menu close Teknologiens Mediehus
De professionelle kalder dem cowboys. Deres svar er yippee ki-yay. De er usædvanligt kyndige pårørende eller patienter med type 1-diabetes, og i øjeblikket lægger de hårdt pres på den etablerede verden inden for udvikling af diabetesudstyr.
I de seneste måneder har flere af dem offentligt fortalt, hvordan de har udviklet deres egne kunstige bugspytkirtler – højteknologiske erstatninger for den bugspytkirtel, som hos raske producerer insulin og regulerer blodsukkeret.
»Udviklingen bliver i øjeblikket voldsomt speedet op af en voksende vifte af private initiativer. Det er typisk forældre eller pårørende til diabetes-ramte, der er front runners, og de presser industrien og myndighederne,« lyder det fra den danske udvikler Ian Jørgensen fra firmaet Line Healthcare Design, der samarbejder med danske læger og selv har bygget en kunstig bugspytkirtel – også kaldet et closed loop.
Ian Jørgensen er dermed en del af det netværk af gør det selv-udviklere, der forbinder eksisterende, godkendte apparater via software, så blodsukkersensorer og insulinpumper arbejder sammen i et selvregulerende system. Med det kan forældre og brugere slippe for hver anden time døgnet rundt at aflæse blodsukkerværdier, udregne kulhydratindtag og foretage injektioner med den rette dosis insulin. Maskinen styrer det hele.
Næsten 12.000 gør det selv-udviklere og brugere er organiseret i den såkaldte Nightscout-bevægelse, der også tæller flere danskere. Nightscout er et system, der via hacking af en blodsukkersensor kan vise data i real time på netforbundne enheder verden over.
Knopskydninger som The Open Artificial Pancreas System (OpenAPS) har taget udviklingen et skridt videre og arbejder på at skabe et åbent og godkendt referencedesign for en kunstig bugspytkirtel, der frit kan anvendes af industrien. Andre private udviklere har netop stiftet selskabet Bigfoot Biomedical, som vil sende en kunstig bugspytkirtel på markedet inden for få år, fordi de har ‘mistet troen på, at industrien når det inden for en tidsramme, der giver mening for vore kære,’ som de udtrykte det over for diabetesmagasinet diaTribe.
Indtil for nylig holdt mange gør det selv-folk deres opfindelser tæt til kroppen af frygt for problemer på grund af manglende myndighedsgodkendelser. Men i slutningen af 2014 anerkendte de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) Nightscout og kaldte projektet en pioner inden for dele af udviklingen. Og det har de seneste måneder fået flere til offentligt at dele deres arbejde med at forbedre diabetesapparater.
»Vi har levet i det skjulte i flere år, og mange har været bange for at offentliggøre deres resultater. Men nu er udviklingen blevet åben. Det er til gavn for alle,« siger Ian Jørgensen, der ligesom andre i branchen ser en igangværende revolution.
I Danmark er Nightscout-bevægelsen endnu forholdsvis ukendt hos myndighederne og Diabetesforeningen, ligesom læger og danske forskere typisk kun har hørt sporadisk om den.
En af de førende danske forskere på området, John Bagterp Jørgensen fra DTU, har dog fulgt løseligt med i bevægelsens udvikling. Sammen med læger på Hvidovre Hospital leder han den såkaldte Diacon- gruppe, der arbejder på at udvikle en godkendt kunstig bugspytkirtel i Danmark. Diacon har arbejdet på projektet i flere år, men John Bagterp Jørgensen ser en afgørende forskel på gør det selv-udviklerne og de professionelle:
»Jeg tager hatten af for Nightscout-folkene. Det gør jeg virkelig. Men det er overskudsforældre og dygtige it-folk, der roder med det her. De kender programmernes begrænsninger og ved, hvor de skal passe på. For andre kan ufærdige closed loop-systemer være livsfarlige,« siger han.
Ingeniøren har forsøgt at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsen, hvilket endnu ikke er lykkedes.
Jeg arbejdede med Closed Loop hos Novonordisk for 10 år siden.
