Hvis du går og venter på at få fingre i den første kommercielle foldbare smartphone, der både kan bruges som mobil og tablet, så må du væbne dig med tålmodighed. For få dage før Samsung havde planlagt lanceringen af deres nye Galaxy Fold, trækker den sydkoreanske elektronikgigant nu telefonen tilbage, efter at flere anmeldere har meldt om store problemer med skærmen efter kort tids brug.
»Indledende undersøgelser af de indrapporterede fejl på skærmen viste, at de kunne forbinde hængslernes udsatte områder i top og bund. Der var også et tilfælde, hvor der fundet emner inde i enheden, som kan have påvirket skærmens performance. Vi vil træffe foranstaltninger, der styrker skærmen,« skriver Samsung i en meddelelse tirsdag.
Det er blandt andet medier som The Verge, der har fortalt om ødelagte skærme på Galaxy Fold.
Den foldbare telefon Galaxy Fold består det såkaldte Infinity Flex Display af to 4,6 tommer skærme på indersiden af den sammenfoldede telefon. Sammen danner de en 7,29 tommer tablet, når telefonen foldes ud. På ydersiden af den sammenfoldede enhed findes en tredje skærm på 3,5 tommer.
Læs også: Efter 40 års udvikling: Nye skærmtyper gør den foldbare skærm mulig
Ødelagt efter få dage
Samsung har tidligere vist en video, hvor de tester folde-funktionen på telefonen, som angiveligt skulle kunne klare at blive foldet ind og ud 200.000 gange, hvilket svarer til 100 gange om dagen i fem år.
[video: https://www.youtube.com/watch?v=McdgS3Popjk]
Men flere anmeldere rapporterer, at de kun har brugt telefonen i få dage, før skærmen blev ødelagt.
Det er ikke første gang, at Samsung løber ind i alvorlige hardware-problemer med deres smartphones. Tilbage i 2016 måtte Samsung trække deres Galaxy Note 7 tilbage, fordi nogle enheder brød i brand. Her var det batteriet, som var problemet. Problemet var så udbredt, at Samsung måtte trække alle telefoner af typen tilbage. Det skete i kølvandet på en hidsig konkurrence blandt mobilproducenter om øge batterilevetiden på smartphones.
Planen var oprindeligt, at Galaxy Fold skulle være lanceret i Danmark 26. april, men det er nu uvist, hvornår den kommer til Danmark og resten af verden.
Samsung skriver, at de vil fortælle nærmere om en ny lanceringsdato i løbet af de næste uger.
Læs også: Samsung bekræfter: To separate batterifejl skyld i selvantændelige smartphones
Forvirrende vejledning
De første rapporter om problemer med den foldbare skærm gik i starten på, at det skulle være beskyttelseslaget foran skærmen, som var årsag til defekte skærme. Fejlen skulle være opstået, efter at et beskyttelseslag af plast blev taget af, fordi anmelderne troede, at der var tale om en beskyttelsesfilm, som vi kender den fra konventionelle smartphones, som skal fjernes, når telefonen tages i brug.
Youtube-brugeren Marques Brownlee har beskrevet, at plasten ser ud til at være identisk med den, der sidder på Samsung Galaxy S10+, og som er mulig at afmontere.
Det forsøgte han således også at gøre på den nye foldbare model, men plasten sad bedre fast. Efter at fjernet et mindre område plast gik skærmen i sort, og derefter har enheden ikke virket.
Det problem vil Samsung også forsøge at imødegå med nye vejledninger.
»Vi vil også forbedre vejledningen til vedligeholdelse og brug af skrærmen, inklusive beskyttelseslaget, så vores kunder får mest muligt ud af deres Galaxy Fold,« skriver Samsung.
Ud over Samsung har kinesiske Huawei også præsenteret en foldbar smartphone, som dog først er planlagt til at blive frigivet til sommer. Den smartphone har fået navnet Mate X, og her ligger skærmene på ydersiden af den sammenfoldede telefon – en 6,6 tommer skærm på den ene side og en 6,38 tommer på den anden. Når Mate X foldes ud, kombineres de to skærme til én skærm på 8 tommer med en opløsning på 2.480 x 1.148 pixels.
