så, dén der overskrift om forældelse er et meget moderne udsagn, som bevidst lader idéhistorien bag sig. Og skal man se på, hvordan forældelse kapitaliseres, er hele artiklen håbløst uperspektiverende og direkte frygtskabende.
Vi er alle, hver især summen af vores fortid. En ingeniør, der ikke holder sig ajour med sit fag, vil i stigende grad få sværere ved at honorere voksende krav stillet til sig af omverdens nuværende love og æstetik.
Men en ingeniør, der ikke står velfunderet på matematik og fortidens fysik og kemi, har ingen chance for at annamme nutidens voksende krav. Som én siger om uddannelse i kodning: De unge forstår kun dé sprog, de skal kode i - ikke feltet, der kunne gøre dem i stand til at vurdere rette sprog til opgaven.
Vidensfordoblingen skaber behov for flere specialister end generalister, på dén måde kapitalismen konkurrerer på, og kapitalismen fastholder uddannelsessystemet i at minimere fokus på det generelle.
Men sådan fokus understøtter kun kulturen i dén retning, vi hidtil har gået i. Det er anti-paradigmalt. Slaveskabende. Undergangsfremmende. Blindt.
Og jeg skal have noget mere kaffe.
Selvfølgelig er der en grundviden der vil forblive en fordel at have, men artiklen har jo grundlæggende ret i at en masse viden bliver forældet / ikke nødvendig, bl.a pga teknologien.
Som en af dem der skulle kunne sine tabeller udenad i folkeskolen, kan man ryste lidt på hovedet når unge skal tænke sig meget om for at finde et resultat på 7x8. Men er det en viden der er brug for ? en indtastning på regnemaskinen klarer jo det problem.... og om føje år vil unge undre sig over ordet "indtastning" for de vil nok udelukkende tale til deres regnemaskine (læs: mobiltelefon) (læs: smartphone) eller hvad det nu hedder om 5 år.
- om X gange 5 år vil en automekaniker ikke skulle lære om forbrændingsmotorer, men skal have elektromekanik på skemaet,'
- hvilken SW udvikler skal længere lære at skrive i Pascal eller Fortran ? De som startede med disse sprog har vel siden haft nødig at lære et nyt sprog - måske endda flere gange !
- det er ikke længere så vigtigt at vide hvorfor og hvordan man sko'r en hest
- rustningen er skiftet ud med en skudsikker kevlar vest
- åreladninger er nu yt og man skal ikke længere pakkes dybt ned under dynen når man har feber
Helt konkret synes jeg der sker så meget nyt at det er svært at følge med blot på overordnet plan og indenfor mit eget felt (regulatory affairs) gælder denne 5 års halveringsregel helt bestemt.
Jeg er totalt uenig med dig. At vi har hjælpemidler gør ikke at vi ikke gerne må bruge hovedet.
Det er vel egentlig lidt interessant, at selvom vi har bilen, og toget, og scooteren, og knallerten, og motorcyklen, så er der flere og flere der ser ud som om de er ved at misse togafgangen.... og løber eller cykler rundt i landskabet. Hvorfor nu det?
Svaret er.... for at holde sig i form.
Det samme skal vi simpelthen også gøre med vores hoved. Hvis vi bare overlader alt arbejdet til vores hjælpemidler, så forsvinder vores evne til at innovere. Til at være kreative. Til at tænke selvstændigt. Til at sætte tingene sammen på en ny måde.
"hvilken SW udvikler skal længere lære at skrive i Pascal eller Fortran ? De som startede med disse sprog har vel siden haft nødig at lære et nyt sprog - måske endda flere gange !" Pudsigt nok... så udvikler jeg helst i Delphi (som er Pascal), fordi det er et af de eneste sprog som favner både højniveau og maskin nær kode, samtidig med at det supporterer de mest benyttede platforme. Meeen... det er jo OLDNORDISK i en Java eller C# udviklers øjne, uanset at jeg får løst opgaverne hurtigt, sikkert, godt og struktureret.
Iøvrigt check disse links :)
http://bit.ly/2sEbY4U - The need for speed
http://bit.ly/2sykxTG - Why C# developers should shut up about Delphi
best regards
Kim
Ja, det er spændende hvilken løsning den ligning har, hvad er X?
Har Ingeniøren et bud :-)
Det kan da godt være, at en stor del, at det vi (I) ved, om fem år er forældet, men så er det ikke videnen, der er noget galt med. Derimod har vi (I) måske modtaget så megen viden, at den overgår jeres "grundliggende" viden!
MEN det betyder jo ikke, at jeres grundliggende viden (fx noget så simpelt som Pytagoras' læresætning om retvinklede trekanter - a2 + b2 = c2) er blevet ugyldig!!
Fri os nu for disse "POP-journalister", som - uden at have indsigt - underkender al anden viden, end den de lige nu, selv, er faldet for!!! :-(
Det KUNNE selvfølgelig også betyde, at "ny" viden har så kort levetid, at man bør fokusere på den viden, der virkeligt BETYDER noget, og udvikle sine idéer derudfra!!