Ingen producent tør lukke sløjfen af frygt for at slå brugeren ihjel med en overdosering.
Insulin er et meget potent lægemiddel og i for store dosis meget effektivt til at aflive en person med.
Man skal være 200 % sikker på at input fra glucosesensoren er rigtigt ellers kan det gå rigtigt galt.
Så en risikoanalyse, som man jo altid skal lave i medicobranchen, siger at man skal involvere brugeren i beslutningen om at ændre på insulin dosis.
Mit navn er John Bagterp Jørgensen - og jeg er "citeret" i artiklen.
Jeg vil gerne understrege at ikke-godkendte closed-loop systemer, efter min menign, overhovedet IKKE skal anvendes udenfor godkendte medicinske forsøg. Uanset om man er overskudsforælder, IT-kyndig, eller andet anser jeg det for direkte uansvarligt og potentielt livsfarligt at anvende automatiske insulin-doseringsssytemer (closed-loop systemer) uden at de har gennemgået omfattende tests og godkendt af de relevante myndigheder.
Og godkendte kliniske forsøg vedr kunstig bugspytkirtel-teknologi kan også kun gennemføres, efter at de er godkendt af relevante myndigheder. Med den nuværende teknologi kræves at forsøget overvåges af en læge (eller sygeplejerske).
Jeg vil kraftigt fraråde alle interesserede at dosere insulin baseret på algoritmer og systemer, der ikke er godkendt.
/John Bagterp Jørgensen
At clairfy er insulin ikke doseret baseret på maskinerne , overhovedet. Med Nightscout teknologi , er vi i stand til at se tendenser i blodglucose og handle på disse tendenser , før de bliver et problem . Men trin nummer et er at teste blodsukker og behandle baseret på denne ; ikke baseret på, hvad maskinen siger . ... Ville bare gøre dette punkt. Maskinen gør ikke det hele.
Det er dejligt at der er nogle der viser medicinalbranchen og myndighederne at de bliver nødt til at ændre sig og systemet til at kunne håndtere en eksponentiel teknologisk udvikling.
Tag eksempelvis drone udviklingen - for 20 år siden kunne nogle jægerfly have problemer med stabiliteten på trods af computer hjælp. I dag kan du nærmest få hvad som helst til at flyve stabilt med nogle elmotorer styret af open source software udviklet til droner - også selvom en af motorne går i stykker - det tages der hensyn til i real time. Selv med raketter har Copenhagen Suborbitals for få år siden fået aktiv styring af deres raketmotor - det er tilgængelig teknologi.
Selvfølgelig er der teknologiske løsninger - virksomhederne skal bare finde ud af at teknologien er kommet meget tættere på privatpersoner og der er nogle meget smarte og driftige mennesker derude.
Omkring "Man skal være 200 % sikker på at input fra glucosesensoren er rigtigt". Jeg beskæftiger mig ikke med området men måske kan man sætte to sensorer af forskelligt fabrikat på og hvis de giver forskelligt resultat starter du en alarm (højt bip, vibration, sms til forældre, læge og dig selv, osv..). Sensorer falder i pris så om fem år sætter du 3 på og får bare at vide at du skal have dit udstyr til reparation snarest.
Enhver kan læse sig til, at over og underdocering af insulin kan være fatalt for patienter.
Begge dele kan også forekomme ved manuel docering af en række forskellige årsager.
HVIS man laver et closed-loop system, så vil det være ansvarligt at indbygge kontrolgrænser - f.eks. En minimimsdocering og en maximumsdocering.
Forudsat dette virker, er testet og er beskyttet, så er det svært at se risikoen.
Så kan apparatet fejle, men det kan en pacemaker vel også. Så laver vi bare TO apparater, eller en separat alarm som overvåger ....
Naturligvis er det ikke let, men det er heller ikke umuligt.
Det er sådan med risikoanalyser i medicobranchen, at de altid skal holdes op mod de alternativer en patient har hvis de ikke får den tilbudte behandling.
For en hjerte patient uden pacemaker betyder et hjertestop døden, derfor er man villig til at løbe den risiko som der er hvis en pacemaker fejler.
