Haldor Topsøe og pensionskasser spytter en milliard i kemifabrikker i udviklingslande

Tre pensionskasser og et investeringsselskab har indgået en aftale med Haldor Topsøe om fælles investering i fabrikker, der kan omdanne energiråstoffer til kemiske produkter som syntetisk benzin, methanol og ammoniak til produktion af gødning.

Samarbejdet om finansiering af fabrikkerne vil især være rettet mod udviklingslande, fortæller Haldor Topsøes administrerende direktør Bjarne S. Clausen til Ingeniøren:

»Verden står midt i en finansiel krise, og den type anlæg, vi taler om, kan let komme til at koste over én milliard dollar stykket. Det kan være rigtig svært at stampe så mange penge op af jorden, hvis man er et udviklingsland. Men nu kan vi tilbyde at komme med en del af finansieringen, og bakket op af pensionskasserne, vil kunderne få lettere ved at skaffe resten af pengene,« forklarer Bjarne S. Clausen.
Han håber dermed, at nogle af de anlæg, der er blevet udskudt under den økonomiske krise, nu kan blive realiseret.

Med én milliard kroner i ryggen fra danske pensionsselskaber, vil Haldor Topsøe tilbyde medfinansiering til kemiske fabrikker i udviklingslande. (Foto: Haldor Topsøe) Illustration: Haldor Topsøe

Pengene bliver langt ind i 'The Energy and Fertilizer Investment Fund', og Bjarne S. Clausen understreger, at den type anlæg er af allerstørste betydning for væksten i udviklingslandene, samtidig med, at der også vil være en miljøgevinst:

»Ofte vil den type anlæg blive bygget i områder, hvor man normalt brænder overskudsgas af fra olieproduktion. Vi kan nu tage den gas og omdanne det til noget nyttigt for landet. Dermed opnås en væsentlig miljøgevinst.«

Bjarne S. Clausen lægger også vægt på, at Haldor Topsøe nu får en finansiel styrke, der kan matche de konkurrenter, som Haldor Topsøe møder på verdensmarkedet.

Bag fonden står foruden Haldor Topsøe A/S, PKA, PensionDanmark, Pædagogernes Pensionskasse og Maj Invest Equty A/S.

Emner : Råvarer