Jeg er med på, at det er en pop-overskrift, at nogle argumenter er taget lidt til kanten (og måske lidt ud over), at der er stor forskel på fagligheder, og at nogle metoder måske ikke holder hele vejen. Men på den anden side er overskriften fængende og tankevækkende og den beder jo netop ikke forkaste alt hvad i ved, men at reflektere over, at en stor del ændrer sig løbende. Jeg har haft trukket stikket et år fra min faglighed pga en barsel - selvfølgelig har jeg forsøgt at følge med fra sidelinjen, men ikke kunnet holde trit på samme måde, som man kan, når det er en fuldtidsbeskæftigelse. Jeg er slående bevidst om, hvilken kæmpe opgave der foreligger mig, når jeg starter igen til august for igen at føle mig opdateret og "hjemme" i mit felt. Samtidig er erkendelsen af, at jeg trods min stræben aldrig kommer i nærheden af at vide alt, også rykket nærmere. Jeg bakker i høj grad op om udtalelserne fra DTU og Standford i artiklen om vigtigheden af, at studerende selv lærer at tilegne sig ny viden, det er ikke givet at de evner nødvendigvis følger med en høj faglighed. Det samme gør sig i øvrigt gældende for færdiguddannede og etablerede ingeniører. Man kommer langt med dedikation og nysgerrighed, men selv metodikken, afgrænsningen, kilder og katalogiseringen er "gammel" viden, som nok trænger til at blive fundet frem fra gemmerne igen og fintunet med nutidens teknologier, således at vores viden løbende bliver ajourført.
Allerede da jeg blev uddannet for 27 år siden, fik vi at vide at om 10 år var vores værktøjskasse udskiftet. Det holdt meget godt stik, dog er der et par enkelte værktøjer jeg stadigt bruger med stor glæde.
Selvfølgelig er det noget vrøvl at sige viden forældes, i så tilfælde skulle den jo falsificeres, derfor kan jeg bedre relatere mig til at værktøjskassen udskiftes. Vi lader gammel viden blive derhjemme på de støvede hylder, og tager den nye med.
Meget af det vi kalder viden, er jo heller ikke viden i videnskabelig forstand. Om det hedder MS-DOS, Windows eller Linux er jo ikke videnskab men kendskab.
Når noget forældes, er det så skrald? - Eller må det gemmes fordi der er kommet andet der er bedre? Det siger jo intet, om dette noget er nyt, gammelt eller meget gammelt. Blot at der har været en udvikling.
Er Pythagoras gammel, ny eller tidsløs viden?
"Vidensmængden" er i dag mægtig og voksende. Selvfølgelig er specialisering nødvendig, men det "koster". Sammenhænge bliver tågede eller forsvinder, og noget kan have været midlertidigt uinteressant, og må genopfindes. Mængden af falsificeret viden siden oplysningstiden kunne nemt være større end mængden af samlet viden før oplysningstiden. Det er ikke det samme som at al viden fra før oplysningstider er falsificeret eller forældet.
Der sidder helt sikkert nogen der stadig programmerer i maskinkode, og de ved helt sikker også hvornår de skal bruge et andet avanceret sprog. Maskinkode kan nogle ting, men måske kan det diskuteres om det er bekymrende at fortvivlende mange programmører ikke ved at maskinkode eksisterer?
Det kommer formodentlig meget an på hvad det er man ved.
Noget viden forældes hurtigt, men anden viden er næsten evig.
Hvordan man skal/kan reparere en bestemt vandhane, forældes meget hurtigt, men du kan købe en ny.
Til gengæld kræver det stadig 1kWh at opvarme 1 kubikmeter vand 1K.
Noget som måske glemmes i al den nye "viden" som skal gemmes.
Vands specifikke varmekapacitet er 4,185 [kJ/(kg x K)] ved 1 atm og 20 gr.C. Dermed kræves der ca. 1,16 kWh for at opvarme 1 kubikmeter vand 1 K.
Måske har artiklen alligevel fat i noget rigtigt? :-)
Diskussionen om forældet/opdateret viden minder jo om anekdoten om Professor Einstein, da han et år delte opgaverne ud til eksamen på Princeton University:
Student: Dr. Einstein, Aren't these the same questions as last year's final exam?
Dr. Einstein: Yes - But this year the answers are different!
At jorden er flad, har været viden engang!
Lige nu sidder jeg og filosoferer over erkendelse og bevidsthed :-) På dette felt kan man snakke om grundig skrotning af viden, og den behøver ikke at være ret gammel.
Problemet med pædagogik og psykologi er besværet med empiri. Alle forudsætninger har forudsætninger. Et andet problem er enighed om gældende /gyldig viden.
Begrebet "atomer", om stofs mindste bestanddele, er mere end 2000 år gammelt, og det har været forkastet, glemt, husket, ændret og udviklet sig mange gange siden, og det gør det stadig. Nogen er måske blevet brændt på bålet for at snakke om atomer.
Det er ikke al viden der er konventioner, men alligevel, når selv naturloven er en teori. Den kan ikke gælde alle steder til alle tider. Det er foreløbig kun på jorden. Måske.
Egentligt handler artiklen vel ikke om hvorvidt viden forældes eller ej. Det er et faktum. Artiklen handler vel om måden viden forældes og fornys på.
Vi har altid, i de seneste dekader, snakket om at vidensmængden, den teknologiske udvikling, er eksponentielt stigende.
MEN der er også felter hvor viden er cirkulært, som fx inden for ledelse og undervisning. Der kommer hele tiden tilsyneladende nye og epokegørende principper der egentligt er gamle, prøvet og forkastet som virkende modsat hensigten. Mht undervisning kan man have en fornemmelse af at man har gang i noget afskyeligt Taylorisme. Vil man afvise det, så har man enten ingen viden om hvad det er, eller så mangler man viden om hvad der foregår for tiden.
Du har jo ret sådan set, men når jeg samtidig regner olie for 10kWh/liter og gas for også 10kWh/m3, så går fejlene nærmest i nul.
Viden er jo også at vide hvornår man skal tage alle decimaler med, for at vurdere en påstand, eller hvornår man skal google det, og så stadig have en nogenlunde velfunderet kritisk indstilling.
Den vigtigste viden at bevare er vel nok: Viden om, hvor øvrig viden kan findes og indlæres.