Det samme gælder for behandling af cancer, der er også mange alvorlige bivirkninger ved den tilbudte behandling, men man er villig til at løbe risikoen for alternativet er døden.
For en patient med sukkersyge type 1, er der stadig gode muligheder for alternativer til closed loop.
Derfor kan det være svært at argumentere for closed loop risikoen.
I øvrigt er der bred enighed om at det menneskelige kontrolsystem er lang mere avanceret end et simpelt fedback system baseret på signalet fra en glucosesensor.
Er det ikke misvisende at kalde det for en kunstig bugspytkirtel?
Der er vel nærmere tale om et automatisk doseringssystem? Når jeg læser kunstig bugspytkirtel, forestiller jeg mig transplantation af et organ fra en gris eller noget i den retning, som selv kan producere insulin.
Dette her system er vel afhængig af at man jævnligt selv fylder det op med insulin, hvilket jo er den primære funktion bugspytkirtlen ellers har?
Som en af John Bagterp Jørgensen studerende for noget tid siden, så har fulgt et kursus hvori noget af teorien, modellerne og anektdoter fra forsøg blev præsenteret, og jeg tilslutte mig hans udsagn.
Fejl dosering med insulin, hvori præparates store forsinkelse i virkemåde regulerings-teknisk giver endog store udfordringer er noget man skal være varsom med.
Omvendt mener jeg dog at folk må gøre med deres eget liv som de lyster. De pådrager sig dog et etisk ansvar ved at skrive om det på nettet og samtidig frigive deres "produkt" til folk som måske ikke har indsigten i de problemer det kan forvolde. Der er reel person-fare forbundet med dette, hvilket ikke er noget Open-Source bevægelsen rigtig kan håndtere (IMHO).
Nicolai Hanssing
Der er sandelig også en personfare forbundet med at have et barn som hele tiden skal overvåges og have aflæst insulinværdier på kroppen fordi industrien og forskerne ikke tør bruge en mobiltelefon.
Se http://ing.dk/artikel/wearenotwaiting-moed...
Min nu 4 årige søn, har haft diabetes i to år. Vi har hele tiden haft glukose måler fra medtronic.
Måden det foregår på, er han han har et mavebælte på maven hvor hans insulinpumpe ligger, derfra går der en slange ned til rumpen hvor han kontinuert modtaget sin insulin dose. Pumpen har ca størrelse som en nokia 3310.
Hvis man skal aflæse sensor værdien. Må man først stoppe ham i legen, få ham til at stå i ro, lyne op jakken, grave ind under 1 tyk trøje, 1 alm trøje, plus tshirt. Fumle og aflæse. For dernæst at ligge pumpen tilbage igen og sørge for ar tøjet sidder tilpas isolerende.
Denne procedure skal gentages måske hvert kvarter hvis han ligger i et område der grænser mos for højt eller lavt blodsukkermæssigt.
Alternativt er at måle blodsukker direkte i fingeren, men der er risiko for skidt og gammel saft som påvirker resultatet, og derfor må der vaskes og tøres først.
Det som der står skrevet i artiklen er en open source måde hvorpå man kan aflæse disse sensor værdier trådløsr på sin mobil eller lignende. Helt enkelt og smertefrit. Og samtidigt få bedre kontrol på sine værdier og trender. Mulighed for selv og behandle rå data.
Der er ikke snak om firmware. Men et eksternt system som ikke påvirker det oprindelige system, men bare gør livet så ufatteligt meget nemmere.. For alle type 1. Og deres forældre.
Mvh Erik
Der er ikke megen sikkerhed i kun at have faste øvre og nedre grænser på insulinpumpen.
Insulin doseringen afhænger meget af aktivitet niveau og indtag af mad.
Så selv en lav stabil dosering kan i den ene situation være alt for meget og i en anden alt for lidt.
Når først man har set langtidstest af kontinuerlige blodsukkermåleres sensorer så ved man at det på ingen måde er trivielt.
@Johnny
Novo Nordisk ansat i 10år